Hun var en god kollega. Kompetent, lyttende og loyal over for både de ældre og de andre ansatte på plejehjemmet. Ved et uheld kom hun en dag til at give en sengeliggende ældre kvinde en stikpille vaginalt i stedet for rektalt.
”Det var i sig selv forholdsvist harmløst,” fortæller tyske Ursula Immenschuh, der var ansat på plejehjem i mange år, før hun videreuddannede sig for nu at være blevet professor i plejevidenskab i sydtyske Freiburg.
”Alligevel blev hun direkte mobbet af sine kolleger, der hånede og grinede af hende. Et par dage senere oplevede jeg tilfældigt, hvordan min gode kollega i afmagt skældte voldsomt ud på den sagesløse gamle dame.”
I sin nyeste bog ”Skam og værdighed i plejen” (ikke oversat til dansk) bruger Ursula Immenschuh den ovenstående episode som et af omdrejningspunkterne. Hun ser her nemlig en nøgle til at forstå, hvad der sker i mennesker, når vores skam undertrykkes: vi reagerer i bedste fald med følelseskulde for at skabe en professionel afstand. I værste fald udmønter det sig i aggression eller et kynisk og nedladende sprog i plejeteamet - både over for de plejekrævende og blandt plejerne selv.
Som en tvilling til fænomenet skam har hun i årevis beskæftiget sig med begrebet værdighed, både for dem, der plejer, og for dem, der bliver plejet - derhjemme som på plejehjem.
”Psykologisk og socialt har skammen utallige aspekter og funktioner, mens dens fysiologiske udtryk rækker fra let rødmen til panikagtige tilstande,” siger Ursula Immenschuh.
”Vi prøver næsten altid at skjule skammen. Hvis den bliver synlig, indikerer det, at vores grænser er overskredet, at vi har blottet os selv og føler os eksistentielt truet. Dermed har skammen også en positiv, regulerende funktion, idet den får os til at trække os tilbage,” fortæller Ursula Immenschuh.
I plejen er det næsten umuligt ikke at overskride grænserne hos den, der bliver plejet, for eksempel i form af intim pleje, nye roller mellem forældre og børn eller i kraft af tidspres på plejehjem, mener hun. Derfor er det her særligt fatalt, hvis skammen og dens regulerende funktion pakkes væk og tabuiseres.
”Skammen er værdighedens vogter. Hvis skammen går tabt, har vi allerede mistet værdigheden. Vi bliver uforskammede eller skamløse, vi overskrider mere eller mindre bevidst andres grænser og kan ligefrem blive sadistiske. Som ved min kollega, der dengang skulle have adresseret både sin skam over situationen og sine grænser over for kollegerne. Det gjorde hun ikke. Ofte er den slags også et udtryk for tidspres, dårlig ledelse eller et hårdt kollegialt miljø, der ikke giver plads til det.”
For Ursula Immenschuh afspejler episoden den destruktive myte om, at man må lægge sine fine følelser fra sig, hvis man vil tage sig af plejetrængende.
”Når jeg spørger plejere, hvornår de sidst har oplevet skam i deres jobfunktion, så siger de umiddelbart: 'Jo, der var vist en gang for et par måneder siden, hvor...' Når jeg går dem lidt på klingen, indrømmer de, at de faktisk skammer sig dagligt. Men de undertrykker deres skam og dermed også skammens beskyttende funktion. Hvis den tilstand bliver kronisk, forskubbes grænserne, og man holder helt op med at mærke efter hos sig selv eller den anden,” siger Ursula Immen-schuh.
Men er den menneskelige værdighed dermed nødvendigvis gået fløjten i plejen?
”Når vi taler om 'menneskelig værdighed' generelt, bliver det hurtigt meget abstrakt og dramatisk,” siger Ursula Immenschuh.
”I den konkrete ældrepleje er værdighed noget langt mere håndgribeligt og dog subtilt: Bliver den plejede faktisk set med sine behov? Serveres maden ordentligt? Er badevandstemperaturen, som hr. eller fru X kan lide det? Sørges der for afskærmning mod andres blikke, når han eller hun er nøgen? Det er også et spørgsmål om værdighed. Her kan jeg som plejer gøre skammen til min ledsager, når jeg lærer at acceptere og lytte til den, så jeg bedre fornemmer mine egne og andres grænser,” siger Ursula Immenschuh.
Et grundlæggende problem i den professionelle ældrepleje er her ikke overraskende, at individet smerteligt ofte går under og mister sin integritet i minuttyranniet.
”Jeg er stærkt bekymret for denne udvikling, der åbenlyst går ud over værdigheden,” siger Ursula Immenschuh.
”De fleste plejere forsøger at understøtte den plejekrævende så meget som muligt under de givne omstændigheder, men alt for mange resignerer. Jeg har så ofte hørt tænderskærende frustration - 'jeg havde ikke tid til at snakke, selvom han græd', 'jeg kunne ikke trøste den døende, for alarmen bimlede i lommen', 'jeg kunne ikke servere maden værdigt, for naboen kaldte'.”
Hvis frustrationerne skal til livs og plejen være værdig, rækker mere tid i sig selv dog ikke, mener Ursula Immen-schuh. Det kræver også en reflekteret omgang med egen og andres skam - herunder en god tackling af fejl, kollegial opbakning og god ledelse, mener Ursula Immen-schuh. Ellers kan de mange grænseoverskridende situationer føre til ”profylaktisk vold” i form af frustreret afreaktion over for de ældre.
”Jeg får ikke mange venner i fagkredse ved at påtale dette problem, men det er beklageligvist udbredt i plejesektoren. Hvis personalet i uddannelse og praksis får mere tid til at reflektere over deres grænser og deres skam, hvis der er jævnlig supervision og et følelsesmæssigt beredskab, så kan der faktisk dæmmes op for det,” siger Ursula Immenschuh.
”Både for folk, der plejer pårørende derhjemme, og for professionelt plejepersonale er det uhyggeligt vigtigt at arbejde med sig selv, med sine grænser og oplevelser af skam. De fleste mennesker overser, hvor mange og hvor stærke følelser der er på spil i jobbet som plejer. Det er emotionelt stærkt krævende - og ofte også stærkt berigende. Det er åbenlyst, at de følelser bearbejdes, hvis det skal fungere værdigt.”