”Hvis jeg ikke danser med min bedstemor, visner min rygmarv.” Sådan skriver digteren Benny Holst.
Vi danskere elsker discount. Men vi skal huske at danse med vor bedstemor. Og dermed menes, at vi skal huske andet, end hvor papvinen og kyllingerne og remouladen er billigst. Vi skal f.eks. huske, at vi skal dø, og så skal vi huske vor historie.
Når der er handlet i Rema, Netto og Fakta – gå en tur på den nærmeste kirkegård. I gammel tid stod der ofte en indskrift på gravstederne. Måske havde en kvinde fået følgende indgraveret på sin gravsten: ”Herren er min hyrde, mig skal intet fattes.” Så kunne man se, hvad den kvinde havde levet sit liv efter.
I dag er indskrifterne væk. Vi har mere travlt med at leve billigt end at leve for noget. Hvad ville vi skrive på vores gravsten som en overskrift over det, vi levede vort liv efter?
Eksperterne i TV er altid økonomer og jurister. Man burde få
fat i nogle flere historikere. Vi kan lære noget af historien, ligesom
vi kan lære noget af at gå på kirkegården og blive mindet om livets
korthed. Hvis jeg ikke danser med min bedstemor, visner min
rygmarv.
Historien kan bl.a. vise os, at der, hvor livet har været mest meningsfyldt for os mennesker, har været i de perioder, hvor vi har levet for noget, levet med Gud og levet for hinanden og ikke bare været optaget af at overleve billigst muligt.
Winston Churchill, ham der drak en flaske whisky og røg 10 cigarer om dagen og kun fik motion, når han bar sine venners kiste til graven, og alligevel blev 91 år, sagde: ”Jo længere vi kan se tilbage, jo længere kan vi se frem.”
Se tilbage på det, der engang gav folk mening!
Ud over discountbutikkerne har vi i Danmark masser af røde postkasser. På alle måder et nationalt klenodie. I øjeblikket er der en stor dansk undersøgelse, der skal forebygge tarmkræft. Danskere over 50 år får tilsendt et reagensglas.
Det skal de fylde med afføring og poste til et bestemt hospital. Det er mærkeligt at tænke på, hvad der i øjeblikket er i vore røde, smukke postkasser. Engang sendte vi kærlighedsbreve til hinanden. Nu…
Det bedste ved breve og postkort er, at der er noget vidunderligt nøl over dem. Mange fjendskaber opstår på grund af det hurtige medie sms og e-mail. Vi bliver frygtelig ophidset over et eller andet, og straks skriver vi en særdeles unuanceret sms eller e-mail. Eller der sker et eller andet i vort samfund. Omgående sender vi et uforskammet læserbrev via e-mail, hvor bestemte personer udnævnes til tåber.
Men sådan var det ikke førhen. Der skulle man først finde et stykke papir frem, så en kuglepen, så skulle man skrive brevet, putte det ned i en kuvert, slikke dronningen i nakken og sætte hende på kuverten og derefter gå ned til den røde postkasse med sit brev. Og hvad skete der? Man dampede af.
Man fik nølet så tilstrækkeligt længe, at ens meninger og formuleringer blev mere nuancerede.
Man kunne, på grund af denne nølen, undgå at kalde andre en tåbe. Nøl, nøl, nøl! Det er slet ikke dumt at være god til at nøle.
Det forhindrer en masse uvenskaber, hvis man lige et øjeblik nøler med at komme med sin umiddelbare mening. Nøl, nøl, nøl også ved at bruge tid til at gå tur på vore kirkegårde. Måske kan man være heldig at finde en gravsten indgraveret med begyndelsen til Faktas slogan: ”Det tager kun fem minutter.”
Livet tager kun fem
minutter! Brug de fem minutter godt. Og nøl, nøl, nøl også ved at
se tilbage på, hvad der er sket i historien. Historien vil vise, at der
aldrig er kommet noget godt ud af at kalde sine medmennesker
frygtelige ting. Der er mere stil over at forlige sig med sine uvenner.