Når folk spørger, hvor vi bor, er de ved at tabe kæben over svaret.
”Er det ikke hårdt?”, spørger de.
”Hvordan kan I holde det ud?”.
Sagen er den, at vi, min mand, datter og jeg selv er hjemløse. Vi er ved at investere i noget fast ejendom, men har ikke haft noget sted at bo, mens husjagten har stået på. Eller... det passer ikke helt.
For godt nok har vi ikke noget hjem. Men vi har tag over hovedet.
Da min mands helt utroligt generøse søster for et par måneder siden tilbød os at flytte ind i ”drengenes legeværelse”, skulle vi lige tygge lidt på den. For ville vi komme til at ødelægge noget i vores i forvejen gode relation ved at bo så tæt? Og burde vi ikke, to voksne med job og barn, have lidt bedre styr på tilværelsen end at måtte bede storesøster om hjælp?
På den anden side er lejemarkedet i København et veritabelt helvede. Og vi skulle jo spare op til en udbetaling. Så hvorfor egentlig ikke, når min svigerinde og svoger nu fastholdt, at det kun ville være hyggeligt?
Så sådan blev det. Nu bor vi to børnefamilier i en femtesals lejlighed med skråvægge på Vesterbro. Syv mand på knap 100 kvadratmeter. Vi joker med, at vi har lavet en flagermuskoloni oppe under loftet på femte, og at der ligesom bare bliver flere og flere af os.
Et risikabelt arrangement, vil mange mene. Og indrømmet: Det kan være klemt. I weekenderne tager enten den ene eller anden familie gerne i sommerhus, for der er altså brug for lidt luft og ro, blandt andet fra en højlydt, rødhåret tumling, altså datteren, der skriger, hvis hun ikke får lov til at smadre sin fætters nye Ninjago-figur. Eller putte fasterens fine sko ned i toilettet. Men i hverdagen kører storfamilien i grunden meget godt:
Min mand og svigerinde står op med ungerne ved sekstiden. Laver kaffe og sætter havregrød over. Når de skal ud af døren ved syvtiden, har det næste hold voksne fået øjne og står op. Giver tøj på, smører madpakker og rydder af efter morgenmaden.
”Jeg går lige i bad,” råber min svoger, og jeg sætter mig i sofaen og ser Ramasjang med børnene imens.
Vi behøver ikke altid sige noget, vi er i flow i den times tid, vi har, til alle er ude af døren.
Henved halvfem om eftermiddagen mødes vi igen under loftet. Mens én voksen går i gang med aftensmaden, leger en anden. En tredje går i vaskekælderen, og en fjerde slapper af.
Vi spiser sammen klokken 18, putter klokken 19. De, der ikke putter børn, rydder op. Klokken 20 er der gin og tonic til hele holdet og fjernsyn eller Nintendo-spil.
Det allersidste, min mand og svigerinde gør, inden de siger godnat til hinanden om aftenen, er at aftale, hvem der laver henholdsvis kaffe og grød næste morgen.
Den seneste tid i den velsmurte maskine, vi kalder familiekollektivet, har fået mig til at tænke over, at det måske er værd at satse lidt en gang imellem, ikke være så bange for, om relationerne nu kan bære. Jeg kommer til at savne de morgener. Det føles, som om klemtheden opvejes af det ekstra overskud, vi producerer. Det overskud, der som bekendt er det pureste guld for enhver småbørnsfamilie med arbejdende forældre.
Og hvem ved, hvordan den lille rødhårede vil reagere, når hun ganske snart skal flytte og igen må nøjes med sin sure gamle far og mor?
I andre kulturer er storfamilien en selvfølge. Man bor hellere helt tæt sammen end langt fra hinanden. Og før i tiden, ja vi skal blot tilbage til 1970’erne, har der boet markant flere mennesker pr. kvadratmeter i de små lejligheder på Vesterbro.
”Hvem er I egentlig?”, spurgte en ældre kvinde fra opgangen den anden dag, da jeg var på vej op ad trappen til flagermuskolonien på femte med min datter i hånden.
Modsat så mange andre så gjorde hun ikke store øjne, da jeg let undskyldende forklarede hende om arrangementet.
”Hyggeligt,” sagde hun bare og tog sig så tid til at se ordentligt på min datters ansigt under cykelhjelmen, før hun sagde:
”Man kan godt se, hvem hun er i familie med, hva?”.