Jeg ligger under spisebordet og vasker tørt bræk af gulvtæppet. Det er kun kattebræk, selvom jeg ikke er sikker på, at ”kun” er det rigtige adverbium. Problemets ophav sidder og følger uinteresseret med.
”Er der en zoologisk forklaring på, at katte altid går hen på gulvtæppet, når de skal kaste op?”, råber jeg til fruen ude i køkkenet.
Jeg kan pludselig se, hvor uappetitligt det falmede tæppe er. Jeg rejser mig og betragter det tunge spisebordsmøblement, den støvede skænk og det luvslidte Wilton-tæppe. Det ligner en gammel fasters dødsbo. Fordi det er det.
Jeg går ud i køkkenet og smider kluden i skraldespanden.
”Der er minder fra før krigen i det tæppe. Vi er nødt til at skifte det ud,” siger jeg.
”Hvad med at vi skifter hele spisestuen ud?”, siger fruen.
”Det går ikke. Det vil tage livet af min far. Og så arver vi den anden halvdel af spisestuen,” siger jeg.
Da min faster forlod denne tilværelse, og spisestuen kom ind i vores, var vi netop flyttet ind i en 350 kvadratmeter stor præstegård og tog taknemmeligt imod alt, der kunne få den til at se beboet ud. Tæppet var allerede dengang pensionsmodent. Siden har vi cirka hvert femte år talt om at udskifte det. Da vi går i gang med at researche, kommer jeg i tanke om, hvorfor vi aldrig har fået det gjort.
Spisebordet kræver et tæppe på størrelse med en mindre hestefold, og det er umuligt at finde et stort tæppe, vi har råd til. Bortset fra ét sted.
”Den dårlige nyhed er, at det er i Ikea. Den gode nyhed er, at vi kan bestille det på nettet,” siger jeg.
”Jeg nægter at købe et tæppe, jeg ikke har set,” siger fruen.
”Jeg nægter at tage i Ikea,” siger jeg.
Samme aften vandrer vi rundt i Ikeas tæppeafdeling. Det eneste tæppe, der er ikke er udstillet, er det, vi er kørt ud for at se. Vi kører hjem med tre pakker Fantastisk papirservietter og uforrettet sag.
Jeg går på Ikeas hjemmeside. Tæppet er udsolgt i alle landets butikker, bortset fra en, der ligger to timers kørsel væk. Der er ét tæppe tilbage.
”Kan vi blive enige om, at vi skynder os at bestille tæppet ubeset?”, spørger jeg.
Det kan vi godt blive enige om. Til gengæld viser det sig, at man ikke kan købe tæppet på hjemmesiden.
”Hvorfor ikke?”, siger fruen.
”Fordi det er det sidste,” siger jeg.
”Men det giver jo ingen mening,” siger hun.
”Nej,” siger jeg.
”Vi må køre ud og købe det i morgen, inden de sælger det,” siger hun.
”Jeg er på arbejde,” siger jeg.
Fruen kigger på mig.
”Du behøver ikke se så tilfreds ud,” siger hun.
Næste dag, da jeg kommer hjem fra arbejde, ligger der et enormt, knaldblåt tæppe under spisebordet. Vi står lidt og kigger på det.
”Det er ikke kedeligt,” siger jeg.
”Man skal lige vænne sig til det,” siger fruen.
”Vil det hænge bedre sammen, hvis vi også skifter lampen ud?”, spørger jeg.
”Eller hele spisestuen?”, siger fruen.
”Eller hele spisestuen,” siger jeg.
Vi bliver afbrudt af en lyd, som ikke er til at tage fejl af. Jeg kigger under bordet. Katten kigger på mig.
”Det kan i hvert fald ikke byttes. Henter du en klud, eller skal vi vente, til det tørrer?”, siger jeg.