Marianne søger gode råd: Hvordan skal jeg behandle mine demensramte venner?

Hvordan skal vi behandle dem i vores omgangskreds , der er ramt af demens, spørger Marianne, der oplever, at flere i omgangskredsen lider af den frygtede sygdom

"Min mand og jeg er efterhånden kommet godt op i årene, og nu er der desværre sket det, at tre af vores familie og venner er ramt af demens. Vi har ingen erfaring med denne frygtelige sygdom, så vi er noget usikre på, hvordan vi skal forholde os til de demente," skriver Marianne. Modelfoto.
"Min mand og jeg er efterhånden kommet godt op i årene, og nu er der desværre sket det, at tre af vores familie og venner er ramt af demens. Vi har ingen erfaring med denne frygtelige sygdom, så vi er noget usikre på, hvordan vi skal forholde os til de demente," skriver Marianne. Modelfoto. .

Kære brevkasse

Min mand og jeg er efterhånden kommet godt op i årene, og nu er der desværre sket det, at tre af vores familie og venner er ramt af demens. Vi har ingen erfaring med denne frygtelige sygdom, så vi er noget usikre på, hvordan vi skal forholde os til de demente.

Skal vi lade, som om de ikke fejler noget, og forsøge at tale til og med dem på samme måde, som vi gjorde, da de var raske? Eller skal vi begynde at tale ”ned” til dem, som om de var børn? Det er der vist mange, der gør. Har I nogle gode råd?

Venlig hilsen

Marianne
 

Kære Marianne

Tak for dit brev, som mange vil kunne nikke genkendende til. Demens er latin og betyder ”væk fra sindet” og betegner en sygdom i hjernen, som viser sig ved, at hukommelsen mistes og forskellige nuancerede følelsesudtryk påvirkes, ligesom adfærdsmæssige problemer kan opstå. I Danmark bliver vi ældre og ældre, og demens er en sygdom, som især rammer ældre. Blandt 80-årige vil man kunne finde cirka 10 procent med forskellige slags demenssygdomme.

Mennesker kan reagere meget forskelligt, når de rammes af demens. Nogle har måske tidligere i deres liv båret på bitterhed og tristhed, og denne tilstand kan indimellem ændres til det bedre, når der kommer en tiltagende glemsomhed ind i livet, og fordi de reflekterende evner svækkes mere. Andre kan reagere modsat og få øgede depressive tendenser og nogle kan blive mere aggressive. De bremseklodser, som de fleste mennesker har i deres psyke, kan også blive svækkede, når man får en demenssygdom, specielt hvis sygdommen rammer i den forreste del af hjernen.

I den første tid af sygdommen er det især korttidshukommelsen, der rammes. Man kan godt huske forskellige ting fra barndom og ungdom, mens det, der skete i sidste uge, ikke kan hentes frem. Dernæst påvirker sygdommen dømmekraften, så man kan sige eller gøre ting, som man ellers ikke ville finde på som rask. Ofte ligger det socialt sværeste for familie og venner i den periode, som ligger forud for, at lidelsen er erkendt og italesat. For hvad siger man? For man er måske slet ikke vant til at se eller overvære sin kone eller sin far eller sin ven på den måde, og pludselig skal man finde på en god vej at komme disse situationer i møde.

Hvis man har en god relation fra før, må man prøve ikke at tage episoderne for højtideligt, men samtidig prøve at finde et roligt øjeblik efterfølgende, hvor man kan spørge ind til, hvordan det går. Om hvordan helbredet er, og om vedkommende har lagt mærke til nogle hukommelsesproblemer. På den måde kan man forhøre sig, om det er et erkendt problem hos vedkommende og familien i øvrigt. Hvis vedkommende ikke har været hos læge med problemet, må der tilskyndes til det, for at vedkommende kan få den rigtige behandling og pleje.

Når det handler om demenssygdomme, så findes der mange grader og mange forskellige udtryk. Men uanset hvordan sygdommen er, så må man møde mennesker med den respekt og værdighed, som alle mennesker fortjener. Det vil sige, at man ikke skal lave om på den grundværdi, som man altid har haft samtaler på. Men formen og indholdet skal ofte ændres. Måske skal man tale om mere konkrete ting, om ting fra ungdommen og om noget, som vedkommende er interesseret i.

Handler det om mennesker med begyndende demens, må man langsomt føle sig frem. Og så er det vigtigt, at de pårørende kan skærme vedkommende for alt for uheldige situationer. For det kan være ydmygende at reagere uhensigtsmæssigt, hvis ens dømmekraft er påvirket. Så respekt, værdighed og gode rammer er vigtige at have for øje.

Når man snakker med et menneske med demens, tror vi ikke, at man skal begynde at diskutere ting, som man ved, at man har ret i, men som den anden har en helt anden hukommelse om. Pludselig kan den demensramte påstå, at de altså plantede roserne i haven for 10 år siden, og så ved man i sit stille sind, at man selv har plantet dem for 20 år siden. Men det er der ikke grund til at diskutere.

Hvis der er tale om et alvorligt dement menneske, skal man spørge familie eller plejepersonale om, hvad der gør vedkommende rigtig glad. Det kan være at se fotos fra gamle dage eller at gå en tur i den friske luft. Eller at synge sammen. Mange ældre er fra en årgang, hvor man heldigvis lærte salmevers og danske sange udenad, og de ligger ofte på kistebunden i et menneskes sind, selvom demensen har taget meget andet.

Når demenssygdommen rammer en nærtstående, er det på en måde et langsomt tab. Man mister langsomt den, man kendte både som ven og ægtefælle, og i stedet får man en anden. Og ængstelsen for, hvad det kan udvikle sig til, kan ofte ligge i baghovedet. Så der er sorg forbundet med det, I beskriver i jeres brev.

Hvis man får lov til at blive rigtig gammel, kommer man ofte til at tage afsked med mange, som man har kendt i sit liv, og man må erfare, at nogle af dem, der er tilbage, heller ikke er, som de var engang. Så det kan godt indebære en vis ensomhed at blive gammel, selvom man er taknemmelig for livet og er blandt dem, som aldrig rammes af demens eller andre personlighedsændrende sygdomme. Mange ældre i høj alder har få livsvidner, hvis der ikke er andre i samme alder, der husker og kender en tilbage fra barndommen.

At miste sig selv til en demenssygdom må være rigtig svært. At blive en anden end den, man er, og det at miste kontrollen over sig selv er på mange måder ydmygende. Det er jo det, vi bruger så meget af livet på at opretholde, og så kan det forsvinde ud af hænderne på os. Ingen af os har lyst til at miste vores hukommelse, dømmekraft og evne til at reflektere intellektuelt. Så det er der en angst og en smerte ved at blive konfronteret med, og i de første stadier af sygdommen kan det ramme hårdt.

Men som sygdommen skrider frem, oplever den syge ikke altid den samme angst og smerte længere. Den overtages på en måde af de pårørende. Og den må vi hjælpe hinanden med at bære både i det private fællesskab og som samfund.

Mange hilsener