Skandinaver lever i en velstandskuvøse

Tidligere vicegeneralsekretær i FN Jan Egeland, som i 38 år har været engageret i humanitært arbejde, mener, at skandinaver ikke ved, hvor rige de er i globalt perspektiv. De overser, i hvilken grad det er muligt at bidrage til en bedre verden, siger han

”Nogle gange synes jeg nærmest, jeg kan se, at disse mennesker holder et stort spørgsmålstegn op foran sig. Lige nu har de tag over hovedet og er sikret det daglige brød, men hvor længe vil de kunne få hjælp, og hvordan skal fremtiden forme sig?”, spørger Jan Egeland, som her er fotograferet under et besøg i en flygtningelejr i det nordlige Irak i efteråret. -
”Nogle gange synes jeg nærmest, jeg kan se, at disse mennesker holder et stort spørgsmålstegn op foran sig. Lige nu har de tag over hovedet og er sikret det daglige brød, men hvor længe vil de kunne få hjælp, og hvordan skal fremtiden forme sig?”, spørger Jan Egeland, som her er fotograferet under et besøg i en flygtningelejr i det nordlige Irak i efteråret. - . Foto: NRC.

Jan Egeland tænder et violet bloklys og stiller det på kontorets blanke, hvide mødebord.

”Det er jo snart jul,” siger han.

Og ja, der er pyntet op til jul i den norske hovedstad og nede på den store indkøbsgade, Karl Johan, er der gang i julehandlen. Men Jan Egeland er mere optaget af den appel, han på torsdag skal præsentere i Berlin. På vegne af verdens nødhjælpsorganisationer skal han bede om økonomisk hjælp til Syrien.

”Vi har brug for syv milliarder dollars til arbejdet i 2015. Det er den største appel nogensinde til en enkelt krise. Der er brug for virkelig store midler,” siger han og henviser til de seneste undersøgelser, som viser, at to ud af tre syrere er afhængige af nødhjælp, samt at fire ud af fem syrere frygter at komme til at sulte.

Krigen har fået prisen på fødevarer til at stige eksplosivt. Nogle steder i Syrien er prisen for brød steget med 500 procent under krigen, som til marts kan gå ind i sit fjerde år.

Jan Egeland er en af Nordens mest fremtrædende skikkelser, når det gælder humanitært arbejde. Han har læst statskundskab på universitet her i Oslo, har læst videre på University of California i Berkley i USA og har en ph.d.-grad.

Men det er ikke hans akademiske meritter, som har slået hans navn fast. Fra 2003 til 2006 var han vicegeneralsekretær i FN med ansvaret for at koordinere alle FN-organisationernes humanitære indsats og kom på det amerikanske magasin Times' liste over de 100 mest indflydelsesrige mennesker i verden.

Inden da havde han gjort sig bemærket som fredsmægler. Han koordinerede de forhandlinger mellem Israel og PLO, som førte til Oslo-aftalen om fred i Mellemøsten i 1993, og har i den forbindelse beskrevet sig selv som ”manden med oliekanden”, fordi han så det som sin opgave at smøre internationale forhandlinger. Inden FN's daværende generalsekretær Kofi Annan ringede og tilbød ham posten som vicegeneralsekretær, havde han været Annans særlige rådgiver i forsøget på at standse borgerkrigen i Colombia. Siden 2013 har han været generalsekretær for NRC, som er den største humanitære organisation i Norge.

Nede på gaden glider fyraftenstrafikken gennem byen. Fra vinduerne i kontoret på sjette sal er der udsigt til det nybyggede operahus og mange af storbyens lysreklamer. Han peger på det hvide, monumentale byggeri. Han er udfordret af den synlige velstand, der er en kontrast til den virkelighed, der møder ham, når han besøger nogle af verdens mest udsatte.

”Det værste er ikke at være i en flygtningelejr, for når du er der, så kan man ved selvsyn se, hvilken forskel et hjælpearbejde kan gøre. Nogle gange har jeg tænkt, at hvis jeg selv kun havde tv-dækningen af flygtningesituationen at forholde mig til, ville jeg blive mismodig og tænke, at der ikke rigtig er noget at gøre. Når du er ude i en lejr, møder du mange, som har gået gennem svære lidelser, men du bliver også mødt med beretninger om, hvordan ting er blevet forandret. Hvad enten man er blevet installeret i et telt eller et hus, så er noget nyt nu så småt ved at komme igen,” siger han.

”For mig er det sværeste at sige farvel. Nogle gange synes jeg nærmest, jeg kan se, at disse mennesker holder et stort spørgsmålstegn op foran sig. Lige nu har de tag over hovedet og er sikret det daglige brød, men hvor længe vil de kunne få hjælp, og hvordan skal fremtiden forme sig? Så rejser jeg hjem til mit utroligt velstående land, hvor mennesker får skolegang betalt de første 25-30 år af deres liv og siden kan trække sig tilbage og bruge de sidste 30 år af deres liv på at spille bridge. Vi lever i en velfærds- og velstandskuvøse,” siger Jan Egeland.

Jan Egeland er vokset op i, hvad han beskriver som et trygt middelklassehjem i Stavanger. Hans far, Kjølv Egeland (1918-1999), var rektor for det lokale gymnasium, og hans mor, den 92-årige Margot Egeland, var hjemmegående, mens de tre børn voksede op. Hans far blev siden socialdemokratisk undervisningsminister. Solidaritet var et grundbegreb i familien, og Jan Egeland husker, hvordan fjernsynets billeder fra Vietnamkrigen stødte hans retfærdighedssans og skærpede hans politiske engagement.

Nok spillede han håndbold og sang i kor, men han skilte sig ud fra flertallet ved allerede i folkeskolen at skrive stile om Amnesty International og den cubanske guerillaleder Che Guevara (1928-1967). Og stilene skulle vise sig at være en forsmag på temaer, han siden ville arbejde med professionelt.

Han var med til at oprette en lokalgruppe af Amnesty International på gymnasiet i Stavanger og gik ind i kampen til fordel for de politiske fanger i Pinochets Chile og kampen mod militærdiktaturet i Uruguay.

Han husker tydeligt den aften i 1975, hvor han var cyklet hjem fra håndboldtræning. Han sad med en sandwich og en halv liter mælk ved fjernsynet, hvor der var et interview med en katolsk præst fra Colombia, Rafael García Herreros, som fortalte om kampen for social retfærdighed i et af verdens mest voldelige lande. Indslaget blev afsluttet med en slags appel fra Herreros. Han inviterede alle norske unge med social bevidsthed til at komme til Colombia og hjælpe ham. Det tog Jan Egeland som en personlig opfordring. Han havde spansk i gymnasiet og skrev efter bedste evne til præsten, som opfordrede ham til at komme.

”Jeg var fascineret af befrielsesteologien og den måde at læse Bibelen på,” siger han.

Som dreng gik han mere i kirke end de fleste i barndomsbyen, for han sang i Stavanger Domkor og blev som 11-årig sopransolist.

”For mig er evangeliet gennemgående revolutionært. Det fascinerende ved Latinamerika var, at man i befrielsesteologien tog udgangspunkt i, at kirken ikke skulle forsvare de riges ret til at blive rigere. I Bibelen står der meget lidt om bevarelse af privilegier, men meget om at tage parti for den svage, som har brug for at blive forsvaret. At samle sig mest muligt gods på Jorden og prøve at blive så rig som mulig er derimod ikke et bibelsk princip, selvom jeg siden har mødt amerikanske kristne, som nærmest mener, at skattelettelser er et bibelsk princip.”

Som studerende arbejdede Jan Egeland som journalist og overvejede at gå den vej, men han valgte, hvad han kalder en privilegeret vej.

”Jeg tror på idealer og slås for idealer, men det er på ingen måder et opofrende virke. Det giver mening og er fantastisk at kunne få lov at arbejde med de helt store udfordringer.”

Jan Egeland rejser sig og henter et gulnet foto: En meget ung, blond mand med bar overkrop og iført korte shorts står med en motilone-indianer i Colombias jungle. Sådan så Egeland ud, da han som 19-årig kom til Colombia og arbejdede for Rafael García Herreros og hans organisation. Han fandt det gamle foto, fordi han i sidste uge var tilbage i Colombia, hvor han blandt andet mødtes med motilone-indianerne, som han arbejdede blandt som helt ung.

”Overordnet er der mange positive historier at fortælle om udvikling. Verden er blevet et bedre sted for de fleste, men der er også nogle, som ikke har fået det bedre over tid. Det gælder blandt andet motilone-indianerne,” siger han og henviser til, at der i dag er 3000 motilone-indianere i Colombia, mens der i 1930'erne var over 100.000.

Hans kontor domineres af et verdenskort, og når Jan Egeland ser på verden, er han grundlæggende optimist. Nok er der lige så mange flygtninge i dag som efter Anden Verdenskrig, men for at tegne et retvisende billede af verden skal der føjes mange flere lyse nuancer til: Levealderen er gået op, børnedødeligheden er faldet, og sandsynligheden for at blive dræbt i en krig er ligeledes faldet.

”En del mennesker lever i en tro på, at verden går sin skæve gang, og at alt udvikler sig til det værre. Men det er forkert, hvis man konkluderer, at verden aldrig har været værre og mere voldelig end i dag. Og konsekvensen af et sådant syn på verden bliver en slags håbløshed, hvor man bliver indadvendt og egocentrisk optaget af at engagere sig i sit eget. Men vi kan gøre fantastiske ting, hvis vi prøver, og hvis vi løfter sammen.”

Når Jan Egeland ser på den folkelige interesse omkring Syrien i såvel Norge som Danmark, ser han mere håbløshed end engagement.

”Krisen i Syrien er det største humanitære drama i en generation. I NRC møder vi stor velvilje fra både private og virksomheder, som støtter op om en humanitær indsats. Men hvorfor er der så godt som ingen store, kollektive markeringer eller solidaritetsgudstjenester? Hvorfor er der ikke et større folkeligt pres for at få en politisk løsning?

De store flygtningestrømme er en følge af krige, men vi ser på dem, som var de naturkatastrofer, som man umuligt kan gøre noget ved. Men de er menneskeskabte og kan derfor løses af mennesker. Penge kan ikke løse problemer i Syrien, men det kan en politisk og diplomatisk indsats. Vi må bede Rusland, Kina, Saudi-Arabien, USA og Tyrkiet om at sætte sig til forhandlingsbordet i stedet for at komme benzin på konflikten. Men mens vi venter på, at der bliver fundet en politisk løsning, er der brug for penge til en humanitær indsats.”

Holdningerne til Jan Egeland er delte i Norge. Han taler hurtigt og har markante holdninger til landets indsats på den humanitære front. Flygtningepolitiken skal blødes op, mener han.

”Vi er dårligt oplyste omkring konsekvenserne af indvandring. Der er naturligvis udfordringer forbundet med at integrere flygtninge, men man overdriver udfordringerne. Vi har fokus på, hvilke flygtninge der er lette at integrere, men jeg mener, at vi som rige lande skal tage mod de flygtninge, som netop er svære at integrere. Far, mor og to dygtige børn fra Syrien er lette at integrere her, men det er de også i Libanon. Hvad med den enlige mor eller de etniske mindretal?”.

Ligesom i Danmark betaler nordmændene til udviklingsbistanden over skatten, og Egeland er fortaler for, at procenten sættes op. Ved de seneste finanslovsforhandlinger i Norge kritiserede han politikerne for ikke at give mere til udvikling, og mødte selv kritik.

”Vulgært, Egeland” lød en af overskrifterne, som fulgte på hans indlæg. Han har klippet overskriften ud og sat den op på væggen ved skrivebordet. Han mener, at mange både nordmænd og danskere overser, hvor rige og privilegerede de er set i et globalt perspektiv.

”Fra min barndom husker jeg, at mine forældre mindede os om, hvor godt vi havde det. Det var noget, vi talte meget om, og mine forældre sammenlignede vores muligheder med dem, de var vokset op med, og deres forældres. De første år havde vi ikke bil. Kød blev betragtet som en luksus, som vi kun kunne få to gange om ugen, så fik vi fisk to gange ugentligt og grød og suppe de andre dage, men vi måtte være taknemmelige for, at vi havde så gode tider,” siger han.

”I dag er nordmænd og danskere 200 gange rigere end de fattigste nationer. Det bliver absurd, når vi ikke forstår, at vi har en moralsk forpligtelse til at hjælpe de mennesker. Og de fattige vil helt oplagt vandre mod vores grænser, hvis vi ikke giver dem håb og muligheder der, hvor de er. Verden er blevet bedre for flertallet, men jeg savner en forståelse for, at de to milliarder meget rige skal gøre mere for de to milliarder meget fattige,” siger han.

Det violette lys på bordet brænder, og vi taler om julen, hvor der skulle være godt skiføre ved familiens hytte. Han kører i en gammel bil og bruger ikke mange penge på tøj, men på den anden side er hans liv præget af almindelig overflod i forhold til nogle af de idealister, han har mødt rundt i verden.

”Hver måned giver jeg 1000 kroner til Flyktningehjelpen, og jeg har fået mange i min familie til at gøre det samme, men det er ikke noget at prale af. Det er os, som er i 50'erne, som har skruet forbruget op til et historisk niveau. Jeg tror, at en mere veluddannet, opvoksende generation vil vise mere mådehold i lyset af de globale udfordringer,” siger han.

Han husker en lærer i sin folkeskole i 1960'erne, som yndede at fortælle eleverne, at de kunne blive grillet 10.000 gange af de atomvåben, kommunisterne havde.

”Da jeg voksede op, var generationsudfordringen at undgå Tredje Verdenskrig. Den nye, eksistentielle generationsudfordring er klimaet, og her har vi virkelig brug for en mentalitetsændring. Millioner af mennesker flygter i dag på grund af klimaskabte forandringer.”

Og en sådan mentalitetsændring kan man med Egelands ord hente ud af julens kristne budskab.

”Jesus blev født ind i fattigdom, og kontrasten til hans kår og vores bør få os til at forstå, at vi har råd til at vise solidaritet med verdens fattigste.”