Der er noget galt, når man hører sig selv sige: ”Det må vi nå i weekenden!”
Fejlen i sætningen er ifølge den svenske forfatter og præst Tomas Sjödin ordet ”nå”. I en lang periode tog han ofte sig selv i at sige om stort og småt, at det måtte de nå i weekenden.
”Jeg havde ikke nogen rytme, og det er hverken kreativt eller holdbart i længden. Alle dagene blev levet i samme tempo,” siger han.
I en søgen efter en rytme i sit eget liv fordybede han sig i bøger om den jødiske sabbat.
”Jo mere jeg læste, desto mere indså jeg, at sabbatten er en genistreg, som er så umoderne, at den kan blive hybermoderne. Det er ikke en dag, hvor man puster, men en dag, som alle andre dage skal beriges af,” siger han.
Efter at have læst om den urgamle rytme har han udviklet, hvad han kalder 6:1-modellen: Seks dages arbejde og en dags hvile.
Hans ægtefælle var med på ideen, og de aftalte, hvad de gerne ville have ind i et sådant døgn med hvile: Tid til madlavning, gåture og venner, skrev de på listen. Skulle det realiseres, var der noget, de måtte vælge fra: Computer, mobiltelefon og forbrug.
”Der er en sammenhæng mellem det døgnåbne forbrugersamfunds tilbud om at få tilfredsstillet behovene her og nu og en usund livsrytme. Alt behøver ikke være lige nu,” siger han.
At parret hver uge har et døgn, hvor de ikke bruger penge eller kreditkort og er afkoblet fra teknologien har beriget deres familieliv, og de oplever, at døgnet med hvile smitter af på ugens øvrige seks dage.
Tomas Sjödin advarer dog mod at tro, at 6:1-modellen skal hjælpe folk til et liv i balance.
”Søger vi balance og harmoni, vil vi hele tiden være på vej et andet sted hen end der, hvor vi er. Livet er uperfekt, og det er godt nok,” siger han.
