Vi er født til værdighed

Der er noget umenneskeligt for alle ved denne omsiggribende præstationskultur. Og mon ikke mange stressramte ikke alene er ramt af stress på grund af øget arbejdspres, men også på grund af hele denne stemning af, at man kun har ret til den værdighed, man arbejder sig til? Iris

De fleste af os kan have svært ved at nøjes med den værdighed, man bliver født til, og mener vel som Christian Borch, at vi skal arbejde os til anerkendelse - ikke bare andres anerkendelse, men måske nok så meget vores egen

I Tage Skou-Hansens roman ”Den hårde frugt” stiller lægen Christian Borch mod slutningen af sit liv dette spørgsmål: ”Hvorfor kan man ikke nøjes med den værdighed, som enhver bliver født til?”.

Christian Borch har på mange måder haft et liv med megen succes: Modstandsmand under krigen, vellykket karriere som læge både i udlandet og herhjemme, han har stiftet en større familie - omend en familie med sine problemer, men det adskiller den næppe fra andre familier. Alt i alt har der vel været meget at glædes over, men det har knebet for ham:

”Vist havde han da nået noget. Men hans arbejde havde kun sjældent moret ham. Det havde frem for alt været et middel til at vinde anerkendelse. Han kunne næsten ikke huske, han havde følt sig god nok, hvis ikke han udrettede noget. Ikke engang i sin egen familie.”

Sådan er status for Christian Borch, og det samler sig så i spørgsmålet, vist mest stillet til ham selv:

”Hvorfor kan man ikke nøjes med den værdighed, som enhver bliver født til?”.

Det er et godt spørgsmål. For de fleste af os kan netop have svært ved at nøjes med den værdighed, man bliver født til, og mener vel som Christian Borch, at vi skal arbejde os til anerkendelse - ikke bare andres anerkendelse, men måske nok så meget vores egen.

Man kan ofte høre nogen sige, at de har ”dårlig samvittighed” over alt det, de ikke har nået. På jobbet, i hjemmet, med børnene. Eller når det gælder sundheden. Som om man kun har ret til anerkendelse - ja, måske kun ret til at være til - hvis man har udrettet noget. Og måske først kan tillade sig at nyde, hvis man har ydet nok, kun ret til at glædes, når man har klaret alle punkterne på dosmersedlen.

Noget er der naturligvis om det, helt banalt: Enhver er nødt til at yde sit bidrag til både egen og samfundets overlevelse. Og som menneske har man brug for at yde sin del til fællesskabet, ellers rører det nemt ved selvværdet, som enhver, der har prøvet at være arbejdsløs, vil vide. Arbejde handler ikke kun om penge og prestige, men også om at have en plads i samfundet og yde sin del til fællesskabet.

Problemet er, som jeg fornemmer det, at mange vist har det som Christian Borch hele tiden: At værdigheden, følelsen af at have ret til at være til, nyde tilværelsen og glædes, altid skal købes gennem det, man udretter, yder eller leverer, som det vist hedder for tiden. Som om man dybest set kun har ret til at være til og glædes ved livet, hvis man leverer. Og leverer hele tiden.

Det er en hård frugt, der dér vokser i velfærdssamfundets have. Ikke alene i forhold til de mennesker, der i perioder af deres liv ikke er i stand til at yde optimalt, som man siger. Og i forhold til de mennesker, der ikke er plads til på arbejdsmarkedet.

Men der er også noget umenneskeligt for alle ved denne omsiggribende præstationskultur. Og mon ikke mange stressramte ikke alene er ramt af stress på grund af øget arbejdspres, men også på grund af hele denne stemning af, at man kun har ret til den værdighed, man arbejder sig til?

Når kristendommen er så fremragende en religion, er det blandt andet, fordi den insisterer på en værdighed, som enhver er født til. Dels gennem troen på, at ethvert menneske er skabt og ikke skylder sig selv og sine præstationer livet. Dels gennem troen på, at et menneske altid er elsket og accepteret, uafhængigt af præstationer - vel at mærke også uafhængigt af religiøse præstationer såsom gode gerninger, stor tro eller fromme følelser.

Mennesket skal ikke retfærdiggøre sig over for Gud, men er allerede gjort retfærdig af Gud. Mennesket skal blot tage imod. Kristendommen er således det glædelige budskab om, at der er en værdighed, som enhver er født til, måske stærkest udtrykt i barnedåben, hvor menneskebarnet intet andet kan og skal end at tage imod Guds kærlighed.

Det er vigtigt at huske på - ja, også for sin egen skyld, om man vil - at der er en værdighed, man er født til. Fordi man har brug for et præstationsfrit område i sit liv.

Men også for ens medmenneskes skyld: Så det, jeg leverer og præsterer og yder og udretter, ikke primært bliver for min egen skyld, men netop for medmenneskets og sagens skyld.