Uffe Elbæk: Jeg tænker, nu dør jeg. Og det er helt perfekt

Uffe Elbæk mener ikke, at hans politik er udtryk for utopi, men en realisme. ”De utopiske er alle dem, som tænker, at man kan fortsætte med at forbruge, som vi plejer. Der er ingen systemer, som på sigt kan klare, at man bruger flere ressourcer, end man kan gendanne,” siger partilederen. Foto: Petra Theibel Jacobsen

Når jeg møder et problem, så tænker jeg: Hvad vil livet lære mig, siden jeg står i den her situation?
Uffe Elbæk

Når Uffe Elbæk er i krise, spørger han, hvad livet mon vil lære ham. Alternativets partileder tror, der er en dybere mening på spil

Uffe Elbæk siger, at han har drømt, hvordan han dør. Det er en detaljeret drøm, som han kan genfortælle i detaljer. I drømmen så han sig selv sidde i en magelig, flettet stol på en overdækket altan med blikket rettet mod bølgerne, som rullede ind mod stranden. Bølgernes lyd blandede sig med Billie Holidays stemme, som han hørte inde fra stuen, hvor der var et menneske. Bølgerne lignede ikke dem, han er fortrolig med fra Vesterhavet, men bølger, som han kender dem fra kysten nord for New York.

”Jeg tænker, nu dør jeg. Og det er helt perfekt.”

Partileder Uffe Elbæk er forvisset om, at det hele ender godt. Troen på, at det ender godt, er en ledetråd i den politiske leders livssyn, som giver ham en ukuelighed, forklarer han denne sene eftermiddag, hvor vi er mødtes for at tale om, hvordan han finder mening.

”Jeg er opdraget til at tro på, at problemer kan løses. Jeg har haft kæmpe udfordringer, men jeg har altid klaret det. Når jeg møder et problem, så tænker jeg: Hvad vil livet lære mig, siden jeg står i den her situation? Jeg er ikke i tvivl om, at den enorme, dramatiske politiske situation, jeg var igennem, op til jeg gik af som kulturminister, lærte mig noget. Der var noget, som jeg skulle opleve politisk, for at jeg kunne nå hen til den erkendelse, som gjorde, at jeg sammen med en række gode folk kunne lave Alternativet. Du kan spørge, om det bare er mig, som er god til at se en mening, men jeg oplever det som om, der er en dybere mening på en mærkelig måde,” siger han.

Der er sjældent stille om den 61-årige politiker, som denne vinter nærmest blev udråbt som landsforræder for sine udtalelser om regeringens flygtningepolitik. Også her mener han, at der var noget, livet ville lære ham: En lektion i medielogik.

”Jeg har fået genbekræftet, at hvis en politiker fremfører et slagkraftigt personangreb, så vil der altid være medier, der vil bringe det, uanset at beskyldningerne ville kunne modbevises ved lidt research på Google. Jeg har hverken 'rejst rundt' med et budskab, sagt ordene 'nazi' og 'holocaust' eller sagt, at Danmark slår asylansøgere ihjel. For mig genbekræfter sagen desuden, at mediernes hensyn til kliktal overstiger nyhedskriterier såsom væsentlighed.”

”Sagen viste også, at borgerne i en grad er begyndt at gennemskue den slags personangreb, ligesom mange ser, hvordan medierne giver ukritisk medløb til dem,” siger han og henviser til den humoristiske modbølge, som opstod på Twitter. Heller ikke medlemsfremgangen for partiet er stoppet. Partiet modtager omkring 20 indmeldelser dagligt og tæller nu over 8000 medlemmer.

Man skal gå langt for at komme til Uffe Elbæk og Alternativets lokaler på Christiansborg. Oven på de kongelige stalde med udsigt til ridebanen sidder Alternativets ni folketingsmedlemmer. Her brydes Christiansborgs stilrene, klassiske indretning af et bananskilt, hvor der står ”yoga” med pangfarver. Man kan dog ikke dyrke yoga her. I lokalet sidder billedkunstneren Michael Brammer, der som et eksperiment har indrettet et af Alternativets mødelokaler som et åbent atelier.

Selv har Uffe Elbæk ikke meget plads på sit kontor, som han deler med tre andre, for det unge parti har en stor stab med omkring 30 medarbejdere på Christiansborg, hvoraf mange er praktikanter og studentermedhjælpere, men det lykkes at finde et tomt mødelokale. Manden, som argumenterer for, at man over en 10-årig periode sænker arbejdstiden fra 37 til 30 timer om ugen, skulle for længst være gået hjem, hvis han skulle tage sin egen medicin. I dag har han aftaler frem til klokken 21, fortæller hans personlige assistent.

Uffe Elbæk har ikke kørekort og cykel er hans foretrukne transportmiddel. Foto: Petra Theibel Jacobsen

”Mine yngre kollegaer driller mig med, at jeg har spist et atomkraftværk. De synes aldrig, jeg går tør for energi. Jeg er 61 år, og de er 30 og synes, det er hårdt. Men for mig giver det, jeg er engageret i, dyb mening,” siger han.

Det er godt to år siden, han præsenterede det nye parti, og mange iagttagere var skeptiske, når de blev spurgt om fremtiden for projektet. Vælgernes opbakning til partiet ved valget i sommer overraskede selv Elbæk.

”Jeg var aldrig i tvivl om, at det ville lykkes os at blive valgt ind, men jeg var da i tvivl om, hvornår det ville ske.”

Økonomer og tænketanke har kritiseret partiets økonomiske politik, og partilederen er vant til at blive beskrevet som utopisk partistifter, men mener, det er kritikerne, som er utopister. For Uffe Elbæk er utopi imidlertid den nye ansvarlighed.

”Jeg synes ikke, at det er et utopisk projekt, vi har gang i. De utopiske er alle dem, som tænker, at man kan fortsætte med at forbruge, som vi plejer. Der er ingen systemer, som på sigt kan klare, at man bruger flere ressourcer, end man kan gendanne. Ud fra en række parametre lever vi på en måde, som ikke er bæredygtig. Jeg synes, det er de andre, som er helt utopiske, mens vi er dybt realistiske og ansvarlige. Vi må finde andre måder at danne mening på end gennem forbrug. I fremtiden kan vi ikke forbruge mere, men vi kan forbruge bedre.”

Uffe Elbæk er barn af højskole-Danmark. Noget af det mest eksotiske i hans barndom var, når familien holdt ferie, og forældrene selv lavede mad. Han blev født i 1954 på Ry Højskole, hvor hans forældre, Karin og Christian Elbæk, var lærere. Han er nummer to i en søskendeflok på fire.

”Det var kun i ferierne, at vi bare var os som familie. Til hverdag spiste vi børn morgenmad i højskolens køkken, hvor der var ved at blive lavet kaffe til eleverne, og aftensmaden spiste vi sammen med eleverne. At vokse op på en højskole er lidt som at leve i kibbutz, for du er en del af et kollektiv.”

"Jeg synes, det er de andre, som er helt utopiske, mens vi er dybt realistiske og ansvarlige. Vi må finde andre måder at danne mening på end gennem forbrug. I fremtiden kan vi ikke forbruge mere, men vi kan forbruge bedre." Foto: Petra Theibel Jacobsen

Han husker barndommens indianerlege, hvor han ikke skulle begrænse sig, fordi der var god plads på højskolen, og når han vendte hjem efter besøg hos klassekammerater, følte han sig privilegeret over den fysiske arena, som var hans.

”Jeg kunne ikke have drømt om en bedre opvækst. Jeg føler mig privilegeret over at være vokset op i en social ramme, hvor der var højt til loftet og en enorm iltning af inspiration,” siger han.

Da han var 12 år, blev hans forældre ansat på Store Restrup Højskole lidt syd for Aalborg, hvor hans far blev forstander. Her oplevede Uffe Elbæk de store forandringer, som kom med 1968. Erfaringer, som han mener, har været med til at gøre ham til den, han er.

”Jeg fik hele ungdomsoprøret leveret på mit dørtrin. Det var et heftigt liv med mange holdninger og stoffer. Jeg så op til højskoleeleverne, og jeg syntes, det var fantastisk at forsvinde ind i et univers af røgelsespinde og Janis Joplins musik. Kultur og social forandring smeltede sammen, og den grundlæggende tanke var, at alt var muligt, og alt kan gøres anderledes.”

Miljøet på højskolen omfattede også unge amerikanere, som kom i Elbæks barndomshjem, og nogle af hans tætteste venner i dag er amerikanske studerende, som han mødte i de år.

Deres fortællinger fik ham til at drømme om at købe et folkevognsrugbrød og køre tværs over USA, som Bob Dylan havde gjort, og engagere sig i de nye, politiske græsrodsbevægelser. Samtidig med at muligheder åbnede sig, blev familien udfordret. Hans far udviklede et alkoholmisbrug og måtte gå af som forstander som en konsekvens.

”Jeg havde det mere end bøvlet med, at min far skiftede personlighed, når han drak, og jeg syntes, det var ubehageligt at være hjemme, når han var fuld. Ja, jeg var bange.”

"Jeg beundrer min mor for den robusthed, hun har vist gennem det her. Min far var invalid, og hun stod som eneforsørger og uddannede sig til socialrådgiver, da hun var i slutningen af 40'erne og rykkede familien til hendes rødder i København.” Foto: Petra Theibel Jacobsen

I 1971 slog familien sig ned i Aalborg, hvor den for første gang levede et familieliv uden for højskolens verden. Uffe Elbæk kom på gymnasiet i Aalborg, men flyttede tidligt hjemmefra, fordi han havde svært ved at rumme sin fars misbrug.

”Det smukke ved det var, at min mor og far blev sammen i hele forløbet. De elskede hinanden og gik gennem krisen sammen. Min far fik flere hjerneblødninger og lammelser, hvilket måske var meget godt, for så kunne han ikke hente sit sprut nede ved Brugsen. Jeg beundrer min mor for den robusthed, hun har vist gennem det her. Min far var invalid, og hun stod som eneforsørger og uddannede sig til socialrådgiver, da hun var i slutningen af 40'erne og rykkede familien til hendes rødder i København.”

Hans mor overtog sine forældres hjem på Bellahøj i København, hvor hun fortsat bor. Til maj fylder hun 90 år, og Uffe Elbæk er sig bevidst, at det er en gave som 61-årig at have en så frisk mor.

”Det har været en sorg for mig, at jeg ikke har kendt min far som voksen. Det er et afsavn, som jeg lever med,” siger han og fortæller om den dag, hvor hans mor fejrede sin 85-årsfødselsdag med omkring 100 gæster.

En del af de inviterede var gamle elever fra deres mange år som højskolefamilie.

”De gamle elever holdt taler og fortalte, hvad det havde betydet for dem at komme i min mors og fars hjem. Bagefter talte jeg med min storebror om, hvor berigende det var indirekte at få en fortælling om min far som en voksen mand, for det havde vi jo aldrig selv nået at opleve. Talerne blev en påmindelse om, hvor meget vi var blevet præget af min far og gav perspektiver ind på, hvordan vi hver især agerer i dag.”

Elbæks mor er medlem af Vartov Valgmenighed i København, ligesom hendes forældre var det. Her er Uffe Elbæk og hans søskende døbt, og det er her, han går i kirke til jul. Foto: Petra Theibel Jacobsen

Elbæks mor er medlem af Vartov Valgmenighed i København, ligesom hendes forældre var det. Her er Uffe Elbæk og hans søskende døbt, og det er her, han går i kirke til jul. Men selv er han ikke medlem, og han har det svært med institutionaliseret religion.

”Jeg er ikke religiøs, men jeg har spirituelle interesser og er ikke i tvivl om, at der er noget, som får det hele til at hænge sammen på en fuldstændig magisk måde. Men religion har ført så meget dårligt med sig og gør det den dag i dag.”

Han husker en episode, hvor han bad Gud om at gribe ind. Det var i 1987, hvor han var indlagt på Marselisborg Hospital i Aarhus på intensivafdelingen.

Han var 33 år og i livsfare som følge af hjernebetændelse, som lægerne ikke kunne få bugt med.

”Feberen begyndte at stige igen, det så kritisk ud, og jeg var overhovedet ikke klar til at stille træskoene. Jeg bad, og jeg ved ikke, om det var noget større, som hjalp mig. Jeg tror dog mest, det var håbet. I sådan en krise trækker man jo på alt, hvad der er af god energi i en selv og uden for en selv.”

De sidste 30 år har Uffe Elbæk levet åbent som homoseksuel, men længe inden vidste han, at han var anderledes. Han kunne godt lide kvinder og blev far som 22-årig, men han var også tiltrukket af mænd.

”Fra mine gymnasieår har jeg haft en outsiderposition, som har givet mig et andet blik på verden. Men dengang talte jeg ikke om min fascination af fyre,” siger han.

Outsiderens anderledes blik på verden ser han som en af sine styrker.

De sidste 30 år har Uffe Elbæk levet åbent som homoseksuel, men længe inden vidste han, at han var anderledes. Han kunne godt lide kvinder og blev far som 22-årig, men han var også tiltrukket af mænd. Foto: Petra Theibel Jacobsen

Han fortæller om sit venskab med den britiske forretningskvinde Anita Roddick (1942-2007), som grundlagde The Body Shop og var kendt for tidligt at have fokus på etik og miljø. En dag havde de en samtale om, hvad der kendetegner interessante iværksættere.

”Vi kom frem til, at de bedste iværksættere var outsidere med en ambitiøs arbejdsdisciplin. Der er mange eksempler på mennesker, som har følt sig udenfor i familien eller i deres kultur, som er lykkedes med at skabe noget nyt,” siger han.

Men er Uffe Elbæk en outsider? Han medgiver, at han ikke just har tilbragt sit liv i kulissen, men netop været en god del i front som leder, debattør og politiker, som ofte har talt med en markant stemme.

”Men selv om du er i rampelyset, kan du godt have et outsiderblik. Jeg har været involveret i ret markante initiativer, og bag ved det hele har der været en grundlæggende oplevelse af, at vi må kunne gøre det bedre. Den udgave, vi kender af samfundet i dag, er ikke den bedste.”

Uffe Elbæk fastholder, at det ender godt. Vi har netop passeret kyndelmisse, som betragtes som vendepunktet i den kolde tid. For Elbæk er det en god metafor for, at man nogle gange må nå bunden for at skabe en ny begyndelse.

”Vi kan altid gøre det bedre. Ja, der er altid et alternativ.”