Sukkersygen skal være en god følgesvend

Skuespiller Ditte Gråbøl, 55 år, er diabetiker på 36. år og må derfor leve ”helt vildt sundt”

Skuespiller Ditte Gråbøl er også med på holdet i årets sommerrevy, ”Tam Tam”, i Glassalen i Tivoli.
Skuespiller Ditte Gråbøl er også med på holdet i årets sommerrevy, ”Tam Tam”, i Glassalen i Tivoli. .

Hvad er det gode liv for dig?

Med årene betyder helbredet mere og mere. Jeg er diabetiker på 36. år, og det betyder meget, at sygdommen ikke har budt mig store ulykker og lidelser, men er en god følgesvend. Det gode liv er også, at mine nærmeste og mine børn har det godt. Og desuden, at man er mentalt i gang og udfordret med arbejdet, og i øjeblikket er jeg dejligt udfordret.

Hvornår har du det bedst med dig selv?

Når jeg er omgivet af mand og børn og måske efter en forestilling, der er gået godt. Det er også, når vi er ude at rejse allesammen og oplever noget sammen. Det kan også være, når jeg er alene hjemme, læser en bog og venter på, at de andre snart kommer hjem.

Hvad gør du for at holde kroppen i gang?

Det indlysende og naturlige. Jeg har hverken bil eller kørekort, så jeg cykler stort set til alting. Jeg havde en periode for nogle år siden, hvor jeg trænede tre gange om ugen i et fitness-center. Jeg holdt lige pludselig op og savner det. Jeg begynder sikkert igen på et tidspunkt, for jeg havde stor glæde af det, men lige nu har jeg ikke tid. Det viser, at jeg ikke er særlig fundamentalistisk omkring det.

Hvad er afslapning for dig?

At kunne smide mig på sofaen med eller uden bog. Jeg er vanvittig god til at falde i staver og god til at lade stå til. Jeg er ikke på de sociale medier, så det tager ikke min opmærksomhed. Jeg er også gået i gang med at meditere, hvor man kommer ind i en anden tilstand. Det er superrart og godt.

Hvad er der altid i dit køleskab?

Der er jeg den kedelige. Jeg er diabetiker og spiser helt vildt sundt. Men der er altid mælk til kaffen, gulerødder, gode oste og et stort glas karrysild til festlige lejligheder. Og så er der chili og andet til det asiatiske køkken.

Hvad er din største last?

Natmad, fordi jeg arbejder sent om aftenen. Men også, når jeg ikke arbejder, må jeg ved 22-tiden altid have en rest aftensmad. Og nej, det skal ikke varmes. Karrysild er også lidt af en last. Det smager bare godt. Og det må gerne være nogle helt almindelige nogen fra supermarkedet. Øl og smøger - der har jeg været. På grund af sukkersygen er det ikke det, der fylder.

Hvad er det bedste sundhedsråd, du har fået?

Det gode gamle: Alt med måde. I disse kropsfikserede umulige tider burde man fjerne fokus på kroppen, finde en bog og få puttet noget ind i hovedet. Der er inden for de seneste 20-30 år kommet en bornerthed. Da jeg var yngre, kunne jeg da ikke drømme om at have bikinitop på, når jeg var på stranden eller i Kongens Have. Men det skal man i dag, hvor folk ikke engang i badet i fitness-centeret tør være nøgne. Der er kommet sådan en uafslappet holdning til kroppen. Jeg synes, det er synd.