Steen Hildebrandt: Jeg har været et offer for fart

Steen Hildebrandt,

”Meget af min barndom foregik i en nærmest meditativ tilstand i en stilhedsverden, som ikke er længere,” siger professor emeritus Steen Hildebrandt. Foto: Leif Tuxen

Når jeg ser tilbage på mit liv, så kan jeg ikke beklage mig over retningen i mit liv, men jeg kan beklage de perioder, hvor hastigheden var begrundet i grådighed og et ønske om succes på et meget kompetitivt felt.
Steen Hildebrandt

Professor emeritus Steen Hildebrandt har været optaget af meditation og spiritualitet det meste af sit liv. I en periode troede han på reinkarnation. I dag har han lagt den tænkning bag sig

Jeg er vokset op med en stilhed, som er svær at forestille sig i dag. Jeg er født i Sønderjylland, men inden jeg var et år, flyttede vi til Himmerland, hvor min far havde fået job som skovfoged i Rold Skov.

Skovfogedboligen lå i en lysning midt i Rold Skov. Der var et par gårde i nærheden, hvor der også boede børn, som jeg legede med, men jeg lærte tidligt at sætte pris på at gå alene omkring i skoven. Fra jeg var fire år har jeg færdedes i skoven i, hvad jeg oplevede som evigheder, men det var bare en dag, hvor jeg havde en madpakke med.

Vi var ikke fattige, men vi levede et enkelt liv. De første år var der hverken indlagt vand eller elektricitet i huset, så min hjemmegående mor havde nok at se til. For min far var skoven hans liv. Han arbejdede flittigt, men havde ikke travlt og havde et job, som han kunne overskue.

Da jeg var syv år, begyndte jeg i Gravlev Skole. Min to år ældre bror cyklede foran, og de fire kilometer på landevejen regnede man ikke for noget i 1951, hvor der jo stort set ikke var biler på vejene.

Skolen var en klassisk landsbyskole med omkring 40 elever. Vi var tre til fire årgange i hver klasse, og førstelærer Martin Foged sørgede for, at vi altid indledte skoledagen med en salme og Fadervor. Brorsons ”Op al den ting, som Gud har gjort” har fulgt mig siden dengang. Her fandt jeg et udtryk for den dybe fornemmelse af helhed, som jeg oplevede, når jeg gik i skoven.

I landsbyskolen i Gravlev var der vægt på dansk og kristendom, hvor vi gennemgik Luthers katekismus. Som den eneste i familien var jeg hvert år i kirke til jul i Rold. Mine forældre respekterede, at det var vigtigt for mig.

Mit hjem var socialdemokratisk, men det politiske var ikke særlig udtalt. Den sociale indignation og optagetheden af samfundets udvikling står til gengæld helt klart i min erindring. Som de andre elever i klassen blev jeg konfirmeret, men det var desværre ikke noget, som gjorde indtryk på mig, hverken positivt eller negativt.

Jeg mærkede min fars frygt for en ny krig og blev selv mere og mere optaget af spørgsmål om kloden, krigen og atombomben. Både som noget, der havde med angst at gøre, men også noget, som havde med energi og muligheder at gøre.

Steen Hildebrandt,forfatter fotograferet i hjemmet pŒ

Mit hjem var socialdemokratisk, men det politiske var ikke særlig udtalt. Den sociale indignation og optagetheden af samfundets udvikling står til gengæld helt klart i min erindring, siger Steen Hildebrandt. Foto: Leif Tuxen

Ved en tilfældighed fandt jeg ud af, at Randers Ingeniørforening havde inviteret Niels Bohr til Randers. Jeg besluttede, at ham måtte jeg opleve, så jeg tog toget til Randers og kom hen på det fine Hotel Randers, hvor der sad omkring 30 mennesker i salen på første sal.

Jeg husker, hvordan Niels Bohr kom med sin pibe og smil og sine buskede øjenbryn. Han hilste på alle og tog ikke særlig notits af, at jeg med mine 13 år ikke helt lignede de andre i selskabet. Jeg forstod ikke meget af, hvad Niels Bohr sagde, men jeg forstod, at her var et menneske, som var dybt optaget af noget fagligt og af verden. Inden han gik, gav han hånd til alle, og jeg mærkede, hvordan han udstrålede en kærlighed, som jeg tror, blev et enzym for mig.

Den aften lærte jeg, hvorfor det er vigtigt med forbilleder. Min far var fra et husmandsbrug med 15 børn i Vestjylland. Tre af hans brødre blev også skovfogeder, og som dreng tænkte jeg, at jeg også skulle den vej, men skovfogederne i min familie frarådede mig det. De mente ikke, skovbruget havde fremtiden for sig. Jeg overvejede, om jeg skulle gøre som min fars ældste bror, som var journalist og redaktør, men han rådede mig til at gå en anden vej. Det syntes oplagt, at jeg skulle i gymnasiet, men som mit eget lille oprør valgte jeg Aalborg Handelsgymnasium.

Flertallet af eleverne på handelsgymnasiet fik job i banker og lokale virksomheder, men jeg vidste, at jeg ville til Aarhus og læse cand.merc., når jeg var blevet handelsstudent. Jeg blev cand.merc. i 1968 og fik job som videnskabelig assistent på Handelshøjskolen i Aarhus. Jeg ville være en god underviser og en god forsker, så jeg lagde mig i selen og var dybt engageret i mine fag.

De første 10 år af mit forskerliv arbejdede jeg med matematiske modeller og med at indføre dem i praksis, hvilket har givet mig et godt fundament for siden at gå lidt mere alternative veje. Med tiden kom jeg til at arbejde med det mere komplekse i en firkantet verden, hvor jeg har været mere optaget af mennesker og værdierne end af regnskaberne.

Fagligt har jeg forsøgt at gå andre veje, og jeg tror uden tvivl, at det hænger sammen med, at jeg tilbage i 1970'erne blev optaget af meditation, som har været en inspiration og ledetråd siden.

Gennem venner i Aarhus hørte jeg om Jes Bertelsen, som var ansat på Institut for Idéhistorie på Aarhus Universitet. Jeg fulgte flere af hans forelæsninger, inden han i 1980'erne grundlagde Vækstcentret i Nørre Snede. Jes Bertelsen står fortsat for mig som en ven og inspirator.

For nogle ville det måske virke som et benspænd at meditere, men for mig blev det en gave, at jeg fik en stilhedspraksis. I meditationen var der en tilbagevenden til noget af det, jeg havde gjort, da jeg gik i skoven som dreng.

Meget af min barndom foregik i en nærmest meditativ tilstand i en stilhedsverden, som ikke er længere. Da jeg begyndte at meditere, skulle jeg ikke lære at være stille. Stilheden var noget velkendt og styrkede en tro på, at alt hænger sammen og styrkede en respekt for etiske og økologiske værdier.

Meditationen har fulgt mig i over 40 år, men der har været lange afbræk. Med alderen er stilheden kommet til at betyde mere for mig. For 10 år siden købte vi et gammelt, fredet fårevogterhus ude i klitterne i Kjul nord for Hirtshals. Her søger jeg hen for at skrive og være i stilhed. Jeg er ikke asket, men jeg kan godt mærke en lomme af klosterlængsel i mig.

Jeg har været et offer for fart. I de første år af mit liv gik alt meget langsomt, men så eksploderede det hele i et tempo, hvor der var stakåndede perioder, hvor jeg kan se tilbage på, at jeg har glemt mit eget hjerte og tonset af sted uanset mine følelser. Kroppen har sagt stop nogle gange og har i perioder sat en stopper for mit eget aktive virke og givet rum for refleksion og besindelse. Når jeg ser tilbage på mit liv, så kan jeg ikke beklage mig over retningen i mit liv, men jeg kan beklage de perioder, hvor hastigheden var begrundet i grådighed og et ønske om succes på et meget kompetitivt felt.

I min generation er der en god del, som har meldt sig ud af folkekirken, men jeg har altid været medlem. Jeg har mødt Dalai Lama flere gange og er inspireret af buddhismen, og måske kunne jeg være gået den vej, men jeg er blevet i den sammenhæng, jeg er født ind i. Det er et tilvalg af kirken som et kulturelt samlingspunkt og et symbol, som jeg føler mig knyttet til.

Det mærkede jeg som barn ved juletid i Rold Kirke, og det oplever jeg, når jeg finder anledning til at sætte mig ind i en kirke og bare være. Jeg beder ikke, men sidder bare en stund i rummet. At mit forhold til folkekirken er et aktivt tilvalg, mærker jeg også, når jeg går til en begravelse. Jeg møder en kirke, som er meget rummelig, hvor der også er præster, som prædiker på en måde, som jeg kan forbinde mig med.

Jeg vil hellere tale om spiritualitet end om religion. For mig er religion et eksempel på en opsplitnings- og adskillelsestænkning, mens spiritualitet er en forbundethed med helheden, som går bagom og forud for alt. Religioner kan let blive fundamentalistiske, og så kommer sværdet frem. Som barn har jeg bedt Fadervor i skolen, men i dag er min åndelige praksis meditationen. Det er en meget enkel stilhedspraksis, hvor jeg sætter mig til rette i en lænestol i et hjørne af mit arbejdsværelse og prøver at være stille. Tankerne myldrer, og det får de lov til, men efter en tid mærker jeg, at der bliver større pauser, og der kommer en kontakt mellem hjerte og åndedræt, og jeg finder ind i en kontakt med min krop. I stilheden kan jeg blive enormt ked af det, fordi jeg som et ekko fra nyhedsstrømmen kan mærke, hvordan mennesker og natur mistrives.

For mig er ånd medfølelsen og forbundetheden med kloden og en påmindelse af den visdom, som ligger i naturen uanset vores teknologiske og videnskabelige fremskridt. Brorsons ord gælder stadig: ”Gik alle konger frem på rad i deres magt og vælde, de mægted ej det mindste blad at sætte på en nælde.”

Min far døde, da han var 58 år. Det var et chok, og tabet af ham har siden stået som et stort savn, men til gengæld har jeg den sjældne gave at min mor, Tove Hildebrandt Jensen, er 101 år og absolut åndsfrisk.

Hun bor i Vor Frue Kloster i Aarhus, og indtil for et par år siden sad hun i menighedsrådet. Jeg besøger hende jævnligt, og sidst jeg besøgte hende, sagde jeg: ”Vi ses.”

Og karakteristisk for hendes nøgterne humor, svarede hun: ”Det håber jeg ikke.” Hun har haft et aktivt og godt liv. Nu vil hun gerne dø, og hun erklærer gerne, at hun ikke tror, at der er et liv efter døden. I en årrække havde jeg en reinkarnationstro, som jeg har forladt. Jeg kan ikke sige, at jeg tror på opstandelsen som man forkynder i folkekirken, men jeg gør mig mine egne tanker.

Da jeg forlod mit professorat på Aarhus Universitet, flyttede vi til København, og min kone og jeg fik vores i alt ni børnebørn tæt på. Vi har investeret i en Christiania-cykel med batteri, som jeg bruger, når jeg hver morgen før klokken 7.30 henter mit fireårige barnebarn Mira og cykler hende i børnehave.

Vi kører gennem Assistens Kirkegård på Nørrebro og tager os god tid til at se på gravstenene, dyr og planter. I de år, hvor jeg tænkte ud fra en østlig inspireret karmisk tænkning, troede jeg, at jeg var født med en mission, som jeg blot skulle finde ud af. I dag tænker jeg, at meningen med mit liv er den mening, som jeg giver det, og morgenerne med Mira giver afgjort mening.