Tro kan flytte noget i os

Synne Garff er ikke uddannet teolog, men har taget teologiske tillægseksamener. Hun betegner sig selv som ...

Synne Garff er ikke uddannet teolog, men har taget teologiske tillægseksamener. Hun betegner sig selv som praktiker. Foto: Privatfoto.

Bibelselskabets internationale chef, Synne Garff, var tæt på at miste sin yngste søn. Det skærpede hendes sans for det uforklarliges virkelighed, der blev en afgørende drivkraft i hendes liv

Det ringede på døren.

”Jeg vil, jeg vil,” lød det fra vores yngste søn, Johannes, på tre år.

Han stod oppe på afsatsen til første sal. Jeg så ham kravle ud over gelænderet, men kunne ikke nå at stoppe ham. Og jeg så ham falde de tre meter og lande for foden af trappen. Eller rettere: Han dalede. For det gik langsomt. Sådan står episoden i min erindring. Han lå helt stille. Jeg sprang ned og lagde mig på knæ ved ham. Han havde lukkede øjne.

”Johannes,” råbte jeg. Ingen reaktion.

”Johannes!”.

Så slog han øjnene op. Han blødte fra den ene mundvig. Blikket var sløvt. Min mand var blevet alarmeret af de høje råb. Forsigtigt bar vi ham ind i sofaen og fik ringet til en læge, der bad os holde øje med hans reaktioner. Efter nogle timer satte Johannes sig op og var klar til livet igen.

Det var, som om en engel kom forbi den dag og fik Johannes til at dale ned og lande. Blot et par centimeter til den forkerte side, så kunne han have brækket nakken på trappetrinnet. Jeg fyldtes af den taknemmelighed, som varer alt for kort. Men den lejrede sig alligevel i mig sammen med al den anden taknemmelighed til Skaberen - og med fire drengebørn har der været mange dramatiske situationer, tro mig.

Jeg er ikke skrivebordsteolog. Jeg er faktisk ikke teolog, men har taget de teologiske tillægseksamener, der giver mig adgang til præstegerningen. Og jeg er praktiker. Jeg rejser rundt i verden som international chef for Bibelselskabet og oplever, hvordan mennesker genvinder livsmodet.

Jeg oplever, at troen måske ikke altid flytter bjerge, men at troen kan flytte mennesker steder hen, de end ikke havde turdet håbe på. Er det religiøse ikke knyttet til erfaring? Det tror jeg. Vi mennesker ligner den vantro Thomas, der har brug for at få syn for sagn. Og der er masser af opstandelsesfortællinger derude, hvor døden lusker omkring for at få det sidste ord.

I Swaziland mødte jeg en mor, der havde besluttet sig for at tage sit eget liv og børnenes, fordi hun havde mistet alt håb. I en sorggruppe fik hun mod på livet igen. I Kenya traf jeg i Langata-fængslet kvindelige mordere, der var som forstenede, men begyndte at le igen, da de mødte omsorg og respekt hos besøgsvenner. I Armenien spiste jeg frokost med Lydia, der var terroriseret af krigen med nabolandet Aserbajd-sjan og havde hængt et billede af Jesus op på væggen som en protest mod det mørke, der truede med at omslutte hende. I Indien løb jeg på Sunita, der havde taget 650 forældreløse børn til sig og behandlede dem som sine egne. I Kibera-slummen i Kenya så jeg, hvordan søster Mary hjalp slummens udsatte med mad og skolegang - og det med en engels tålmodighed. I Jordan blev jeg budt på kaffe af en taknemmelig mor, der var undsluppet krigens rædsler med sine børn og havde skabt sig en ny tilværelse i et af de fattigste kvarterer. I Qatar oplevede jeg en filippinsk au pair-pige, der var blevet mishandlet af sin vært, men reddet af modige landsmænd. Og sådan kunne jeg blive ved.

Vi skal fortsætte med at protestere mod verdens ondskab. Vi skal slå i forhandlingsbordene, så diktatorer kommer til at tage barmhjertige beslutninger, og generøsiteten sniger sig ind, når og hvor alle mindst venter det. Man kan have 117 gode og ædle grunde til at ville bidrage til at afhjælpe verdens elendigheder, men ens drivkraft kunne også være en taknemmelighed over, at man har erfaret omfanget af det uforklarliges virkelighed - som jeg gjorde den formiddag i trapperummet, da Johannes mirakuløst fik livet igen.