”Lø... løsning... løsningen på, hvor... hvordan... man... får en fisk... til... at... gri... grine...”.
Husstandens mellemste barn, vores seksårige datter, fører støt og roligt pegefingeren hen langs ordene i børnebogen. Bogstav for bogstav og stavelse for stavelse æder hun sig ind på sætningen, og med et smil gengiver hun fyndigt svaret på den lille gåde, som en af bogens hovedpersoner tidligere har stillet: ”Løsningen på, hvordan man får en fisk til at grine.”
Det er nu godt fem måneder siden, hun første gang satte sig på en af de små stole i 0.B. på den lokale skole. Før det havde hun mildt sagt ikke udvist den store interesse for læsningens gaver. Jo, hun kunne da skrive sit eget navn samt ”mor” og ”far”, men det var så stort set også det. At der nogensinde skulle blive brug for mere, virkede hun ret afvisende over for.
Og her står vi så, fem måneder senere, med en datter, der læser, staver, rimer og i det hele taget bare boltrer sig i ord fra morgen til aften. Ikke bare indlærings-, men også begejstringskurven ved at have åbnet døren til den nye verden er så stejl, at et østrigsk alpelandskab til sammenligning minder om Skjern Enge.
Bogreolerne i stuen er pludselig forvandlet fra ligegyldig staffage til et kulørt landskab af bogrygge med tusinder af små succesoplevelser, der venter på at blive pakket ud.
Morgenmadspakken er ikke længere en firkantet beholder, men en rejse gennem ”fuldkorn”, ”havre” og ”energi”, og på iPad'en kan hun nu ved egen kraft søge efter ord som ”kjoler” og ”makeup”. En evne, som så også udnyttes i en grad, der har ført til snakke om yderligere tidsbegrænsninger på hjemmets digitale dimser.
Som forælder er man ellers ofte den sidste, der bemærker sit barns ryk i en udvikling. Det er en proces, der foregår løbende, fra dag til dag, fra måned til måned, som bittesmå skridt, der langsomt fører barnet et nyt sted hen. Og når barnet så er nået frem til dette nye sted, kan man nærmest ikke huske, at det har været anderledes.
”Nej, hvor er du blevet stor” og ”hold da op, hvor cykler du hurtigt” er bemærkninger, som er forbeholdt familiemedlemmer og venner, der kun ser barnet med måneders mellemrum.
Men med læsningen er det helt anderledes. Det er næppe tilfældigt, at udtrykket ”at bryde læsningens kode” har bidt sig fast, mens man ikke på samme måde taler om ”at bryde koden til at klæde sig selv på”. Med læsning oplever man som forælder i sandhed, at der for barnet er et tydeligt før og efter.
Fra at have været 29 symboler i en lettere uoverskuelig rækkefølge bliver alfabetet nu små byggeklodser, der kan kombineres på uendelige måder og dermed skabe lige så mange indtryk, billeder og fortællinger.
Mens de første spæde skridt åbner den fysiske verden for barnet, giver evnen til at læse ikke kun adgang til utallige nye verdener, men - som enhver bogelsker ved - også til nye måder at betragte verden og sig selv på.
Bøger giver udsyn og indsigt, og den opdagelse gælder tydeligvis også for hjemmets nyeste læser, der hurtigt har gennemskuet, at der ikke kun findes bøger, men at hun nu kan vælge mellem sjove bøger, underlige bøger, alvorlige bøger og til tider også bøger, der viser sig at være ualmindeligt kedelige.
Men lige nu gælder det mest af alt bare om at læse og lege med bogstaver så meget som muligt. Så vi staver os gennem avisoverskrifter, afkoder håndværkernavne på kassevogne og læser vandede vittigheder i børnebøger.
Og som læser af denne klumme skal man da heller ikke snydes for svaret på børnebogens gåde om, hvordan man får en fisk til at grine. Med hjælp fra den seksårige kommer her svaret: ”Man putter den i kildevand.”