Da Kathrine Lilleør første gang trådte ind i Sankt Pauls Kirke i København, blev hun grebet.
”Det er en katedral,” siger hun.
Og smukt er der denne eftermiddag med majsolen vældende ind ad de højt siddende vinduer og med den midnatsblå tæppebelagte vej mellem kirkebænkene, der fører op til en forgyldt Kristus på korset over alteret og under en blå hvælving med gyldne stjerner.
I alt 747 mennesker er der plads til i kirken, der blev opført og taget i brug i 1870’erne på Sankt Pauls Plads. Den troner i egen værdighed på en stille plet ved Nyboder og nær den trafikerede Østerport og Store Kongensgade. I mange år var det, som om kirken var en velbevaret hemmelighed med meget lille deltagelse til søndagenes højmesser. Den kom på listen over lukningstruede københavnske kirker. Men menighedsrådet var ikke til sinds at lukke. En stilling som sognepræst ved Sankt Pauls Kirke blev opslået, og valget faldt på Kathrine Lilleør.
Siden hun tiltrådte embedet i 2014, er kirkegangen til søndagsgudstjenesterne steget. Dertil kommer mange deltagere til musikandagter, børnegudstjenester, dåb, konfirmationer og højtider. I alt 20.969 kirkegængere deltog ifølge Holmen-Østerbro Provstis statistik sidste år i handlinger i Sankt Pauls Kirke. Og det var også her, at Kathrine Lilleør i 2014 blev gift med Joakim Lilholt.
”Det har været omvæltende, både privat og professionelt,” siger Kathrine Lilleør.
Hun byder på kaffe i høje glas i præstekontoret, der har åbne døre ud til alteret, er hjemligt indrettet med chaiselong, bøger i reoler, familiebilleder, en kurv til gravhunden Augusta, og som oppe under det høje loft har manende inskriptioner som ”Vorder stærke i Herren og Hans vældes kraft”.
Det er ord, der passer godt til i morgen, hvor kirkeåret er nået til trinitatis, og hvor det markeres, at Gud er treenig som udtryk for de tre personer i Guds væsen – Faderen, Sønnen og Helligånden. På dagen vil kirkebænkene blive pyntet med buketter, der indvarsler trinitatis-tidens grønne farve for tro, liv og håb. Og højmessen, som Kathrine Lilleør står for, bliver radiotransmitteret i DR.
”Jeg har i mange år undret mig over, at trinitatis ikke var mere opskrevet i de kirkelige helligdage. Trinitatis er den store grønne og lange fortælling, der strækker sig fra første søndag efter pinse og helt frem til første søndag i advent. Det er, som om man har haft så travlt med fortællingen til jul, påske og pinse, at man helt har glemt at fortælle om trinitatis, der udgør hoveddelen af søndagene i kirkeåret.”
”Kirkeåret er jo tilrettelagt af oldkirkefædrene som en slags vandring. Vi har i den kristne kirke en religiøs praksis, der er 2000 år. Prøv at se, de har siddet der med fire evangelier, og de har kunnet vælge frit, når de skulle komponere et kirkeår. Og det har de gjort begavet.”
”Man kan sige, at når Kristus siger, at ’jeg er vejen, sandheden og livet’, så ligger der også det i det, at Kristi vej bliver man som gudstjenestegænger ledt igennem på et kirkeår. Man kommer igennem de største emner i tilværelsen om svigt og død, sorg og had og vrede og håb, tro og tvivl og al glæde, men det bliver doseret af kirkefædrene. Og da har de så i deres uendelige visdom fundet på, at alle af størstedelen af dagene i kirkeåret skal have det fortegn, at de handler om Gud, som jo er treenighedens Gud. Alle de søndage efter, at vi nu har fået introduceret Kristus og helligånd og jul og død og opstandelse, påske og pinse, så skal vi høre om, hvem Gud i virkeligheden er, og hvem vi er.”
”Nu begynder for alvor fortællingen. Og det er jo så her i de søndage, der kommer i trinitatis-tiden fra nu af og frem til første søndag i advent, kun afbrudt af allehelgen, som er sorgens dag, fortællingen om menneskelivet og Guds tale ind i det liv, der er vores. Og vi passerer på vejen både liljen på marken, fuglen i himlen, Maria og Martha, Lazarus og den barmhjertige samaritan, den fortabte søn og Peters fisk. ”
”Man kan roligt sige, at nye kirkegængere fint kan begynde her, for de fleste er med på det med jul og forstår, at der er en, der hedder Jesus, og det med helligånden kommer vi aldrig til at forstå. Nu kan vi så gå i kirke og høre evangelier, som jo også tit er fortællinger, der umiddelbart siger noget i sig selv. Men hvor det er skønt at høre dem udlagt og sunget til i kirkens rum.”
”For mig har det været en aha-oplevelse af de helt store i en årrække at følge tekstrækkens idé. Hvad skal vi høre den ene søndag, hvorefter vi så får det mere udpenslet den næste søndag – den ene fortælling efter den anden. Det er vitterligt en vandring, hvor landskaber glider ind i hinanden og afløser hinanden,” siger Kathrine Lilleør.
Teksten, der skal læses over i morgen, er fra Matthæusevangeliet, kap. 28, v. 16-20: ”Men de elleve disciple gik til Galilæa til det bjerg, hvor Jesus havde sat dem stævne. Og da de så ham, tilbad de ham, men nogle tvivlede. Og Jesus kom hen og talte til dem og sagde: ’Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende’.”
Ifølge Kathrine Lilleør er det en af de væsentligste tekster i evangelierne, fordi den fortæller, hvad Gud vil os med forkyndelsen af Kristus. Hun peger på tre budskaber:
”Oppe på et højt bjerg står Kristus og fortæller, hvad vi skal bære med os. Vi skal være hans disciple, og vi skal hele tiden være i lære og lytte, for vi bliver aldrig udlært i kristendom, og vi vil altid skulle forkynde den for andre og samtidig forkynde for os selv. Hvorfor? De, der blev kaldt op på bjerget, var både nogle, der troede, og nogle, der tvivlede. Det er et perspektiv i kristendommens kærlighedsforkyndelse, som er så uendeligt og dybt, at Guds kærlighed forkyndes vitterlig ikke kun til dem, der tror, men også til dem, der tvivler.”
”Selv med din tvivl skal du bære det ud i verden. Man kan sidde med et stakkels par, der har mistet deres barn, og den morgen har man heller ikke selv tro på noget som helst. Men alligevel må man folde sine hænder og bede Fadervor sammen med dem. Vi er alle, præster og disciple, draget ind under denne opgave, hvad enten vi tror eller tvivler, for opgaven er meget større end os selv og virker på trods af os selv.”
”Det helt afgørende budskab er lagt i én sætning: Se, jeg vil være med jer alle dage indtil verdens ende. Det er ikke noget bud, det er et løfte og en påstand. Og sådan er han med os hele vejen også i dette år og på søndage, der lyser grønt op imod os, og som igen, når man tager hver enkelt fortælling, vil afgive nye betydninger, ved jeg. Og jeg glæder mig til at gå vandringen igennem trinitatis igen.”
”Selv på søndage med de allermest kendte tekster, hvor jeg på forhånd tror, jeg ved, hvad det handler om, får jeg altid en mental lussing eller i alt fald et puf i retning af en ny indsigt. Jeg ved ikke, om det er, fordi man selv ændrer sig, at man får øje på nye perspektiver. Men at få lov som kristen at reflektere sit liv ind i Bibelens store fortællinger er en kæmpe gave. Og som årene går, bliver jeg mere og mere taknemmelig over de hemmeligheder, der er i de tekster, som har så mange lag.”
”Bibelens tekster er umiddelbart utilgængelige. Men jo mere man arbejder med dem, åbner de sig, og man opdager temaer og sammenhænge på kryds og tværs. Aldrig bliver jeg færdig med dem, om jeg så havde 100 liv,” siger Kathrine Lilleør.
Da hun i 2014 blev sognepræst i Sankt Pauls Kirke, var det en omvæltning på flere planer. Hun skulle flytte fra sit hjem, præstegården i Slagslunde, og fra de to landsbykirker i Slagslunde og Ganløse, hvor hun havde været præst i en årrække, og til en storbykirke og ny bolig i nærheden af kirken sammen med sin mand.
”Som præst har man et hjerteforhold til sin menighed. Jeg havde været 16 år i Slagslunde, og det var hård kost at forlade dem. Jeg kunne stole på dem og de på mig. Det er et afsluttet kapitel, når man flytter fra sin by og sit hus. Jeg kunne i den første tid vågne om morgenen og tænke: ’Hvor er du nu?’. Det har jeg skullet vænne mig til.”
”Jeg var glad for, hvor jeg var, og jeg er glad for at være her. Jeg er ikke en drømmer. Det har været et kæmpe arbejde – jeg har nærmest boet herovre i halvandet år – og det har været helt ned til at få lydanlægget til at virke. Jeg har ikke helmet, jeg er gået til den, og de har givet mig lov.”
”Det har været et kæmpe spring ud i en meget stor opgave, fordi denne kirke ikke har været vant til, at der kom så mange. Menighedsrådet og personalet har skullet omstille sig til en anden måde at være kirke på. Og det har de været enestående søde til. Det har ikke været spor svært for mig, for både Holmens provst og menighedsrådet har været en fantastisk støtte,” siger Kathrine Lilleør.
Hun kalder sig selv privilegeret, fordi hun som præst nyder en stor tillid fra folk, der gerne kommer langvejsfra for at deltage i hendes gudstjenester. Noget af interessen, mener hun, skyldes måske hendes forfatterskab, deriblandt bestselleren ”Kvinde, hvorfor græder du?”, og DR-transmissioner af gudstjenester, som hun har stået for.
”Jeg havde besluttet mig til, at jeg måske ikke altid skulle være præst et sted, hvor der ikke går busser og tog, men lægge billet ind på en københavnerkirke.”
”Mange udefra tror, at jeg er besværlig og fylder meget. Det hører med til at være en offentligt kendt person. Jeg kan i hvert fald konstatere, at ofte har folk fordomme om mig, som jeg ikke helt kan genkende. Så det var også modigt af menighedsrådet ved Sankt Pauls Kirke at vælge mig. De vidste, det ville blive anderledes, men de turde vælge store forandringer. Det er sjældent, man har det mod i den danske folkekirke.”
”Der er sandelig præster i Danmark, der kan fylde kirker, men ikke får de stillinger, de søger, selvom kirkerne kunne trænge til det. Det kræver et mod i en halvtom kirke at åbne op for et menneske, der kan bygge en menighed.”
I Sankt Pauls Kirke er det lykkedes.
”Det mirakuløse skete, at der her kommer en del i kirken om søndagen. Traditionelt er det altid svært i københavnerkirker, og hvor der ikke er en menighed i forvejen. På den måde er det en ydmyg lykke, at vi har en menighed, og at den vokser. Der er både gamle og unge, og det er rigtig dejligt. Heldigvis er der altid mennesker fra Jylland i kirken. Vi har mange, der kommer forskellige steder fra, og nogle kører langt. Men der er også mange fra sognet og nye kirkegængere.”
”Vi har fundet en form, jeg tror, mange er glade for. Det er en traditionel gudstjeneste om søndagen, der med eftertænksomhed og nærvær løftes i fællesskab af kirketjenerne og kordegnen, af organistens store musikalitet og kantoriets klare stemmer og af menigheden sidst, men ikke mindst. Her synges igennem.”
”Menighed kan præsten alene ikke bygge. Gudstjenesten er så meget mere end prædikenen. Højmessen er meget traditionel og for voksne. En fordybelsesgudstjeneste, hvor man kan være tryg ved, at man kan være sammen om det i livet, der er svært, men også skønt.”
”Nu lysner det. Vi er kommet op i tempo. Har lært at servere kirkekaffe til 200. Fået styr på Sankt Paul. Og har fået båret nogle ting ud i store flyttekasser, gjort rent og gjort klart til alt det liv, der er her. Og vi har fået vendt en stemning af sort pessimisme til glad foretagsomhed – men det har været krævende for os alle.”
”Jeg selv har skullet begynde forfra her, men jeg tror, at man har godt af det. Jeg har i en årrække gået ned ad de samme stier, og det er godt at få rystet posen,” siger Kathrine Lilleør.
Nyt er også, at hun er gået fra at prædike med et manuskript liggende foran sig på pulten i prædikestolen til nu at lære sin prædiken udenad.
”I Sankt Pauls Kirke går jeg ikke på prædikestolen, fordi den hænger som et udhængsskab midt i kirkerummet. I stedet prædiker jeg fra det næstøverste trin foran alteret, hvor jeg ingen steder har at lægge prædikenen. Derfor skal jeg lære den udenad. Det har været voldsomt, men hvis ikke man byder sig selv nogle forandringer, flytter man sig ikke.”
”Ved at gøre det sådan i det store kirkerum opnår man den samme lydhørhed som i små landsbykirker. At stå på trappen bringer mig tættere på menigheden. Det forøger sammenhørigheden, men også min sårbarhed, hvis der er uro, og jeg bliver hylet ud af den. Men det har jeg ikke oplevet endnu.”
Der har været endnu en lykkelig omvæltning i Kathrine Lilleørs liv – ægteskabet med Joakim Lilholt efter mange år som single og mor til tre døtre.
”Det ændrer intet i kærligheden, om man er gift, ikke for os. Den velsignelse, at vi har hinanden, er stor. Og den daglige velsignelse er jeg mere ydmyg over end bryllupsdagen. Jeg havde sådan set ikke forestillet mig, at jeg kunne møde et menneske, som jeg elsker så højt som Joakim. Jeg havde affundet mig med, at det ikke skulle times mig med tosomhedskærlighed.”
”Men jeg har aldrig gjort det til et princip. Når singlekvinder gør det, synes jeg altid, man kan høre et hulk inde bagved. Men kærligheden kommer både til dem, der tror, og dem, der tvivler. Bare ikke altid på den måde, vi vil, men som Gud vil.”
Tilbage til i morgen og trinitatis, hvor Kathrine Lilleør ser frem til at holde gudstjeneste. En af salmerne, ”Du Gud, der kysser morgen- rødens vinge”, har hun skrevet teksten til, mens organist Jakob Lorentzen har komponeret melodien. Den er ikke med i salmebogen, så menigheden får den udleveret på papir.
Hun glæder sig til at markere treenigheden.
”Den er udtryk for, at der kun er en Gud, men Gud har besluttet sig for at tydeliggøre tre sider af, hvem Han er: Skaberen, som alting begynder og slutter ved. Kristus er hans ansigt. Og Helligånden er, at han altid er tæt på vores hjerte. Det er overhovedet ikke til at forstå, men det er det allermest trøstende, man kan høre om Gud.”