Forfatter: Til fester befinder jeg mig altid under diskokuglen

Forfatter Sarah Engell, 36 år, aktuel med ungdomsromanen ”Hjertet er 1 organ”, øver sig i at vise sig selv kærlighed

Forfatter Sarah Engell forsøger at finde skønheden i hverdagen. -
Forfatter Sarah Engell forsøger at finde skønheden i hverdagen. - . Foto: Simon Læssøe.

Hvad er det gode liv for dig?

Det er et liv med masser af kærlighed til mine venner, min familie og til livet i det hele taget. Det er at finde skønheden og lykken i hverdagen - i gulvvasken og leverpostejmaden, så man ikke kun lever for ferie og weekender.

Det er også at tage min yndlingskjole på, selvom det bare er onsdag, og at kysse min mand, selvom vi burde lægge strømper sammen. At følge mine drømme og prioritere frihed over materielle goder, og at gøre noget godt for andre er også vigtigt.

Hvornår har du det bedst med dig selv?

Når mine to børn har det godt og er glade og føler sig elskede. Når jeg får en hilsen fra en læser, der siger, at jeg gjort en positiv forskel i personens liv. Jeg har det også godt, når jeg går en lang tur ved stranden på Amager, hvor jeg bor. Når det bare er mig og mågerne. Og så elsker jeg, når jeg begynder at skrive på en ny bog, hvor alt er åbent og kan lade sig gøre.

Hvad gør du for at holde kroppen i gang?

Før jeg blev forfatter, arbejdede jeg som danser og aerobicinstruktør. I januar 2015 sprang jeg ud som fuldtidsforfatter. Siden da har det stået sløjt til med motionen. Jeg cykler meget, fordi vi ikke har nogen bil. Og når jeg kommer i fitnesscentret, kan jeg godt lide at løfte vægte og boksetræne. Til fester er jeg altid at finde under diskokuglen.

Hvad er afslapning for dig?

Jeg er kæmpe fan af spa, kurbad og massage. Det er selvforkælelse og velvære. Jeg holder også meget af, når det er så varmt, at jeg kan ligge udenfor og høre musik og kigge op i himlen.

Hvad er der altid i dit køleskab?

Der er mælk til kaffen og rugbrød. Som regel også en flaske boblevand, som husker mig på at fejre små og store sejre i hverdagen,

Hvad er din største last?

Det er, at jeg sommetider pisker mig selv lidt for hårdt og fokuserer mere på det, jeg kunne have gjort bedre, end det, jeg klarede. Jeg har også en utrolig sød tand og som regel en pose slik ved siden af computeren, når jeg sidder og arbejder. Jeg gad godt være den, der hellere ville have en stang bladsselleri, men det er endnu ikke lykkedes.

Hvad er det bedste sundhedsråd, du har fået?

Jeg fik engang det råd, at jeg skulle mærke den ubetingede kærlighed, jeg føler til mine børn, og vende den ind mod mig selv. Når de fejler, skælder jeg dem ikke ud, men giver dem et knus og siger pyt. Det er svært, men jeg tror, det er meget sundere end alverdens bladselleri-stænger tilsammen.