Usikkerhed har altid været min følgesvend

Hvor stramt binder vores baggrund os? Professor Tim Knudsen brød sin sociale arv, men har hele livet levet med en usikker og ensom følelse af at være på udebane i den akademiske verden. Og med ikke at blive forstået af den verden, han kom fra

Professor Tim Knudsen faldt straks for det abstrakte billede af Anker Jørgensen, som her hænger bag ham i hjemmets stue. For de to har et slags skæbnefællesskab. De kommer begge fra arbejderfamilier og endte i et akademisk miljø, som aldrig blev helt hjemmevant for dem. For Tim Knudsen betød det en livslang kamp for at finde fodfæste, for der var ikke megen forståelse eller respekt at hente fra familien. -
Professor Tim Knudsen faldt straks for det abstrakte billede af Anker Jørgensen, som her hænger bag ham i hjemmets stue. For de to har et slags skæbnefællesskab. De kommer begge fra arbejderfamilier og endte i et akademisk miljø, som aldrig blev helt hjemmevant for dem. For Tim Knudsen betød det en livslang kamp for at finde fodfæste, for der var ikke megen forståelse eller respekt at hente fra familien. - . Foto: Petra Theibel Jacobsen.

Der hænger et særligt maleri i Tim Knudsens stue. Man ser det ikke ved første øjekast, men det forestiller Anker Jørgensen, Danmarks statsminister i store dele af 1970'erne.

Det er et surrealistisk maleri fuldt af forskelligt farvede felter og figurer, måske som et symbol på en sammensat mand, der kom fra en fattig opvækst i arbejderklassen og blev landets mest magtfulde.

”Det er vel et meget godt sted at begynde,” siger den 70-årige pensionerede professor fra Institut for statskundskab på Københavns Universitet.

Egentlig er han lidt forbeholden over for at skulle fremhæve sig selv i et længere interview, for han har brugt en del kræfter gennem livet på at gøre det modsatte. Han har ikke villet være ”ham professoren” i en familie fjernt fra den akademiske verden. Og han har altid været påpasselig med at gøre sine præstationer mindre tydelige over for en storebror, der også havde akademiske interesser, men hvis liv drejede i en anden og tragisk retning.

”Men jeg er måske nået et sted i mit liv, hvor usikkerheden ikke længere styrer mig, og hvor der er blevet mere tid og ro til at reflektere lidt dybere over, hvordan og hvorfor det hele er gået, som det er,” siger han.

Og det er her, det giver god mening at begynde ved Anker Jørgensen, for som den tidligere statsminister er Tim Knudsen endt langt fra sit udgangspunkt. Det bliver tydeligt, når man går rundt i hans og hustruen Birgits flotte hjem med udsigt over Grøndalsparken på grænsen mellem København og Frederiksberg. Og når man kigger nærmere på de hædersbevisninger, som hænger flere steder på væggene.

Ud over at være en respekteret forsker inden for statskundskaben og en flittigt brugt foredragsholder og politisk kommentator i medierne har han udgivet en række bøger og artikler på forskellige sprog, han har modtaget flere priser for sit arbejde og er optaget i det prestigefyldte Det Kongelige Danske Selskab til Fædrelandets Historie.

At det skulle gå sådan, var der ikke andre end Tim Knudsen selv, som forestillede sig, da han voksede op i efterkrigstiden på Amager under jævne kår, til tider endda fattige. Faderen var funktionær i et speditørfirma, moderen uddannet frisør, men hjemmegående, og overskuddet var til at overse i en familie, hvor forældrenes ægteskab oven i købet var dårligt kørende.

I skolen var Tim dog ovenpå. Kammeraterne kaldte ham ”fessor”, for han fik topkarakterer i alle fag, og hans videbegærlighed var ubegrænset. Indimellem, når han hørte professorer udtale sig klogt i radioen om alle mulige interessante emner, formastede han sig endda til at tænke: Jeg vil også være professor en dag.

Men så i efteråret 1959 blev hans far fyret, faldt dybt ned i en depression og tog sit eget liv få måneder senere.

”Jeg var i chok, det var hele familien,” fortæller Tim Knudsen.

”Ikke at jeg var specielt tæt på min far, men han var jo grundstammen, også økonomisk. Jeg blev sendt i skole dagen efter, sådan var det dengang, og vi talte aldrig om det, men noget gik i stykker i mig. Jeg mistede den selvtillid, jeg havde opsparet, og begyndte at klare mig dårligere i skolen. Og en dag sagde min mor så, at jeg ikke skulle i gymnasiet.

Lige som mine to ældre brødre var jeg nødt til at tjene penge. At læse var en luksus, vi ikke havde råd til, og det gjorde mig til en indelukket og vred ung mand. Jeg havde en klar følelse af, at mit liv var kørt af sit spor.”

Efter et par ”håbløst kedelige” jobs endte Tim Knudsen tilfældigt i Københavns Kommunes Børne- og Ungdomsværn. Han vidste nok, hvad det ville sige at få penge til at strække, men omfanget og dybden af fattigdom i Danmark overraskede ham alligevel. Særligt i Valbys kolonihavekvarter stod det slemt til med op til 17 børn i en lille hytte uegnet til beboelse. Og hvor børnene systematisk blev sendt på tyvetogt for at sikre familiens overlevelse.

Arbejdet gav god mening, men han blev frustreret over ikke at kende og forstå de større sammenhænge i kommunens sociale indsats. Alle lod til at være mest optaget af at fjerne børn fra deres familie og mindre af, hvordan det derefter gik dem, selvom de ofte blev kastebolde mellem familier og myndigheder.

En undertrykt, men ikke nedbrudt drøm blev vækket til live igen.

”Jeg overvejede i de år, om jeg skulle gøre som mine to større brødre og blot holde mit job ud og i stedet leve mit liv i fritiden. Men jeg kunne ikke. Jeg malede, spillede saxofon og dyrkede lidt atletik, men det var ikke nok. Det brændte i mig for at forstå mere af verden, så jeg begyndte på studenterkursus ved siden af arbejdet. Og det ændrede mit liv.”

Teksten fortsætter under billedet 

Tim Knudsen blev mønsterbryder, da han som den første i familien fik en akademisk uddannelse. Han har altid været drevet frem af en umættelig trang til at forstå de store sammenhænge. -
Tim Knudsen blev mønsterbryder, da han som den første i familien fik en akademisk uddannelse. Han har altid været drevet frem af en umættelig trang til at forstå de store sammenhænge. - Foto: Leif Tuxen

Hans ældste bror var ikke så heldig. Han havde ellers store evner, og det var herfra, Tim hentede sin kærlighed til historie, litteratur og samfundsforhold. Igen og igen kom broderen hjem med favnen fuld af biblioteksbøger, men hans far havde andre planer for sin førstefødte. Faderen havde aldrig selv fået den handelsuddannelse, han havde drømt om, og nu skulle det være sønnens skæbne.

Det var en fejlplacering af de grovere, og da broderen, der var født otte år før Tim, samtidig løb panden mod konjunkturerne og havde svært ved at finde et godt job, var kimen lagt til et ulykkeligt arbejdsliv. Og da han døde tidligere i år, var det som en bitter mand, der ikke længere havde lyst til at leve, fortæller Tim Knudsen.

”Min bror blev på mange måder en erstatning for min far, og jeg spejlede mig i ham, fordi vi lignede hinanden så meget. Jeg har nok følt, at mit liv sagtens kunne være gået som hans, hvis jeg ikke havde taget det studenterkursus.”

At han gjorde det, var nærmest et mirakel. Timerne lå i forlængelse af arbejdet, og typisk lagde han først bøgerne fra sig, når han skulle i seng. Han var blevet gift allerede som 20-årig, men studierne sled forholdet fra hinanden. Alligevel blev han ved.

”Jeg tror, at en stor del af den drivkraft, som har skubbet mig fremad gennem min karriere, skyldes den kraftanstrengelse, det var at tage den uddannelse. Det gjorde den enormt dyrebar for mig, og jeg kan stadig lige så tydeligt huske følelsen af intens stolthed, da jeg den første morgen gik fra Rådhuspladsen gennem Indre By til Rosenborggade og Institut for statskundskab.

Men jeg kan også huske, hvor trykket af ærefrygt, jeg var, for jeg var der jo på trods. Jeg var den første og eneste i familien, der gik den vej, og i mit hoved måtte universitetslærere derfor være klogere end mig. Sådan hænger det langtfra altid sammen, fandt jeg senere ud af, men dengang følte jeg mig aldeles på udebane, og den usikkerhed, det skabte, satte sig dybt i mig. Det er først de seneste år, jeg synes, jeg er sluppet helt af med den,” fortæller han.

Tim Knudsen sætter kager på bordet, bagt af hans kone gennem mere end 30 år. Hun arbejder stadig og er ikke hjemme, men hun har spillet en betydelig rolle for hans karriere. For det var ikke nemt at flytte sig så langt fra sit udgangspunkt. Ingen i hans familie eller nære omgangskreds kendte noget til den akademiske verden, og de spurgte heller ikke.

Der var ingen, han kunne drøfte sine overvejelser og tvivl med, og ingen, der var villig til at glæde sig med ham over sejrene.

”Min mor og mellemste bror nævnte det aldrig med et ord, når jeg blev forfremmet, udgav en bog eller var i medierne. De anede ikke, hvad jeg lavede, og det interesserede dem heller ikke. Jeg er vokset op med, at 'Det Bedste' var det, man primært orienterede sig i, så jeg følte mig meget ensom i min egen familie.

Det skete, at jeg sendte mine artikelmanuskripter til min ældste bror for at få hans vurderinger, men det var en balancegang, for jeg udlevede jo hans drøm. Jeg fortalte ham aldrig, at jeg var blevet optaget i Det Kongelige Danske Selskab til Fædrelandets Historie, jeg kunne simpelthen ikke få mig selv til det, selvom det kriblede i mig. Jeg var jo stolt af det, jeg opnåede, og følte også, at jeg fortjente lidt respekt. Men det var en kamp, jeg umuligt kunne vinde, og derfor tog jeg den ikke.”

Og måske netop derfor blev han ved med at føle sig på udebane, selv længe efter at han blev et etableret og respekteret navn inden for statskundskaben. Mange af de andre på studiet var båret frem af den indre dynamik i at komme fra et akademisk hjem. Og af følelsen af at høre til. Selv var han konstant i tvivl om egne og andres kvaliteter. Det kan godt være udmærket i forskning, men der var for meget af den, erkender han.

Tvivlen var han dog ikke ene om. Netop i de år blev universitetsverdenen åbnet op for flere tusinde unge uden tradition for det akademiske. Det mærkede Tim Knudsen tydeligt, da han selv blev vejleder og med et enkelt blik lærte at se, om den studerende, der stod i døråbningen, var en fra et akademisk hjem, der helt selvfølgeligt forventede ros, eller en fra en baggrund som hans egen, som forventede at blive trynet.

”Jeg tror ikke, man kan overvurdere de mentale forskelle mellem en studerende fra Hellerup og en fra Albertslund. Selvfølgelig er der undtagelser, men jeg er gang på gang blevet overrasket over, hvor meget deres baggrund binder dem - til trods for, at jeg jo selv har oplevet det samme. Man tænker på en bestemt måde, og ens familie er ofte med til at fastholde én i den tankegang. Mit held har paradoksalt nok været de meget løse bånd til min familie. Det har nok gjort det nemmere for mig at bryde min sociale arv,” fortæller han.

Der har dog været et regnskab, der blev bygget op gennem årene. Den manglende støtte lærte Tim Knudsen at leve med, men respekten har været svær at undvære. Og for et par år siden fik han nok.

”Det var ved det bord, vi sidder ved nu,” siger han og slår let på spisebordet.

”Vi spiste julemad, mine brødre og jeg, og så fortalte jeg, at jeg netop havde fået en lille pris for en bog, jeg havde skrevet. Sådan noget fortalte jeg ellers aldrig, men jeg var jo næsten 70 år og ville ikke længere påtage mig rollen som lillebror. Jeg havde holdt igen så længe, aldrig pralet, aldrig være bedrevidende i alle de samtaler, hvor de andre - med al respekt - ikke vidste, hvad de talte om.

Nu måtte det måtte være slut med det spil. Men de kiggede bare på mig. Ingen af dem kunne få sig selv til at sige tillykke, og de spurgte heller ikke til prisen eller bogen, der handlede om skandalesager i ministerierne. Fem minutter efter begyndte min mellemste bror så at kloge sig på skandaler, og så blev jeg gal. Jeg ville anerkendes som fagmand. Det er mig, folk ringer til om det her emne, sagde jeg. Men jeg er ikke sikker på, at jeg helt blev forstået.”

På væggen hænger Anker Jørgensen stadig med de karakteristiske hvirvler over ørerne. Det var også langtfra alle, der forstod ham, og han fandt sig i ufattelige mængder hån og mistro fra flere sider. Nogle gange var kritikken berettiget, påpeger Tim Knudsen, men man er samtidig nødt til at have respekt for, at Anker Jørgensen altid bevarede sin menneskelighed og ydmyghed. Han glemte aldrig, hvor han kom fra.

Det har Tim Knudsen heller ikke glemt. Selvom han er pensionist, arbejder han ikke meget mindre end tidligere, han prioriterer blot tiden anderledes. Derfor holder han flere foredrag end nogensinde, og han gør det især for at give tilbage.

”Lige siden dengang, jeg begyndte på studenterkursus, lovede jeg mig selv, at hvis jeg med tiden lærte noget, ville jeg prøve at dele det med folk, der ikke var del af det akademiske miljø. Jeg følte virkelig, at det var et privilegium at kunne leve af at udvide min viden, og det ville jeg betale af på. Indtil midten af det 20. århundrede var det faktisk meget udbredt, at akademikere drog ud til husmoderforeninger, højskoler og så videre for at folkeoplyse. Og man lagde stor vægt på at skrive forståeligt. Begge dele er gået af mode i dag, faktisk er det gået i den stik modsatte retning, hvor alt foregår på engelsk og mest handler om at konkurrere. Men Anker Jørgensen tog for alvor ud og talte med almindelige folk. Også af den grund fortjener han at hænge der på væggen.”