Josefine Klougart, forfatter 30 år
Efter 10. klasse, hvor jeg gik på en musisk linje, begyndte mit egentlige arbejde - det, mange kalder sabbatåret. Jeg arbejdede en sommer og sparede sammen til at kunne tage på højskole. Eller højskoler, som det faktisk blev til. Ikke for at drive den af ved et bål i en alkohol-rus, men for at finde ud af, hvad jeg skulle satse på - musikken, kunsten eller litteraturen.
Min tid på Testrup Højskole blev fuldstændig afgørende for, at jeg i dag skriver. Jeg trådte ud af det etablerede uddannelsessystem for at finde vej og mærke efter. For at opdage noget om mig selv, som jeg anede fandtes, men som jeg følte, de seneste års skolegang havde lagt sig over som et brandtæppe. Senere har jeg taget en studentereksamen og læst på universitetet, men jeg klarede det kun, fordi jeg havde litteraturen som en hemmelig hvid sten i lommen.
Jeg mener, at det, vi forstår ved et sabbatår, kan være alt andet end at lægge sind og legeme brak. Der er en tendens til, at alt skal have et klart formål. Vi er gennemlyst af den tanke, at alt skal legitimeres ved et formål, der ligger uden for det selv. Det er jo en tømning af verden og af livet. Selv jeg kan ikke lade være med at tale om, hvordan jeg brugte mine sabbatår til at blive afklaret med, hvad jeg skulle leve af - og under det ligger der en kapitalistisk tanke om, at det at tjene penge er det mest meningsfulde, man kan foretage sig. At alt, hvad vi gør, skal vi gøre for en dag at kunne tjene penge. Det er jo en hæslig tanke. Livet er så meget andet end uddannelse. Jeg synes, man skal noget så gammeldages som at mærke efter og prøve at finde ud af, hvad man gerne vil bruge sit liv på. Og hvis man ikke kan mærke noget som helst, fordi man er blevet tromlet af et uddannelsessystem, der har en brutal incitamentsstruktur, så vil jeg skynde mig at træde til side og lade de andre komme forbi. Stå lidt der, træk vejret, stå op om morgenen, gå en tur, ked dig, til du igen får lyst til noget. Det er ikke at ligge brak. Eller også er det netop det: Og hvis man aldrig lader en mark ligge brak, så går vi som mennesker og som samfund en mager tid i møde.
Ulla Toft, direktør for Museet for Søfart, 46 år
Efter jeg blev student i 1987, tog jeg et år til Paris. Det år blev som en overgangsrite fra barndom til voksenlivet for mig. Jeg rejste til Paris uden at have et sted at bo - det skulle jeg først finde, når jeg kom derned. Jeg skulle klare alt selv det år. Organisere økonomi, finde arbejde, finde venner og finde ud af, hvem man kunne stole på, og hvem man ikke kunne stole på - alle de ting, jeg var blevet guidet til igennem min barndom af mine forældre. Jeg oplevede det som en opsparet læring, der nu skulle eksekveres.
For mig var det den vildeste rus og den vildeste frihed, at jeg nu skulle prøve grænser af og se, om jeg kunne begå mig på en masse parametre. Socialt, geografisk og økonomisk - alle kompetencer kom i spil.
Det var svært, men befriende at finde ud af, at man faktisk har styr på livet. Læringskurven var pivstejl, men det var vidunderligt. Da jeg kom hjem, havde jeg følelsen af, at nu kunne jeg klare mig selv, og sådan har jeg haft det lige siden.
Jeg brugte året i Paris på at blive fri. Derimod vidste jeg stadig ikke, hvad jeg ville uddannelsesmæssigt, da jeg kom hjem. Så jeg tog et sabbatår mere, hvor jeg fortsatte med at arbejde blandt andet på vandrehjem og ved havnerundfarten. Jeg flyttede til København og fandt en lejlighed med en veninde, og i løbet af det år fandt jeg så ud af, at jeg gerne ville læse historie og søgte ind på universitetet.
Når mine børn når den alder, hvor det bliver aktuelt, vil jeg i den grad råde dem til at holde sabbat. Jeg er ikke sikker på, at det vil blive set på med samme øjne som dengang, jeg holdt to sabbatår. Dengang var der ikke arbejde at få, og man tabte ikke noget ved at være væk fra uddannelsessystemet nogle år.
Men i dag har de jo allerede karrierevejleder i skolen, fra de er 12 år, selvom de slet ikke har nogen forudsætninger for at vælge så tidligt. Det er, som om man prøver at mose dem ned i nogle former, inden de overhovedet er dannede som mennesker.
Jeg kan slet ikke se, hvordan unge mennesker kommer til at opleve friheden i dag. Men da jeg var ung, tænkte vi ikke over, hvilket privilegium det var, at vi kunne gøre, som vi ville. Men det var jo i virkeligheden en immateriel velfærd, som har gjort os stor lykke.
Peter Olesen, forfatter og tidligere journalist på DR, 69 år
Jeg blev student i 1966. Dengang var der tvungen værnepligt, men jeg nægtede at bære våben og valgte i stedet at komme ind hos Civilforsvaret. Inden jeg startede der, arbejdede jeg som lærervikar. Jeg startede med at være hos Civilforsvaret først på Fyn og senere på Bornholm. Det blev til i alt 20 måneder. Inden jeg startede, var det bestemt ikke noget, jeg imødeså med glæde, men jeg endte faktisk med at blive rigtig glad for det.
Det var godt for mig at komme hjemmefra og komme på afstand af det hele, efter min far var død nogen tid forinden. Tiden hos Civilforsvaret, hvor jeg nåede at blive sektionsleder svarende til løjtnant, betød, at jeg fik en chance for at tænke mig om en ekstra gang. Det havde oprindeligt været min plan at læse teologi, men jeg nåede at ombestemme mig og besluttede i stedet at starte som journalistelev.
Jeg var blevet så glad for Bornholm, at jeg søgte plads på Bornholms Tidende, men jeg skulle vente et helt år, inden de kunne ansætte mig, og det var for længe. Derfor søgte jeg og fik i stedet plads hos Fyns Tidende, hvor jeg havde det som blommen i et æg. Og efterfølgende er det da gået meget godt, synes jeg.
Hvis nogen i dag spurgte mig, ville jeg sige, at de skulle tage et sabbatår. Der er ingen grund til at jage - man kan hurtigt nok komme til at sidde foran en computer resten af livet. Og at holde et sabbatår eller to behøver jo ikke være ensbetydende med, at man ikke foretager sig noget. Man kan tage ud i verden og opleve livet og hjælpe andre mennesker, før man skal knokle med studier eller læreplads igen. Og har man ikke penge, kan man også tage et job og tjene penge til det.
