Sådan får du en (sjov) sommer i bevægelse

Hvis du insisterer på at være i god form, vil der næsten altid være en træning indimellem, der ikke er sjov. Du må tage dig sammen. Men du kan jo også udfordre dig selv og finde på elementer i motionsformen, der hver gang er sjove, legende, pirrende, eller hvad du nu finder underholdende

"Genopfind alle de gamle børnelege som ståtrold, køre trillebør, kluddermor, rundbold, hvem kan slå flest koldbøtter," skriver Marianne Florman. Modelfoto.
"Genopfind alle de gamle børnelege som ståtrold, køre trillebør, kluddermor, rundbold, hvem kan slå flest koldbøtter," skriver Marianne Florman. Modelfoto. .

Når jeg taler med mennesker om motion, lander vi ofte i snakken om, hvor sjovt det skal være. Der er nødt til at være et vist underholdningselement, for at folk lader sig invitere med eller holder fast i motionsaktiviteter. Ud over det legende element skal der også ofte være en mening, men det skal helt sikkert være sjovt. Og det er jo et godt udgangspunkt for at udforske, hvordan du på bedste vis kan holde dampen oppe med motion i sommermånederne.

Hvis du insisterer på at være i god form, vil der næsten altid være en træning indimellem, der ikke er sjov. Du må tage dig sammen. Men du kan jo også udfordre dig selv og finde på elementer i motionsformen, der hver gang er sjove, legende, pirrende, eller hvad du nu finder underholdende.

Jeg blev meget inspireret i begyndelsen af sommeren, da jeg var med familien i Barcelona i Spanien. På stranden langs promenaden fandt vi nogle områder, hvor der var bygget motionsredskaber på forskellige platforme. Der var mange forskellige grupper, der fandt sammen på de forskellige platforme. Nogle platforme var mødested for meget stærke og muskuløse herrer i alle aldre, der som løver viste hinanden, hvilke udfordringer de var i stand til at løse med deres krop. Men på andre platforme fandt vi familier med små eller store børn og på atter andre platforme unge, der kravlede rundt som små aber.

Hver af platformene havde en klokkeklar tiltrækning på vores familie. Nogle appellerede til at vise sig frem, andre til det legende eller mere indadvendte element i os. Men fælles for dem alle var, at de var placeret udendørs, de var midt i mylderet af mennesker, der transporterede sig frem og tilbage i byen. Det var en skøn kontrast at have disse øer af bevægelse, der tonede frem i byens rum. Det krævede dog et vist mod at træde ind på nogle af platformene, fordi det også var et udstillingsvindue.

Når mine tanker bevæger sig fra Barcelona til Danmark, løber mine tanker i retning af alle de områder i storbyen, der kalder på leg og på motion. Byens små mure, bænke, trapper og gelændere, som mine unger næsten altid springer op på eller over, indbyder jo netop til at give slip og lege. Hvad er det, der i os voksne holder os tilbage fra at lade livet udfolde sig lige dér, hvor vi er? Lige dér, hvor idéen og motivationen opstår, modstår vi ofte, fordi vi ikke vil udstille os selv eller være til grin. Men tænk, hvis vi brugte byen og vores omgivelser til naturlig motion og bevægelse i dagligdagen.

Det er, som om vi ensretter os selv og får tunnelsyn. Jeg kan kun motionere i velkendte rammer og med en dagsorden, der er klar, og kun hvis jeg er klædt om. Hvad med at smide nogle af alle de hæmninger, som vi tager på som overfrakke om morgenen, og begynde at opdage verden omkring os. Springe lidt over en bænk i stedet for alle de andre overspringshandlinger, vi gør i hverdagen, når det gælder naturlig bevægelse og motion. Slip dig selv fri i sommeren, undersøg, eksperimenter, tillad dig selv at gøre noget andet end det, du plejer at gøre.

En stille stund med yoga på stranden, genopfind alle de gamle børnelege som ståtrold, køre trillebør, kluddermor, rundbold, hvem kan slå flest koldbøtter. Du kan eventuelt skrive op, hver gang du har fundet på en leg mere, som du måske har hentet nede i barndommens land. Måske støder du på gamle minder fra barndommen, du helt havde glemt. Palle, der altid trådte dig over tæerne, eller Mille, der altid kom først over mållinjen. Giv dig selv en gave og tag hele livet med, fold det ud og brug det til noget konstruktivt.

Jeg glæder mig til at se dig fjolle rundt i tørrestativet eller trille ned ad bakken næste gang, jeg møder dig!