Vandring giver plads til store tanker

Mens løb renser mit sind, giver vandringen mig plads til at få nye idéer og tænke store tanker, skriver Marianne Florman. Iris

Når jeg vandrer i skoven, ved vandet eller ud ad landevejen, sker det, at jeg glemmer mig selv. Når det sker, opstår der lykkelige øjeblikke, hvor jeg oplever en vidunderlig forening med mine omgivelser
Marianne Florman

Da jeg fik hund, begyndte jeg at gå lange ture. Inden da havde jeg løbet og cyklet for at få motion. Men turene med hunden fik mine øjne op for, at der ligger en gave i vandringen, som ikke findes i hverken løb eller cykling, skriver Marianne Florman

Da jeg fik hund, begyndte jeg at gå lange ture. Inden da havde jeg løbet og cyklet for at få motion. Men turene med hunden fik mine øjne op for, at der ligger en gave og venter i vandringen, som ikke findes i hverken løb eller cykling.

Noget af det har med farten at gøre, noget har med tiden at gøre - men dybest set har vandringen blot et langt større væsen end at bevæge sig fra A til B.

Når jeg vandrer i skoven, ved vandet eller ud ad landevejen, sker det, at jeg glemmer mig selv. Når det sker, opstår der lykkelige øjeblikke, hvor jeg oplever en vidunderlig forening med mine omgivelser. Jeg er i ét med det store nu og naturen. Jeg er lille og stor på en gang. Jeg ved ikke, om jeg er vågen, eller om jeg drømmer. Men jeg er lykkelig.

Filosoffer, der beskæftiger sig med vandringen, fortæller, at der sker en frigørelse af ånden, når vi vandrer. Sportsvandrere, derimod, med gps'er, tidtagning og teknologiske sko, har en anden mission. De skal nå frem, de skal i bedre form, og helst med livet i behold.

Men vandrer vi længe nok og uden tid og sted for øje, kan vi opleve at møde den lille død. Der, hvor vi møder os selv, mister os selv og gennemgår en transformation og kommer tilbage fra vandringen som et nyt menneske.

Vi behøver ikke at tage til Spanien for at gå den store camino, vi kan nøjes med mindre. På Møn, hvor jeg bor, kan man vandre i mange timer uden at møde mennesker, man kan vandre hele vejen rundt om Møn, Bogø og Nyord - og på en af mine mange vandringer med hund og gode venner sagde jeg en dag til mig selv: ”Hvorfor tage helt til Spanien for at gå Caminoen, når man kan blive i lille Danmark og gå Camønoen?”.

Sådan blev den født - Camønoen - idéen om vandringer på Møn, der har åbning for pilgrimme denne påske, mens den store åbning for alle vandrere først er den 18. juni.

Ruten fra Hårbølle Havn, langs vandet ved Hjelm Bugten og tilbage til Stege kalder jeg for ”Hjertevejen”. Det er her, Camønoen er født, og sammen med den også hundredvis af andre idéer.

Mens løb renser mit sind, giver vandringen mig plads til at få nye idéer og tænke store tanker.

Men det er stadig ikke for tøsedrenge. Det kræver sin mand at gå langt. Og vi ved, at for sundhedens skyld er det lige så godt at gå som at løbe. Vi ved, at hardcore træningstimer og benhårde intervaller ikke er den eneste vej til en god grundform og en sundere krop. Et par raske gåture om ugen klarer fint den opgave.

Men det kan være svært at leve med mindre, hvis du hele livet har været vant til, at det skulle gøre lidt ondt, førend det var godt!

På mine første vandringer fik jeg en uventet følgesvend. Når mine vandrerkolleger havde brug for pauser eller blot et hvil, sprang min lille konkurrencetrold op af rygsækken. Pauser? Skal vi ikke lige se, hvor langt vi kan nå? Er du træt?

Jeg blev drillet venligt og gjort opmærksom på, at det da vist var et lille spøgelse fra fortiden. Og ja, jeg må indrømme, at min krop elsker konkurrence. Når den er fysisk i gang, er det konkurrencen, der ligger først.

Så jeg hilser den velkommen og giver derefter plads til alle de mange andre skønne elementer, der ligger og venter i langsomheden, vandringens visdom.