Værdighed indebærer også retten til at være til besvær

Praktiserende læge Hans Holmsgaard vil vende folkestemningen om aktiv dødshjælp. Hans ægtefælle er dement, men han ser ikke nogen modsætning mellem eksempelvis demens og et værdigt liv. Der skal trods alt kun flyttes 20 procent, for at det folkelige flertal tipper, siger han

Hans Holmsgaards arbejde med at vende folkestemningen om aktiv dødshjælp optager også hustruen, Lis. Når hun hører, at det i Belgien er blevet tilladt at tilbyde aktiv dødshjælp til demente, kan hun få den tanke, at der kunne komme en dag, hvor hun vil blive bedt om at tage stilling til, om hun som dement mener, at hendes liv er bevaringsværdigt. Hendes frygt er for ægtefællen Hans Holmsgaard en af mange grunde til, at holdningen til aktiv dødshjælp skal vendes.-
Hans Holmsgaards arbejde med at vende folkestemningen om aktiv dødshjælp optager også hustruen, Lis. Når hun hører, at det i Belgien er blevet tilladt at tilbyde aktiv dødshjælp til demente, kan hun få den tanke, at der kunne komme en dag, hvor hun vil blive bedt om at tage stilling til, om hun som dement mener, at hendes liv er bevaringsværdigt. Hendes frygt er for ægtefællen Hans Holmsgaard en af mange grunde til, at holdningen til aktiv dødshjælp skal vendes.- . Foto: Henning Bagger.

I sommer holdt lægesekretær og praktiserende læge Lis og Hans Holmsgaard en stor fest. Lis Holmsgaard var fyldt 60 år, men hun havde egentlig ikke lyst til at fejre dagen. Men de blev enige om at slå de to runde dage sammen og holde en fest i anledning af deres 120-årsfødselsdag. Nu hænger et stort indrammet foto fra dagen med fødselarerne, deres fire sønner, svigerdøtre og børnebørn i gangen i huset i Thyborøn. Det blev en god dag, og de ved begge, at det blev den sidste store, fælles fest, de vil komme til at fejre. Lis Holmsgaard har en demenssygdom, som hun på femte år får medicin for.

Hun har bagt de sprøde mandelkager og brygget en kande flødete, men sygdommen påvirker, begrænser og udfordrer. Hun fortæller, hvordan hun i den første tid var flov over sygdommen, men siden har parret valgt at være åbne om sygdommen.

”Med åbenhed er det lettere for andre at vise omsorg. Du kan ikke være skuffet over manglende omsorg, hvis du ikke beder om hjælp,” siger Hans Holmsgaard.

Omsorg er et nøgleord for ham. Han har sat sig for at rette fokus på omsorg for ad den vej at vende folkestemningen om aktiv dødshjælp.

Hans Holmsgaard var endnu ikke begyndt i skole, da han vidste, at han ville være praktiserende læge. Hans far drev dyrlægepraksis i barndomsbyen Kølkær ved Herning. Hans mor var sygeplejerske, og det var hende, som tidligt så, at hendes mellemste søn havde evnerne og interessen til en dag at blive familielæge. Et par år tænkte han, at han skulle være socialrådgiver, men den unge vestjyde søgte ind på medicinstudiet på Aarhus Universitet. Siden studietiden har han været optaget af de etiske overvejelser og dilemmaer, som knytter sig til lægegerningen: Abort, fosterdiagnostik, hjernedødskriteriet og transplantationer for bare at nævne nogle. Hans etik bygger på et kristent livssyn, som har fulgt ham, så længe han husker.

”Du kan ikke nødvendigvis finde direkte svar på alle etiske spørgsmål i Bibelen, men du kan uddrage nogle etiske principper: Livet er helligt og ukrænkeligt. Alle mennesker er skabt af Gud og derfor lige meget værd, og vi har ikke ret til at berøve andre livet. Det enkelte menneske har værdi i sig selv. Man kan sige, at Gud kun kan tælle til én. I hvert fald fortæller Jesus lignelsen om, hvordan hyrden gik ud og ledte efter det ene af de 100 får, som manglede. Fordi det enkelte menneske har værdi i sig selv, må man heller aldrig betragte et menneske som et middel for et andet menneske. Og endelig kan man med Bibelen sige, at det enkelte menneskes selvbestemmelse er et etisk princip. Man bestemmer selv, og man har selv et ansvar,” siger han.

For to år siden var han inviteret til et symposium i Skotland mod aktiv dødshjælp, og efterfølgende har han overvejet, hvad hans bidrag kunne være til at nuancere debatten om aktiv dødshjælp i Danmark. Han har fulgt den europæiske debat og selv blandet sig med debatindlæg. Når han læste omtale af rundspørger, som viste, at et flertal af danskere gik ind for aktiv dødshjælp, tænkte han, at det var, fordi spørgsmålene var farvede. Og sådan fik han idéen til at udforme sin egen undersøgelse. Det er typisk firmaer, organisationer og medier, som får Gallup til at lave en rundspørge, men i september i år besvarede godt 1100 danskere Hans Holmsgaards spørgsmål. Da han fik rapporten fra Gallup, tænkte han i første omgang, at han ville gemme den i en skuffe og undlade at dele resultatet. Rapporten viste, at 68 procent var enige i udsagnet: ”Det skal gøres lovligt på begæring fra patienten eller de pårørende at give en dødelig dosis medicin med det formål, at patienten skal dø.”

”Jeg havde virkelig ikke troet, at opbakningen til aktiv dødshjælp ville være så markant,” siger han og rejser sig for at hente ringbindet med undersøgelsen.

”Da jeg havde sundet mig lidt, tænkte jeg, at det var tid til at gøre noget. Vi skal trods alt kun flytte 20 procent, for at det folkelige flertal tipper,” siger han og fortæller, hvordan han i efteråret brugte meget af fritiden på at udforme initiativet ”Omsorg indtil døden”. Han udformede fem argumenter, som viser, at der er et alternativ til aktiv dødshjælp. Og så gik han på jagt efter meningsdannere på tværs af trosretninger og politiske skel. En del bakkede op, andre takkede nej, og undervejs var han ved at give op, men i november blev initiativet lanceret og fik en del omtale i både aviser, radio og tv, og for Hans Holmsgaard fortsætter kampen.

”Overordnet synes jeg, at man som kristen og som almindeligt tænkende menneske har en pligt til at blande sig i sit samfund og være med til at påvirke det. Man kan ikke komme bagefter og beklage sig over udviklingen, hvis man ikke har brugt de muligheder, man har. Den, som har evnen, har også pligten, og jeg er så en af dem, som har pligten til det, som jeg har gjort,” siger han.

Når Hans Holmsgaard skal fortælle om, hvad omsorg til døden kan være, så er det nærliggende for ham at tage fat i de erfaringer, han har gjort i de snart 27 år, han har været praktiserende læge i Thyborøn i det nordlige Vestjylland. Da han ville etablere sig som praktiserende læge, var det svært at finde en praksis. Der var en ledig praksis i Thyborøn, og familien besøgte den forblæste fiskerby med de forpjuskede haver og blev enige om, at det ikke var her, de ville slå sig ned. Men en ven af familien, som var vokset op her, fortalte, at der ikke var noget sted, hvor lærkerne sang skønnere end på Harboøre Tange, så de gav stedet en chance.

”Thyborøn er blevet et tilvalg. Du skal kunne tåle blæsten, men så kan du blive en del af et spændende lokalsamfund med en rig kirkelig historie og interessant geografi. Her er ikke noget, som skygger for horisonten, så vi har nogle helt fantastiske solnedgange,” siger han og peger ud i vintermørket, hvor man kan se lysene fra kemikalievirksomheden Cheminova. I klart vejr kan man se Bovbjerg Fyr 23 kilometer længere mod syd fra stuen.

I dag betegner parret sig som Thyborøn-boere. Hun har været formand for skolebestyrelsen og var i mange år lægesekretær i ægtefællens praksis, mens han har været formand for FDF og formand for menighedsrådet i syv år. Han har også taget initiativ til et alkoholfrit værested, som han var formand for i 11 år.

”Jeg kan ikke altid glemme mine patienter, når jeg går hjem. Mange af dem er venner, bekendte, naboer eller folk, som har været mine patienter i 25 år. Jeg er påvirket af deres lidelse, og de lærer mig meget om at være menneske,” siger han.

Generelt er folk i Thyborøn gode til at komme hinanden ved også i de svære stunder. Hans Holmsgaard fortæller om en dag, hvor han blev kaldt på havnen for at foretage et ligsyn. Far og søn havde været ude med kutteren, hvor faderen fik et slagtilfælde og døde.

”Da jeg nåede frem til havnen, var den afdøde omgivet af fiskere, som var kommet for at vise ham respekt og sige farvel. Man kommer hinanden ved og slutter op,” siger han.

Der er mange svære sager på Hans Holmsgaards bord.

”Det sidste år har været forfærdeligt og præget af en række cancerpatienter. Vi har aldrig mistet så mange patienter som sidste år. Ofte er det mig, som har henvist dem til hospitalet, og når de kommer hjem, fordi behandlingen er opgivet, så kommer de til mig. Jeg må sige, at jeg ikke kan tage sygdommen fra dem, men at der altid er noget, vi kan gøre og måske holde sygdommen i skak. Og det vigtigste er, at jeg kan love, at jeg vil være tilstedeværende. At turde være der sammen med patienten er min fornemmeste opgave, selvom jeg ikke kan gøre andet end at være medlidende med dem,” siger han.

Han har et tæt samarbejde med hjemmesygeplejen og bestræber sig på at komme på hjemmebesøg hos de terminale kræftpatienter.

”Det gør en forskel at turde være her. I mange år levede en mand i Thyborøn, som altid besøgte folk, som var syge. Han satte sig og sagde ingenting, men han viste sin solidaritet og medfølelse. Jeg mener, at det er en kristen borgerpligt, at vi skal turde være der, også når det ser mest umuligt ud,” siger han.

Hans Holmsgaard mener, at åndelig omsorg for nogle kan gøre en forskel. Han spørger af og til, om patienten har en tro, som kan hjælpe.

”Mange ved, at jeg er kristen, men jeg er bevidst om, at patienten er i et afhængighedsforhold til mig, som jeg ikke må misbruge til at trække mine holdninger ned over patienten. Jeg møder mange, som har en kristen tro, som de trækker på, og det er langt flere end dem, som sidder i kirken søndag formiddag. Troen kan leve meget stærkt, og jeg lærer utrolig meget af mine patienter i de situationer, og jeg forholder mig til min egen død. Herude sender folk af og til hilsner med de døende til dem, som er gået forud.”

Han fortæller om en patient, som selv havde regnet sig frem til, at han havde den sjældne og invaliderende sygdom ALS. Han havde læst om sygdommen på nettet og de nærmere undersøgelser viste, at patienten havde ret.

”Han indledte den første konsultation med at spørge, om jeg ville hjælpe ham med at dø. Jeg kan godt forstå at ønsket kan være der, og han spurgte mig gentagne gange i takt med, at hans sygdom udviklede sig. Jeg lovede, at jeg ville hjælpe ham, det bedste jeg kunne, men jeg kunne naturligvis ikke hjælpe ham med at dø,” siger Hans Holmsgaard.

Værdighed er et centralt begreb i debatten om aktiv dødshjælp, uanset om det gælder fortalere eller modstandere som Hans Holmsgaard. På spørgsmålet om, hvad der er et værdigt liv, fortæller han om den sidste samtale, han førte med sin far, Asger Holmsgaard. Han døde som 85-årig efter en årrække med parkinsonisme. De sidste år var han plejekrævende, men mentalt var han frisk.

”Jeg spurgte, hvad han tænkte om sit liv. Han svarede 'taknemmelighed'. Jeg spurgte, om der var noget, han havde fortrudt. 'Nej'. Og så spurgte jeg ham, om han var bange for døden, og han svarede: 'Nej, vi har Johannes 3. 16.' (Således elskede Gud verden, at han gav sin søn, den enbårne, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv, red.). Jeg spurgte ham ikke, om han syntes, de sidste år af hans liv havde været værdige, men det er jeg sikker på, at han syntes, selvom han også længtes efter at dø.”

”Vi siger, at vi ikke vil føle os til besvær. Men det er også et vilkår ved livet. Når vi bliver født, og når vi dør, er vi afhængige af andre, men det er der ikke noget uværdigt i. Et barn er ikke uværdigt, og det får heller ikke først værdighed, når det kan klare sig selv. Værdighed er noget, vi får givet, og værdighed indebærer også retten til at være til besvær. Andre vil sige, at de gerne selv vil bestemme deres død. Det er et udtryk for en illusion. Vi taler meget om selvbestemmelse, men de mest centrale forhold i livet er ikke omfattet af selvbestemmelse. Har du bestemt, hvor du er født, dine evner, dit helbred eller den kærlighed, som du er blevet mødt med?”.

Når Hans Holmsgaard taler med alvorligt syge patienter, er der en del, som frygter at skulle få meget stærke smerter. Her lover Hans Holmsgaard at gøre sit til at holde dem smertefri.

”Det kan nogle gange blive på bekostning af bevidstheden. Men der er en stor forskel på at give en smertestillende indsprøjtning for at lindre og for at slå ihjel. Vi fjerner ikke lidelsen ved at fjerne den, som lider,” siger han.

Det er 38 år siden, Lis og Hans Holmsgaard blev gift. Lis Holmsgaard ved, at Hans Holmsgaard ikke blot er en mand med en enkelt sag. Han har haft flere. Fra afviste asylansøgere og til kampen for at bevare akutfunktionen på Holstebro Sygehus. Hans arbejde med at vende folkestemningen om aktiv dødshjælp optager også hende. Når hun hører, at det i Belgien er blevet tilladt at tilbyde aktiv dødshjælp til demente, kan hun få den tanke, at der kunne komme en dag, hvor hun vil blive bedt tage stilling til, om hun som dement mener, at hendes liv er bevaringsværdigt. Hendes frygt er for ægtefællen Hans Holmsgaard en af mange grunde til, at holdningen til aktiv dødshjælp skal vendes.

”Du risikerer at skubbe til en masse udsatte mennesker, hvis du indfører aktiv dødshjælp, for så vil det blive ekstra svært at lægge andre til last,” siger han.

”Jeg kan kun se sygdom som noget ondt, og jeg vil bruge den mængde evner og kræfter, jeg har fået, til at gøre, hvad jeg kan for at bekæmpe sygdom. Jeg tror på, at Gud kan gribe ind, men han har ikke gjort min kone rask. Jeg har lovet Lis, at jeg aldrig vil svigte hende. Vi giver ikke op. Der er altid noget, vi kan gøre. Hvor længe vi skal være her, ved vi ikke, men i den afmålte tid skal vi have det bedst muligt.”