Fortalt af Ida Auken
Der er to slags præstebørn: dem med og dem uden humor.
Igennem hele opvæksten stikker de ud og tvinges ofte til at kæmpe deres forældres kampe eller værre endnu: at skulle stå til ansvar for hele kristenheden. Det kan man håndtere enten ved at blive meget selvretfærdig og stædig eller ved at udvikle en vis humor.
Jeg håber, jeg hører til i den sidste kategori, men min opvækst betød alligevel, at jeg helt sikkert ikke ville være præst som min mor. Jeg var dog i tvivl om, hvad jeg så ville være. Så i 1998, 20 år gammel, tog jeg til Nicaragua et halvt år, ikke mindst for at finde min retning på studielivet.
Det viste sig hurtigt ikke at være nemmere at finde svaret i Mellemamerika. Hver anden uge skiftede jeg mening, for jeg havde lyst til at læse det hele: litteraturvidenskab, historie, statskundskab, jura.
Der var mange tiltrækkende fag, men jeg havde hele tiden følelsen af at vælge vigtige ting fra, når jeg valgte noget til. Teologi var stadig ikke på radaren. Min mor havde sagt, at det var dumt at gå den vej, hvis jeg ikke ville være præst, og den sætning rungede stadig i baghovedet.
Dagen inden jeg rejste hjem fra Nicaragua, stod jeg i Det Danske Hus i Nicaraguas hovedstad, Managua. En by, der næsten ikke var en by længere, ødelagt som den var af jordskælv. Jeg ringede til min mor, og jeg husker stadig, da hun sagde:
”Jeg tror måske, at jeg har skræmt dig væk fra teologi, og det var ikke meningen. For selvfølgelig kan man læse teologi uden at blive præst.”
I det øjeblik vidste jeg, at det var det, jeg skulle. Her kunne jeg jo få det hele, for teologi havde perspektiver på stort set alle dele af livet og rummede i sig mange af de andre fag.
Så måtte jeg sidenhen finde ud af, hvad jeg skulle bruge det til.
Den beslutning kom til at forme mit liv. Jeg valgte jo et fag om, hvad der giver livet mening. Om liv og død, håb og tro. Gennem seks og et halvt år brugte jeg næsten al min tid på at tænke grundigt over netop de emner.
Jeg lærte om sprog, kultur og filosofi. Og jeg kom tættere på at forstå, hvad Danmarks og Europas historie fortæller os om, hvorfor vi tænker og handler, som vi gør.
Da jeg gik ind i politik i 2007, fik jeg først fornemmelsen af, at jeg skulle have valgt statskundskab, økonomi eller jura for at være bedre klædt på til arbejdet i Folketinget. Men snart oplevede jeg, at alt det kan man lære til husbehov. Jeg havde brugt min studietid på at tænke over, hvad et godt liv er. Hvad et menneske er. Og det viste sig med tiden at være godt at have med mig ind i politik.
For teologien overbeviste mig om, at ethvert menneske rummer både godt og ondt, og det blev en afgørende forudsætning for mit politiske virke. Jeg er af samme grund overbevist om, at når man laver love, skal ambitionen være, at de fremmer det gode i os og holder det onde nede. Det er ikke helt let at balancere, men det er det, jeg stræber efter.
På studiet lærte jeg desuden at undersøge de forestillinger, der ligger til grund for mine argumenter. Det er en god egenskab i politik, hvor det ofte går lidt stærkt, og jeg tror også, det er derfor, jeg ikke er så bange for at flytte mig rent holdningsmæssigt. For jo mere bevidst, jeg er om mit eget ståsted, jo mere kan jeg være åben over for andres argumenter. Det afgørende er, at min holdning forbliver i overensstemmelse med mine grundlæggende værdier om, hvad der er godt for samfundet og for den enkelte.
Valget af teologi har også formet mig som menneske. Jeg bilder mig ind, at jeg er blevet mindre konkurrencepræget og mere generøs, end jeg ellers ville have været. Min drivkraft er ikke min egen karriere, men en søgen efter sandhed. I mine værdimæssigt mest formende år var det, der talte, at komme i dybden med de store spørgsmål: Hvor kommer vi fra, hvad tror vi på, hvordan håndterer vi livets store udfordringer? For mig er det essensen af at være et helt menneske – at man kan fortolke verden bredt og vise forståelse for hinanden. På den måde blev teologistudiet min dannelsesrejse.