Peter V. Legarth: Under min depression var jeg på nippet til at opgive troen

I tiden efter depressionen har professor doktor theol. Peter V. Legarth fået et andet forhold til farver. ...

I tiden efter depressionen har professor doktor theol. Peter V. Legarth fået et andet forhold til farver. Glæden ved farver, som det gyldne løv, der dækker skovbunden i Risskov, har fulgt ham sammen med en ny sårbarhed. Foto: Niels Åge Skovbo/Fokus

Jeg var vant til at være et kontrolleret menneske, og jeg elsker at have styr på tingene, så det var gennemgribende ubehageligt og meget chokerende for mig at miste kontrollen over mit sind
Peter V. Legarth

Professor doktor theol. Peter V. Legarth var på nippet til opgive sit arbejde, fordi den kristne tro ikke gav mening for ham. I dag bekender han sig til en kæmpende, kristen tro

Lægen havde været ret hurtig til at stille diagnosen: depression. Professor Peter Vester Legarth, 66 år, sidder i sofaen i den lyse stue i villaen i det nordlige Aarhus og genfortæller, hvordan han i et halvt år slog lægens ord hen og gjorde, som han har gjort det meste af sit liv: fordybede sig i teologien.

”Jeg gik til læge, fordi jeg flere gange var vågnet med høj puls, og jeg havde desuden et stigende ubehag ved at være sammen med andre. Da min læge sagde, at jeg havde en depression, tænkte jeg, at min unge læge dramatiserede noget relativt udramatisk, og jeg kunne på ingen måder se mig selv som et menneske med en psykisk sygdom,” siger han.

Men lægen havde ret, og i næste uge udkommer en bog med essays, som han har skrevet om sin sygdom. ”Efter styrtet. Om at søge fodfæste efter svær sygdom”, hedder bogen.

Læs et uddrag fra essaysamlingen herJeg oplevede Jesus som en flygtig skygge 

Da han blev sygemeldt med depression, fandt han ud af, at hans egen far, præsten Henning Hugger Legarth (1912-1976), i otte år havde en depression, men det var aldrig noget, der var blevet talt om, men en viden, som Peter V. Legarth gravede frem under sin egen sygdom. Den viden ville han gerne have haft med sig gennem livet.

”Jeg vidste, at der var psykisk sygdom i min mors familie. Jeg er derfor opdraget med en åbenhed over for psykisk sygdom, men det var vældig mærkeligt for mig 30 år efter min fars død at finde ud af, at han havde kæmpet med en depression og skjult det, når han fortalte om sin ungdom. Vi blev fortalt, at han kom til skade med sit hoved i forbindelse med en håndboldkamp som ung, og at han derfor senere måtte afbryde sit studium i otte år og tage plads på flere gårde. 30 år efter hans død fandt jeg frem til en af hans gamle venner, som kunne fortælle, hvordan min far var gået til forbøn og på mirakuløs vis havde fået evnen til at læse og koncentrere sig tilbage. Flere kilder bekræftede forløbet. Det var ganske underfuldt, at han efter otte år blev helbredt for en depression, og hvorfor skulle det skjules? Det har jeg tænkt en del over. Han var en omsorgsfuld far, og han har villet skåne os, og måske har han ikke haft ordene for det, men jeg kan se, at den tabuisering ikke har været nogen hjælp, og også derfor vælger jeg at være maksimalt åben,” siger Peter V. Legarth.

Efteråret tegnede sig egentlig ganske lyst for Peter V. Legarth i august 2007, hvor han var bevilget studieorlov fra jobbet som underviser på Menighedsfakultetet.

Men han konstaterede, at studierne ikke gik som vanligt, når han satte sig for at fordybe sig. Han havde svært ved at koncentrere sig om læsningen, og han faldt ofte i staver. En af de sidste weekender i august tog han og hustruen, socialrådgiver Ruth Legarth, ud i deres nye sommerhus i Øer ved Ebeltoft. Efter en afslappet lørdag med gæster gik de til ro.

Den nat styrtede Peter V. Legarth. Han vågnede og følte sig overvældet af en dyb, brummende lyd. Han husker det, som om lyden trængte sig på ham fra alle sider, og han løb ud i mørket på bare tæer. Ikke langt fra sommerhuset ligger Djursland Vindmøllepark med fire store vindmøller, og nogle dage kan man, afhængig af vindretning, høre en lavfrekvent lyd fra møllerne i og omkring sommerhuset, men så klart kunne han ikke tænke den nat. Den nat lød den lavfrekvente lyd ikke som en vag lyd. Det var som et angreb, han gennemlevede, mens han styrtede.

”Det var som en sylespids, som gik direkte i mit indre. Jeg gik ud af huset og stod med løftede arme i græsset og forsøgte at mane angrebet i jorden ved at bruge Jesu navn. Jeg oplevede det som en dæmonisk magt, som jeg skulle bekæmpe, og det var et kæmpe nederlag for mig, at jeg ikke kunne mane det i jorden ved at bruge Jesu navn, for jeg havde en tro på, at når man brugte Jesu navn i sådan en sammenhæng, så ville man kunne sejre over det, som smertede så meget,” siger han.

Hvor længe han stod ud i den lyse nat med løftede hænder, husker han ikke, men han husker følelsen af at være martret, ligesom han husker, hvordan han nærmest var desperat efter at komme til sin praktiserende læge.

”Jeg var vant til at være et kontrolleret menneske, og jeg elsker at have styr på tingene, så det var gennemgribende ubehageligt og meget chokerende for mig at miste kontrollen over mit sind.”

Depressionen tog sin tid. Et halvt år gik der, inden han langsomt kunne vende tilbage til jobbet.

Mens han var syg, skrev han om sin barndom, og så flygtede han ud på sin cykel. 25 eller 30 kilometer cyklede han hver dag ad veje, hvor han var sikker på ikke at møde mennesker, han kendte. Han udviklede en slags socialfobi og havde kun lyst til ægtefællens selskab. Sommerhuset kunne han ikke tænke på at besøge. Han fortæller om en cykeltur, hvor han så en bus, hvor der stod Ebeltoft på. Alene ordet ”Ebeltoft” gjorde, at han fik et fysisk ubehag og måtte vende om.

”Jeg måtte nærme mig sommerhuset gradvist ad flere gange. Jeg cyklede ud på Mols til et sted, hvor jeg kunne se Ebeltoft, og her blev jeg hentet af min kone. En anden gang klarede jeg at komme til byskiltet, hvor der stod Ebeltoft, og endelig en dag kunne vi køre forbi huset, men der gik næsten et år, inden jeg kunne overnatte i sommerhuset igen.”

Da han skal til at vende tilbage til sit job, spørger hans læge, om Peter V. Legarth har oplevet, at hans tro har været en hjælp.

”Jeg måtte indrømme, at jeg syntes, troen var mere et problem end en løsning. Jeg kendte jo alle beretninger i Bibelen om mennesker, som kom til Jesus og blev helbredt, og jeg kender de historier fra vores tid om mennesker, som er blevet helbredt, så det var svært for mig at opleve Guds tavshed,” siger han.

Troskampen i forbindelse med sygdommen, har han valgt at være åben om, og han er overrasket over, hvor mange som har kunnet nikke genkendende til hans kamp.

”Det viser sig, at der er flere end mig, som kæmper med det her problem, men mange er i tvivl om, hvorvidt de kan tillade sig at sige det. Ved at jeg bekendte min kæmpende tro over for blandt andet de studerende, så lukkede det nogle døre op for andre, som havde det på samme måde. På den måde oplever jeg, at det giver mening at være åben.”

Peter V. Legarth er vokset op i et hjem med aftenbøn og søndagsskole. Han er født i Ørum på Djursland, men de første minder er fra Jegindø i den vestlige del af Limfjorden, hvor hans far var præst. Et trygt og velfungerende hjem, men også et hjem med en mor med et sart sind. I søndagsskolen fik han grundlagt, hvad han beskriver som en ”dårlig samvittigheds-kristendom”.

”Gud var som en politibetjent, som gik og holdt øje med mig og måske bedrøvedes over mig. Vi sang 'Pas på lille øje, hvad du ser. Pas på lille øre, hvad du hører'. Og man tænkte, at uh ha det gjaldt om at passe på de mange farer.”

Han blev student fra Randers Statsskole i 1968 og rejste til Aarhus, hvor han begyndte at læse teologi. Som helt ung teologistuderende hørte han en tale, som ændrede hans syn på Gud.

”Ordet 'elsket' kom til at stå som noget helt centralt for mig i min kristendomsopfattelse. Det var en kopernikansk vending. Jeg så for mig, at Gud fik øje på mig, og hans første tanke var, at jeg var et elsket barn. Før havde jeg tænkt, at Guds første tanke var: 'Han er mit barn, og det går ikke særlig godt.' Det kan måske lyde forsimplet, men det var en vigtig og frisættende afklaring, som jeg levede på i mange år.”

I sygdommen blev hans tro til en kæmpende tro. Ordene: ”Led os ikke ind i fristelse” fra Fadervor blev en central bøn for ham.

”Jeg følte, at sygdommen var en fristelse til at give afkald på troen og på Gud. Jeg var på nippet til at opgive troen, og jeg var godt klar over, at det ville være en stor omkostning i mit liv, for jeg ville skulle opgive stort set alt, hvad jeg har arbejdet med. Men jeg kunne på den anden side ikke holde ud til at være en slags skuespiller, der lod, som om jeg var et kristent menneske. Jeg syntes, jeg gennem mit liv havde oplevet så mange gode tegn på, at Gud havde hjulpet mig, når jeg spurgte Gud: Er Gud virkelig? Så hvorfor holdt han sig nu tilbage.”

Efter depressionen har Peter V. Legarth været kritisk syg flere gange. Ved juletid i 2011 var hans hjerte ved at sætte ud, og han fik indopereret en pacemaker. Da lægerne efterfølgende ville tjekke, om han havde haft en blodprop i hjernen, fandt de en kraftig indsnævring i hovedpulsåren. Et ar på højre side af halsen er en påmindelse om den dag i januar 2012, hvor han blev opereret. Sidste efterår var han indlagt i seks uger med meget høje infektionstal, og hvad der viste sig at være en blodforgiftning, som blev yderligere kompliceret af problemer med hans hjerte.

”Efterhånden som mit sind fik det bedre, så fik min tro det også bedre, men det er en meget langsom proces.”

”Paradokserne i den kristne tro er kommet til at betyde mere for mig, og de paradokser har jeg ikke i samme grad været bevidst om tidligere. Forestil dig, hvis du har et livssyn, hvor alt lader sig forklare, hvad gør du så, når man står over for det uforklarlige? Guds almagt viser sig til tider i stor afmagt, som da Jesus må råbe ud fra korset: 'Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?'. Her afslører den almægtige Gud sin magt i afmagten.”

”Jeg tror på, at Gud er en konkret og levende virkelighed, men jeg må erkende, at det ikke bare viser sig uden videre. For mig er det vigtigt, at Jesus har levet og fysisk led og døde, men jeg må leve med, at jeg ikke nødvendigvis erfarer den virkelighed af Guds eksistens, og det er et paradoks, som jeg synes, er svært at leve med. I min sygdom kom jeg ud på kanten af livet og troen, jeg var lige ved at falde ned. Når man hænger ude på kanten, så leder man efter holdepunkter. I min søgen efter holdepunkter måtte jeg acceptere, at paradokset klæber sig til min tro.”

Han fortæller om operationen for indsnævringen på hovedpulsåren i halsen. Han var ved bevidsthed under operationen.

”Jeg vidste, at operationen kunne betyde, at jeg ville miste min stemme, og det var meget ubehagelig at være klar i hovedet under en sådan operation. Mens jeg bliver opereret står der 'elsket' på væggen i operationslokalet. Jeg følte, at der oplevede jeg Guds kærlighed i sin modsætning. Jeg er så glad for det ord, som stod så tindrende klart for mig som et glimt i en åndelig ørkenvandring.”

Gennem sygdomsperioden og i tiden efter er Gud blevet mere underfuld for Peter V. Legarth. Hvor han tidligere læste teologiske, opbyggelige bøger, når han ville slappe af, så læser han i dag dansk skønlitteratur. Og med en grundighed, som er kendetegnende for Legarth, så har han besluttet sig for at læse alle værkerne fra den store kanon fra Undervisningsministeriet. Ikke siden han var dreng og købte Gyldendals Tranebøger for sine lommepenge, har han læst skønlitteratur.

”Med skam må jeg melde, at jeg ikke læser opbyggelige bøger mere bortset fra Bibelen, som min kone og jeg læser i hver dag. Jeg har fået sans for nogle værdier, som jeg ikke tidligere har sat pris på. Vi går vældig gerne i Musikhuset og i teateret, og så er der nogle af de kirkelige ting, som jeg er blevet mindre optaget af. Min garderobe er blevet mere farverig. Jeg har tidligere gået med farver, som får en til at forsvinde, men jeg er taknemmelig for at leve og vil gerne udtrykke den glæde i farver.”

”Før jeg blev syg, havde jeg nogle teoretiske, teologiske forklaringsmodeller, som jeg kunne bruge til at forklare lidelsens problem med. Men da jeg selv var syg, kunne jeg ikke bruge de modeller til noget. Jeg er kommet til at holde af ordet 'under' og mit billede af Gud er blevet større og mere ophøjet.”