Bestemmer du over din hjerne, eller bestemmer den over dig?

Vi behøver ikke være bange for, at dagdrømme gør os i dårligt humør. De hjælper os sandsynligvis med at gennemleve scenarier, som vi derefter bliver bedre til at tackle i den virkelige verden, fortæller hjerneforsker. Iris

Vi bestemmer ikke selv, hvilke tanker vores hjerne sætter i gang – eller om der følger følelser af glæde eller bekymring med de indre billeder.
Hjerneforsker Leif Østergaard

Hjernen er genial og fungerer som styresystem for resten af kroppen. Men hvem bestemmer mest: Dig eller din hjerne? Det forklarer hjerneforsker Leif Østergaard her i sin nye bog "Hjernen"

”Far, hvad sagde jeg lige før?”

Bertha, min 10-årige datter, sikrer sig med sit spørgsmål, at jeg hører efter. Hun er ved at fortælle mig om den hesteflok, vi tit møder på vores gåture i Mols Bjerge.

Berthas spørgsmål er en slags standardtest. Vi stiller det, når vi vil sikre os, at vores far, kone eller ven koncentrerer sig om det, som sker lige nu og her. Hvis de ikke kan svare tilfredsstillende, undskylder de sig sikkert med, at de dagdrømte, fantaserede eller havde deres tanker et andet sted.

Vi har hørt om den undersøgelse, hvor psykologer på Harvard med en app undersøgte, hvad deres forsøgspersoner foretog sig på tilfældige tidspunkter af dagen, og hvor glade de var. Psykologerne spurgte også forsøgspersonerne, om de dagdrømte, da de blev kontaktet: Det gjorde godt 47 procent. Hvad enten de kørte i metroen, arbejdede på kontoret, lyttede til deres yndlingmusik eller læste en roman, var deres tanker altså et helt andet sted i næsten halvdelen af tilfældene. Kun én aktivitet viste sig at kræve al deres opmærksomhed: De forsøgspersoner, som dyrkede sex, da mobiltelefonen stillede sit spørgsmål, rapporterede alle, at de var fuldt optaget af deres gøremål.

Vi bestemmer ikke selv, hvilke tanker vores hjerne sætter i gang – eller om der følger følelser af glæde eller bekymring med de indre billeder. I Harvard-undersøgelsen var de forsøgspersoner, som dagdrømte, da de blev kontaktet, generelt mindre glade end de, som ikke g jorde. Dagdrømmenes indhold kunne dog langtfra forklare forsøgspersonernes humør.

Vi behøver altså ikke være bange for, at dagdrømme gør os i dårligt humør. De hjælper os sandsynligvis med at gennemleve scenarier, som vi derefter bliver bedre til at tackle i den virkelige verden. Jeg synes selv, jeg får gode ideer, når jeg dagdrømmer.

Vores dagdrømme er en stor udfordring for hjerneforskere, som forsøger at kortlægge hjernen. Forestil dig, at vi vil undersøge, hvad din hjerne laver, mens du kigger på kunst. Vi placerer dig først i vores MR-skanner. Derefter viser vi dig skiftevis en blank skærm og billeder af moderne skulpturer, mens skanneren tager BOLD-billeder af din hjerne. Bagefter finder vi med hjælp fra en computer frem til de hjerneområder, hvor kunsten fik skanningsbilledet til at lyse op. Takket være Mossos, Roys og Sherringtons arbejde vil vi nu antage, at din kunstoplevelse aktiverede disse hjerneområder.

Problemet ved at bruge ændringer i skanningsbillederne til at finde din hjernes kunstområde er, at din hjerne ikke ’laver ingenting’, når du kigger på den blanke skærm imellem skulpturbillederne. Den dagdrømmer, og måske påvirker kunsten endda de tanker og associationer, som opstår i dit hoved, når billederne med skulpturer forsvinder. Så måske skal vi i virkeligheden kigge på de områder, hvor skanningsbillederne lyser op imellem skulpturbillederne for at forstå, hvor og hvordan kunst påvirker din hjerne?

Mange hjerneforskere bruger nu MR-skannere til at studere ændringer i hjernens aktivitet uden at bestemme, hvad forsøgspersonen skal tænke på imens. De har opdaget, at mange af de områder, som ikke lyser op på hjerne- skanningsbilleder, mens hjernen løser en bestemt opgave, er mere aktive, når vi dagdrømmer. Så vores tanker og dagdrømme kan altså ske at opstå i de dele af hjernen, som vi ikke har studeret tidligere – fordi vi mest har studeret hjernen, mens den løser opgaver, som vi hjerneforskere, og ikke dens ejermand, har stillet den.

Flere laboratorier bruger nu såkaldte MEG-skannere for at måle hjernecellernes aktivitet mere direkte. Apparatet måler de svage magnetfelter, som opstår, når hjernebarkens neuroner sender signaler til andre dele af hjernen. Hvem ved – måske kan vi en dag filme en tanke, mens den bliver til. Det er da en forførende tanke.

Når vi skal undersøge, hvad der forgår i hjernen, når vi dagdrømmer, kan vi måske få hjælp fra en uventet kant. Fordybelse og meditation har gennem årtusinder været vigtige redskaber for religiøse tænkere og filosoffer – måske fordi menneskehjernen netop bruger så stor en del af tiden på at lade tankerne flyve. Meditation er spændende set fra en hjerneforskers perspektiv, fordi flere meditationsteknikker har til formål at undersøge vores tanker og få os til at sanse verden på en anden måde, end vores hjerner er vant til.

Meditation indledes ofte med, at den mediterende koncentrerer sig om kroppen. Eksempelvis hvordan åndedrættet føles, når luften passerer ud og ind gennem næseborene.

Normalt forudsiger hjernen jo disse sanseindtryk – og alarmerer os kun, hvis de ændrer sig. Som for eksempel hvis et støvfnug eller lignende kildrer i næsen, så vi skal overveje at undertrykke et nys. Den forudsigende hjerne fortæller os med andre ord om ændringer i sanseindtryk – ikke om selve sanseindtrykket.

Mediterende øver sig også på dirigere deres opmærksomhed mod netop det ene objekt, de sanser eller tænker på. De fortæller, at de for eksempel oplever et kirsebærtræs blomster, blade og grene langt mere intenst, når de netop forsøger at registrere alt det, de ser.

Libet bad en række forsøgspersoner om at bevæge en finger, når de ikke havde lyst. Imens registrerede han aktiviteten i deres hjerne og fingermuskler ved hjælp af to elektroder. Libet vidste, at hjerneelektroden ville vise et såkaldt beredskabspotentiale, allerede et halvt eller helt sekund før fingeren bevægede sig. Beredskabspotentialet skyldes  formodentligt, at hjernecellerne er i færd med at planlægge den bevægelse, som forsøgspersonerne har besluttet sig for at udføre.

Libet anbragte et ur i laboratoriet for at finde ud af, præcist hvornår forsøgspersonerne besluttede sig for at bevæge fingeren. Han bad forsøgspersonerne huske, hvor urets viser befandt sig i det øjeblik, de tog beslutningen.
 
Nu tænker du sikkert, at rækkefølgen er givet på forhånd: Først beslutter forsøgspersonen sig for at bevæge fingeren, dernæst opstår beredskabspotentialet, og til sidst bevæger fingeren sig.

Men da Libet analyserede sine resultater, kom han frem til en højst besynderlig konklusion: Hjernebarken var i færd med at planlægge fingerens bevægelse, før forsøgspersonerne – ifølge eget udsagn – besluttede sig for at bevæge den.

Hjerneforskere og filosoffer diskuterer stadig, hvordan man skal fortolke Libets resultater – og ikke mindst hvilke konsekvenser de har for vores selvopfattelse: Hjernen tager tilsyneladende beslutninger for os – men lader os forblive i den tro, at vi bestemmer.

De seneste år har forskere brugt MR-skannere til at lede efter hjerneaktivitet, som kan forudsige, hvornår og hvordan forsøgspersoner vil reagere – når de selv frit må bestemme. Det viser sig, at hjernen tilsyneladende bliver mere og mere sikker på, hvad den vil med tiden – men at forsøgspersonen selv først føler, at han eller hun beslutter sig, sekunder efter at hjernen er blevet sikker i sin sag.
 
Mens jeg skrev denne bog, havde jeg fornøjelsen af at lede et ph.d.-forsvar ved Aarhus Universitet. Det var Mads Jensen, en lovende ung filosof og hjerneforsker, der skulle forsvare sin af handling. Han havde lavet en række forsøg, som giver os ny og spændende viden om aspekter af Libets eksperiment. To internationale top-forskere var indkaldt som opponenter – altså specialister inden for Mads’ forskningsområde. De skulle stille Mads vanskelige spørgsmål og sikre, at der ikke var huller i hans arbejde og viden.

Da opponenterne var overbevist, stillede den ene det spørgsmål, jeg havde glædet mig til at høre svaret på: ”Så, har vi en fri vilje?”. Mads svarede klogt, at det er der nogle forskere, der stadig mener. Men han tilføjede, at vi nok snarere har frihed til at vælge, hvilke handlinger vi ikke vil udføre.

Med andre ord: Vores hjerne arbejder hele tiden med mulige scenarier og planer for den nære og mere fjerne fremtid – og efterhånden som de modnes, kan vi stoppe de handlinger, som ikke passer i situationen. Så du har muligvis ikke valgt at læse denne bog, men snarere fravalgt at se en film i fjernsynet, tømme opvaskemaskinen – eller noget helt andet.

Aristoteles levede i Grækenland for snart 2400 år siden, men betragtes stadig som én af historiens vigtigste biologer og filosoffer. Han tog fejl på et enkelt punkt, da han påstod, at vores tanker, sanser og bevægelser er styret fra hjertet, mens hjernen – i kraft af sin størrelse og fugtige overflade – hovedsageligt havde til opgave at af køle blodet.

Aristoteles påpegede imidlertid en vigtig skelnen, som vi også har fokuseret på. På over 2000 års afstand kan jeg og Aristoteles nemlig godt blive enige om, at der er forskel på at gå, se og høre – og at være opmærksom på, at vi gør det. På trods af at han troede, at hjernen blot var en avanceret køleanordning, skal Aristoteles derfor have det sidste ord. I sin Nikomacheiske etik skriver han om det gode liv:

”At være bevidst om, at vi sanser og tænker, er at være bevidst om, at vi eksisterer."

De mediterendes oplevelse hænger muligvis sammen med, at hjernen har brug for tid, hvis den skal opbygge et detaljeret billede af et særligt kirsebærtræ i vores hjerne. Hjernen sammenflikker uden tvivl et mere rudimentært billede af kirsebærtræet, hvis vi i stedet suser gennem sko- ven i en bil. Så vil vi opleve verden, må vi tage den tid, det tager.

ARISTOTELES FÅR DET SIDSTE ORD


Det var i 1637, at Descartes skrev: ”Jeg tænker, derfor er jeg”. Hans sætning udtrykker, at han havde indset, at vores sanser i yderste konsekvens kan spille os et puds. Den fysiske verden, som vi kender den, kan principielt være en illusion. Han mente derfor, at evnen til at tænke – og tvivle – var det eneste sikre udgangspunkt for at forstå verden. Jeg er sikker på, at denne Tænkepauser ville have styrket Descartes’ skepsis over for de billeder, som vores hjerne danner af omverdenen.

I dag arbejder hjerneforskere, psykologer og filosoffer heldigvis sammen for at forstå hjernen og vores bevidsthed. De er optaget af spørgsmål, du måske har stillet dig selv undervejs: Er jeg min hjerne? Bestemmer jeg over min hjerne, eller den over mig? Jeg har da min egen fri vilje?! Det er et par meget svære spørgsmål, som hjerneforskere stadig spekulerer over: De er enige om, at vi føler, at vi selv styrer vores egne handlinger. Men når de undersøger hjernens indre beslutningsprocesser nærmere, finder de ikke noget afgørende bevis for, at vi faktisk har en fri vilje.

Den amerikanske hjerneforsker Benjamin Libet satte sig i starten af 1980’erne for at undersøge, hvordan hjernen styrer vores handlinger. Libet ville undersøge, hvor lang tid der går, fra vi tager en beslutning, til vi faktisk udfører den handling, vi besluttede.