På Køge Private Realskole, Gymnasium bliver eleverne i maternelleklasserne, i 4-5 årsalderen, undervist i mandarin, som er det officielle sprog i Kina. I begyndelsen har de en time om ugen, men som de bliver ældre og stiger i klassetrin, har de gennem deres skolegang lige så mange timers kinesisk, som de har engelsk.
Faget følger dem videre op i gymnasiet, som også er en del af Køge Private Realskole. Så når eleverne kan sætte studenterhuerne på hovedet efter endt skolegang, vil de efter al sandsynlighed være nogle af Danmarks bedste til at tale, skrive og forstå kinesisk. Og det er også meningen, fortæller skoleleder Knud Erik Behrens.
”Det er en klar strategi, som vi har lavet sammen med bestyrelsen. Efter engelsk er kinesisk det vigtigste sprog i verden. Og det er i hvert fald det økonomiske sprog. Kina ejer jo snart hele USA. Hvis man spørger højtplacerede danske forretningsfolk, der arbejder i Kina, hvorfor man skal lære kinesisk, så svarer de, at hvis man har brug for at spørge om det, så aner man ikke, hvad der sker i verden. Det er en absolut stigende gradient,” siger Knud Erik Behrens.
Hvert år deltager skolen i en konkurrence, som den kinesiske storby Beijing udskriver for oversøiske lande. Sidste år løb en pige i niende klasse fra privatskolen med prisen - det selvom hun konkurrerede mod elever på gymnasieniveau. Skolen har også venskabsskoler i Kina, som eleverne besøger.
”Indleder man en samtale med folk på kinesisk, så er man allerede på niveau med de mennesker, man skal kommunikere med, og det er en stor fordel. Vores elever vil også kunne få sommerferiejob i de eksklusive mærkevarebutikker på Strøget i København, som sælger luksusvarer til kinesiske turister. I det hele taget vil vores elever have langt flere valgmuligheder i den verden, vi er på vej ind i,” siger skolelederen.
Ifølge Knud Erik Behrens er der ingen tvivl om, at vi lever i en verden med øget konkurrence. I stedet for at være bange for udviklingen opfordrer han til at tage handsken op. Derfor er det også helt fair, som blandt andre partiet Venstre har foreslået, at stille krav om, at kommende gymnasieelever minimum skal have karakteren 4 i fagene dansk og matematik for at blive optaget.
”For min skyld kunne man sagtens udvide det til også at gælde for sprogfagene. I mange år har konkurrencen kun kørt på sportsbanen, men nu er den over det hele. Kravet til de unge bliver større og større, så derfor gør vi, hvad vi kan for at gøre dem dedikerede. Vores elever vil have større valgmuligheder i den fremtid, vi er på vej ind i.”
Og fremtiden vil byde på mere konkurrence, flere målinger og mere optimering og dokumentation. Det er en række fagfolk, som Kristeligt Dagblad har talt med, enige i. Det handler om, hvad man får for pengene fra vuggestue til plejehjem.
På universiteterne taler man om dimensionering, som går ud på at nedlægge pladser på studier, der fører til høj arbejdsløshed. I folkekirken er stifterne ved hjælp af optælling af kirkegængere lidt groft sagt i gang med at undersøge, hvad en gudstjeneste koster pr. person, hvilket har fået flere præster til at rase over ”djøfisering af folkekirken”. Og ifølge avisen Morgenavisen Jyllands-Posten er statens moderniseringsstyrelse sammen med konsulentvirksomheden McKinsey på vej med et oplæg til en ny model for god arbejdsgiver-adfærd i staten. En model, som betyder, at gymnasielærere, politibetjente, embedsmænd og resten af de 185.000 statsansatte kan se frem til systematisk brug af resultatmålinger og præstationsledelse.
Ifølge professor Jørn Henrik Petersen, som er leder af Center for Velfærdsstatsforskning ved Syddansk Universitet, er det alt sammen klare eksempler på, at velfærdstaten i den grad er blevet afløst af konkurrencestaten.
”Tillidssamfundet er erstattet af kontrolsamfundet. Hvor man tidligere skulle udvikle dannelse, skal man nu udvikle kompetencer. Det betyder, at menneskebilledet ændrer sig fundamentalt. I velfærdssamfundet havde det enkelte menneske værdi for sig selv. Nu er det menneske blevet et arbejdsstyrkemedlem, et produktionsmål, der skal fremme den økonomiske vækst,” mener professoren.
Netop et ændret og mere enstrenget menneskesyn er ifølge ham den sørgelige konsekvens af et samfund, som nu mest af alt er optaget af, hvad der kan betale sig, og hvad der giver resultater. Det får os til at agere som økonomiske mennesker.
”De offentlige udgifters andel af BNP er ikke ændret, men det er billedet af mennesket. Hvis du ikke har tillid til mig og begynder at overvåge og kontrollere mig, så ændrer jeg måske adfærd. Mennesker, der bliver overvåget, får lyst til at snige sig udenom. Det skaber en ikke så sympatisk mennesketype. Som Grundtvig sagde, så skaber ordet, hvad det nævner. Vi går fra at være enestående til at blive produktionsdyr til fremme af konkurrencestaten A/S Danmark,” siger han.
Karen Lisa Salamon er lektor i antropologi ved Københavns Universitet og forfatter til bogen ”Selvmål - det evaluerede liv”. Hun beskæftiger sig blandt andet med, hvad det betyder for os mennesker, at vi lever i et konkurrencesamfund. Et klart eksempel på, at vi er påvirkede af det, er den stigende tendens til selvmåling.
”Jeg er absolut enig i, at der er en tendens til at reducere meningen med et menneskeliv til det, der hedder måltal - også kaldet key performance indicators. Hele managementtænkningen kan være fornuftig i en snæver industrisammenhæng, hvor det handler om at se på, hvor meget man får ud af maskinen. Derfor må man også gøre sig klart, på hvilke samfundsområder vi vil have den tænkning. Det bliver problematisk, hvis noget, som giver mening i en snæver sammenhæng, breder sig og bliver meningen med livet,” siger hun.
Ikke desto mindre breder måltalstænkningen sig. I takt med de nye teknologiers udbredelse er det let for alle mennesker hele tiden at holde øje med, hvordan man performer. Karen Lisa Salamon nævner armbånd, som kan måle puls, kalorieforbrug, løbehastighed og søvnrytme som et eksempel på, at vi efterhånden dyrker måltal som adgang til sandheden om os selv.
”Jeg tror ikke, verden er blevet mere grusom, og jeg tror ikke, at de enkelte ledere prøver at presse citronen mere, end man ellers har gjort. Men vi har fået nogle teknologier, som folk på helt uproblematisk vis omgås med, og som muliggør, at man kan arbejde med egne tal ned til den sidste decimal. Man får en rent performancebaseret forståelse af sandheden om sig selv - og af andre. Problemet er, at hvis du kun forstår dig selv gennem den karakter, du har fået af læreren eller gennem den blodprocent, du har, så bliver du sårbar og manipulerbar. Et enkelt tal eller et enkelt parameter opstillet af andre kan jo aldrig blive sandheden om et menneske.”
Også sociolog Rasmus Willig, der forsker i begrebet kritik ved Roskilde Universitet, har lagt mærke til, hvordan menneskesynet ændrer sig med konkurrencens indtog.
”Det store problem er, at når den type produktionsmål altid kommer i første række, så tilsidesætter det en form for grundlagsetik. Når man gør alle handlinger til et objekt for målinger, så objektiverer man mennesket, som mister sine subjektive sider. I stedet for at man sætter sig i den andens sted, så bliver den anden en konkurrent. Det bliver rivaler, der kæmper mod hinanden.”
Efter Willigs vurdering bliver konkurrencen kun intensiveret og gennemsyrer nu samfundet fra vugge til grav. Men ikke alle fagområder har godt af at have så stort et fokus på målinger.
”Det foregår alle steder fra vuggestuer til ældreplejen. Særligt på de fagområder, hvor der burde herske en stor omsorgsetik, er det problematisk, at konkurrencen får så stor betydning. De traditionelle velfærdsprofessioner som politi og socialrådgivere er ikke fabrikker, og det kan være årsag til dårligt arbejdsmiljø, at der ikke er nogen ende på det. Man kan altid arbejde på at opnå endnu bedre resultater. Kaldstanken bliver reduceret til lønarbejde,” siger han.
Charlotte Rønhof, underdirektør i Dansk Industri med ansvar for uddannelse, forskning og mangfoldighed, mener, at det er noget pjat, at konkurrencekulturen møder så megen kritik. Hun har dagligt kontakt til virksomheder, ”der konkurrerer på liv og død”. Så fra hendes synspunkt er konkurrencesamfundet, med alt hvad det indebærer af målinger og kontrol, blot en del af virkeligheden, som alle må forholde sig til.
”Fra vores perspektiv er der ingen vej uden om konkurrencen. Men hvordan man opfatter ord som konkurrence, effektivitet og målinger afhænger formentlig også af, hvilken branche man færdes i. Arbejder man i visse dele af den offentlige sektor, kan det måske opfattes som en radikal forandring, at der skal skabes målbare resultater,” siger hun.
Hendes pointe er, at alle virksomheder, både offentlige og private, vil kunne bruge målinger konstruktivt, hvis blot de bliver implementeret ordentligt.
”Målinger er supergode at styre efter, man bliver klog af dem, og de kan for eksempel give et godt overblik over effektivitet og medarbejdertilfredshed. Men man kan sagtens komme til at fortabe sig i målinger, derfor er det de respektive ledelsers ansvar, at det bliver gjort ordentligt. Da man indførte tidsstyring i hjemmeplejen, kunne man måske have gjort det smartere, så det ikke var endt med 'vi skal hente hvert et minut, vi kan, hos fru Jensen'. Hver gang man starter målinger i nyt land, vil der være fejl, men man kan ikke oversætte det til, at det er farligt at måle,” understreger Charlotte Rønhof.
Hun nævner Pisa-undersøgelserne, som sammenligner skoleelevers kompetencer på tværs af lande, som et eksempel på en måling, der har bidraget positivt til samfundet.
”Med Pisa fik vi øjnene op for, at der var noget, vi kunne gøre bedre. Før havde Danmarks Lærerforening monopol på at vide noget om kvaliteten i folkeskolen. Det blev påstand mod påstand, når gymnasierne for eksempel sagde, at de fik elever ind, som ikke kunne basal matematik, hvortil lærerforeningen svarede, at de så på eleverne som hele mennesker. Med Pisa fik vi tal på bordet og dermed en mere konstruktiv debat om, hvor der skulle gøres en indsats.”
På Køge Private Realskole, Gymnasium bliver der altså terpet kinesisk til den store guldmedalje, for at eleverne skal være rustet til konkurrencesamfundet. Men, påpeger skoleleder Knud Erik Behrens, kinesisk gør det ikke alene. Den kulturelle dannelse skal med.
”Når du skal præsentere dig i en konkurrenceverden, er det også det kulturelle, der gør forskellen på dig og andre. Din viden om at Bauhaus ikke kun er et sted, du kan købe byggematerialer, men at det var en tysk højskole for arkitektur og design, som blev lukket af Hitler. Det er den kulturelle identitet, der for alvor er vigtig, hvis du skal distancere dig fra andre mennesker. Det er din viden om opera og billedkunst og det, at du, når du færdes ude i verden, kan søge tryghed i at nynne en sang fra Højskolesangbogen, der gør en forskel,” siger han.