Et sted på den bornholmske østkyst syd for Gudhjem er der et klippefremspring, hvor Sørine Gotfredsen har tilbragt mange sommerstunder. Hun gjorde stedet nær familiens sommerhus til sit og kom her gerne, når hun ville være alene.
Der kunne gå timer, hvor hun så ud over havet og dyrkede en længsel efter noget fortrøstningsfuldt, som hun kun delte med sin dagbog: Hun ville være berømt. For den unge pige stod anonymiteten som en fortabthed, der ville opløse hendes personlighed.
”I mit barnesind havde jeg en kaldelse til ikke at blive glemt. Jeg tilhører en generation, der er blevet opdraget til at iagttage os selv og udfolde vores subjektivitet i en folkeskole, hvor vi ikke oplevede mange rammer, men en kolossal frihed til selv at definere, hvem vi gerne ville være. Jeg beundrede popstjerner som Abba, som var smukke og forgudede og anderledes højt hævet over andre. Hvis man bare var berømt, så kunne man ikke blive ked af det. Berømmelse stod som løsningen på alle livets gåder. Alle ville kigge på en, og jeg ville aldrig være alene,” siger hun.
Hendes beskrivelser af sommerminderne fra Bornholm, hvor hun med længsel kunne spejle sig i Østersøens bølgende vandspejl, leder tankerne hen på myten om den unge Narcissus, som knælede ved vandspejlet og forelskede sig i sit eget spejlbillede og siden har skrevet sig ind i idéhistorien som ophavsmand til narcissismen.
I næste uge udkommer bogen ”Løft blikket”, hvor Sørine Gotfredsen underkaster narcissismen et kritisk blik. I bogen skåner hun ikke sig selv. Havde Narcissus levet i dag, ville han givet have været realitystjerne eller studievært, konstaterer hun.
Den unge pige på klippen blev hverken popsanger eller studievært, men er i dag en af landets mest medievante præster, forfatter og en markant aktør i samfundsdebatten.
Hun undlader ikke selv at minde om perioden som fast gæst i DR 2's kulturprogram ”Smagsdommerne” og medgiver, at hun som selvtilfreds, selvbestaltet ekspert måske fremstod som et medlem af narcissisternes kaffeklub og en anelse beruset af selvtillid over eksponeringen.
Erkendelsen af egne narcissistiske træk er forudsætningen for at nå frem til et rum for selvkritik, siger Gotfredsen og fortæller videre om Narcissus, der opbyggede sin selvfølelse gennem kærlighedserklæringerne fra de forelskede nymfer. I den medieskabte kaffeklub påvirkes selvbilledet af andres billigende klap på skulderen, og selvstændig tænkning risikerer at blive opløst i længsel efter flere bekræftende skulderklap.
Hun ser et Danmark, hvor de narcissistiske kræfter får frit spil. Nok hører man sjældent myten om den unge, selvforelskede mand omtalt, men trangen til at vende blikket indad, dyrke sig selv og være individ er udtalt, mener hun og leder tankerne tilbage til Edens Have og træet til kundskab om godt og ondt. Da Adam og Eva havde spist af frugten, indså de til deres gru, at de var nøgne, og i den erkendelse fødtes skamfuldheden og forfængeligheden og dermed narcissismen.
Da de havde spist af den forbudne frugt, vendte det menneskelige blik sig definitivt fra den uskyldsrene betragtning af deres skaber, og de modtog ikke længere sammenhængen ved at iagttage deres skaber, men måtte som deres efterkommere lede efter både erkendelse og bekræftelse.
Op gennem historien har den narcissistiske kraft haft forskellige muligheder for at udfolde sig, men med det moderne gennembrud, som i en dansk sammenhæng officielt blev skudt i gang af Georg Brandes i 1870'erne, har den narcissistiske kraft fået et skud Substral.
Men hvad skete der med den unge pige på klippefremspringet? På Østervangskolen i Hadsten fortalte hun ingen om drømmen om berømmelse, men de nære veninder fra dengang har siden fortalt hende, at de så en markant og dominerende person i Sørine Gotfredsen.
Hun var drengepigen, som gav sig selv til både håndbold og fodbold. I klassen fik hun indflydelse qua sit talent til at skære igennem en diskussion. Efter at have læst teologi et par år uden for alvor at være engageret i studiet fik hun en af de eftertragtede pladser på Danmarks Journalisthøjskole i Aarhus.
”Her begyndte jeg at iagttage de andre journalistelever i deres sorte uniform med cowboystøvler og King's-cigaretter ved hånden. Jeg indså, at der var noget galt med balancen. En god gruppe af de studerende havde så travlt med at blive set på, og det gik op for mig, at jeg så forvredne identiteter,” siger hun.
Hun blev uddannet journalist i 1993, flyttede til København og blev ansat som sportsjournalist, men efter nogle år i faget begyndte hun at læse teologi. I 1995 var hun anderledes motiveret til at tage livtag med teologien - ikke mindst den mere eksistentielle side af faget.
”Jeg har altid haft en skepsis over for min egen godhed. Fra mit eget sind har jeg vidst, hvor selvoptaget mennesket er, og hvor meget ondt der bor i mennesket. Det er overvejelser, jeg har haft langt tilbage, men jeg har ikke haft et sprog for det. Jeg har haft en kritisk selvforståelse, der voksede frem i takt med erkendelsen af den konstante forfaldenhed til at være optaget af sin egen person. Ikke nødvendigvis som en støjende og selvpromoverende opførsel, men lige så meget som den stille bekymrende forfængelighed, der kan æde én op,” siger hun.
Dette selvkritiske blik udgør ifølge Sørine Gotfredsen en antitese til de selvforelskede, narcissistiske træk og baner vejen for, at man kan bryde ud af den onde bevægelse og ikke stivner i beundring af sit eget spejlbillede som Narcissus.
”Erkendelsen af vores egen hang til det selvoptagede skaber muligheden for, at vi kan forstå nødvendigheden af at løfte blikket. Narcissus er jo netop kendetegnet ved, at han ikke kan tænke en kritisk tanke om sig selv,” siger hun.
Der er flere veje til at løfte blikket og få en få en kritisk distance til selvforelskelsen: forpligtende menneskelige fællesskaber, historisk bevidsthed og litteratur. I den aktuelle bog fører hun læseren gennem flere eksempler fra litteraturens verden, hvor spørgsmålet om selvkredsen behandles fra Charlotte Bronts roman ”Jane Eyre” til den tragiske selvkredsen i E.M. Forsters roman ”The Longest Journey”.
”Mange mennesker får lov til at tro meget længe, at de er deres egen historie. I opvæksten får mange ikke serveret tilstrækkeligt med kilder, og så kan man leve i mange år og forsøge at være sin egen kilde. Måske læser man, men litteratur indsnævres til at være Jussi Adler-Olsens krimier, som ikke tvinger en til at se på sig selv udefra,” siger hun.
Det er i den kristne tænkning hos både Luther, Kierkegaard og Grundtvig, at hun personligt har mødt de største modhager til selvforelskelsen. Tænkere, som hun først relativt sent i livet blev introduceret til.
Hun er vokset op i, hvad hun beskriver som et solidt, konservativt akademikerhjem med en mor, der var kunsthistoriker, og en far, der var lektor i økonomi. Det var ikke et religiøst hjem, men hun valgte som den eneste af de fire søskende at blive konfirmeret og tænker det som et formativt forløb og måske første skridt på troens vej.
”Som barn havde jeg enkelte gange en oplevelse af at falde ned i et hul og havne i en endeløs ensomhedsfølelse, så man bliver lam. Jeg fortalte det ikke til nogen, og jeg var sikker på, at jeg var den eneste, som havde oplevet at være i dette fortabthedens rum, hvor man kan komme i tvivl om, hvorvidt man kan trække vejret og tage det næste skridt. Det er en fornemmelse af nærmest at falde ud af livet og ikke have mulighed for at bevæge sig frem. I dag ved jeg, at der er en kraft, som altid vil holde mig tilbage, så jeg ikke falder hele vejen, og jeg tror, at fortvivlelsen i fortabthedens rum kan være en forudsætning for en bevægelse, som fører en til tro eller vækker en erkendelse af en længsel. Vi er en gåde, skrøbelige og ufærdige, men det er ikke nødvendigvis dårligt at falde, for der kan vente noget andet og mere,” siger hun.
Hendes teologistudium strakte sig over ni år, fordi hun sideløbende arbejdede som journalist. Den udstrakte tid brugte hun til at gennemleve en bevægelse, hvor hun læste og noterede ord i sin dagbog, som hun i første omgang aldrig troede, hun ville kunne sige højt.
”Vi er mange, som ikke har fået det kristne sprog med os fra små, og det er en mangel, for det er svært at etablere det. Jeg kan huske samtaler med medstuderende og professorer, hvor jeg for første gang skulle prøve at formulere mig om at mærke ånd og bede. Der var ord, jeg ikke kunne få mig selv til at sige, fordi jeg tænkte, at jeg ville blive en kikset type og blive fremmed for mig selv. Men langsomt voksede jeg ind i ordene og erfaringen,” siger hun.
Hun er kendt for sit forfatterskab om Søren Kierkegaard, men Grundtvig har også haft afgørende betydning for hende som blandt andet en kristen kilde til følelserne. I bogen beskriver hun, hvordan mennesket lever i spændingen mellem fald og længsel, og hvordan Grundtvig ser det som sin opgave at føre mennesket tæt på det livgivende ord, løfte blikket og vende det mod himlen, det andet mennesket og mindre i retningen af spejlet.
”Med hjertet modtager vi troen fra Gud, og med hjertet reagerer vi på det, der gives til os. Når vi overhovedet er i stand til at modtage noget, skyldes det, at vi er skabt i Guds billede, hvilket vi i vort inderste rummer en viden om, som vi blot hele tiden kan falde bort fra,” siger hun.
Sørine Gotfredsen vender flere gange i interviewet tilbage til sit selvkritiske menneskesyn, hvor hun som en studs tv-anmelder altid er parat til at dømme sit eget indre. Længe tænkte hun, at det selvkritiske menneskesyn og hendes udtalte nøgternhed ville holde hende fra at gøre troen til en hjertesag.
Nøgternheden findes stadig, men når hun står ved alteret i Jesuskirken i Valby, mærker hun klart, at den lever side om side med noget andet. Grundtvigs opfordring til at lade sig tiltale og måske mærke et slags sår i det indre har givet hende en erfaring af, at troen og bevægetheden hører sammen.
”Der er en berørthed, som er meget uskyldig. Jeg har måttet erkende, at hvis jeg stædigt klamrede mig til den ekstreme nøgternhed, som falder mig naturlig, ville jeg blive gold og ende med at dræbe noget i mig selv.”
Er den unge pige fra den bornholmske klippeafsats i dag blevet en åndelig, selvfed og markant mediepræst?
Hun afviser.
Nok kender hun alt til at få afsmag for sig selv, men Grundtvig går ind og tager fat der, hvor hun bliver selvkredsende. Med sine salmer har han åbnet et hul, som gør det muligt at tage fat i besværlige følelser med poesien som værktøj.
”Jeg øver mig i at være bevidst om de narcissistiske kræfter. Som så mange andre i vores tid har jeg valgt at bo alene og vælge familie fra. Jo mere man gør det, jo mere kan man komme til at mærke tomhed, men også en enorm magelighed, som kommer af, at man kan bestemme alt selv. Jeg har aldrig haft stor lyst til at stifte familie, men i dag mener jeg, at der er en pligt forbundet med at få børn og overdrage livet til næste generation. Alt slutter med mig, og det er en både destruktiv og selvoptaget tankegang og ikke bare et harmløst frit valg.”
”En konsekvens af disse tilsyneladende harmløse valg er den moderne sårbarhed, hvor man indser, at man har kappet båndet til kilderne og er tvunget til at være en isoleret satellit, og det kommer til at virke, som om man hele tiden er ved at bygge sig selv op, uden at man ved, hvad man bygger op. Jeg synes, det er forudsigeligt, at både angst og depression er folkesygdomme,” siger hun og citerer den franske filosof Blaise Pascal (1623-1662):
”Disse uendelige vidders evige tavshed skræmmer mig”. Pascal så meningen med livet knyttet til forholdet til Gud og anede måske, at mennesket var i færd med at skabe betingelserne for et menneskeliv med større risiko for en følelse af tomhed.
Skal hun pege på en faktor, som er afgørende i hendes egen kamp med det narcissistiske, er det ordet ”nåde”.
”Nåde er at blive befriet fra sig selv og give op og turde tro på, at kraften kommer fra noget andet end dig selv og i den tro træde et skridt tilbage og slippe ansvaret for at holde sig selv i live, men holde fast i troen på, at man er værd at elske og har værdi, også når man ikke selv kan mærke det. Man er givet et ansvar, og man er givet en kærlighed udefra. Nåden fører til en lettelse, fordi man ikke hele tiden skal formulere det. Nåde er at blive løftet væk fra den evige fornemmelse af at skulle holde sig selv i live, men nåde er også med Guds vilje at blive sat over for opgaver, man skal udføre, hvad enten man har lyst eller ej. Det er noget nådefuldt over at skulle gøre sin pligt.”