I entréen i familien Uzans gule murstenshus på en fredelig vej i Hvidovre ved København hænger et par store, hvide træningsshorts på tørresnoren. De var en del af den 37-årige Dan Uzans klubuniform, når han spillede for basketballklubben Hørsholm 79'ers. Hans mor har vasket shortsene, så de kan blive leveret tilbage til klubben, for hendes 2,05 meter høje søn kommer ikke til at spille flere basketball-kampe.
Natten mellem den 14. og 15. februar blev cand.polit. Dan Uzan på klos hold skudt ned foran den jødiske synagoge i indre by i København, da han stod vagt ved en konfirmationsfest. Hans forældre og storesøster sidder tilbage med et stort tomrum og en følelse af meningsløshed, fortæller Dans far, som har åbnet dørene til sit og hustruens hjem.
”Som forældre er man ikke bygget til at miste et barn. Det er forkert. Det var meningen, at vi skulle dø først. Det at miste sin søn kan påvirke en på mange måder. Det kan give vrede, had. Det kan give lyst til hævn - til en sølle hævn. Men hvis man vil have hævn, går man i den meningsløse retning. Vi har mistet noget meget værdifuldt, som er svært at erstatte. Det er meningsløst. Derfor er vi forpligtede til at gøre det meningsfuldt for samfundet og demokratiet,” siger 70-årige Mordekhai Sergeot Uzan.
I går, torsdag, var det 30 dage siden, at hans søn blev begravet på den jødiske begravelsesplads på Vestre Kirkegård og dermed også enden på den jødiske shloshim, som er en 30 dages sorgperiode. En periode, hvor Dans familie de fleste dage har været i synagogen for at bede kaddish-bønnen, en mindebøn for deres afdøde søns sjæl.
”Det er en del af de forpligtelser, man har i religionen. Den har en betydning, som jeg ikke sætter spørgsmålstegn ved. Jeg gør det, fordi det er min forpligtelse over for Dans sjæl. Jeg gør det, fordi det er en del af det at være jøde. Det er en del af vores identitet som mennesker. Det er en privat ting, og sådan opfatter jeg religion i det hele taget. Som privat,” siger han.
I går ved 17-tiden tog familien ud til begravelsespladsen for at mindes deres søn. Som den jødiske tradition byder, medbragte de en lille sten til at lægge på graven.
”For sten flytter sig ikke, det gør kun mennesker.”
I løbet af shloshim har de været på begravelsespladsen en del gange. Og hver gang har de mødt folk, som er kommet forbi med en sten for at mindes Dan. Også mange, som ikke har kendt Dan eller hans familie personligt. Det er oplevelser som disse, der giver Mordekhai Sergeot Uzan en snert af den livs-gnist, som ellers døde med Dan.
”Det var min søns store kraft, at han så folk som de mennesker, de var. Han har aldrig haft fordomme, og hans venner var fra alle steder i samfundet. Det var ligegyldigt, om de var muslimer, amerikanere, sorte. De var hans gode venner, og han elskede dem højt. Han hjalp dem, hvis de havde brug for det. Han har ikke spekuleret på, hvem de er. Hvis jeg kan give den værdi videre, synes jeg ikke, at min søn er myrdet forgæves.”
Lørdag i sidste uge dannede cirka 800 fremmødte en fredsring om synagogen i Krystalgade. Muslimer havde taget initiativ til at forme den menneskelige ring, som skulle vise, at også de ønsker et fredeligt samfund. Mordekhai Sergeot Uzan deltog i fredsringen, som for ham har været en opløftende oplevelse. Han gik personligt rundt og takkede hver eneste fremmødte.
”Det var naturligt for mig. Det havde de fortjent. Det var en fantastisk følelse for mig at se dem stå der i kulden og give respekt til et menneske, som blev myrdet meningsløst. De viste varme følelser, og så kan man ikke forlange mere, det er den største værdi, man kan få. Det kan jeg ikke lade være med at takke for - og give dem et knus for. De giver mig håb for det her liv, for lige nu har jeg ikke selv noget håb. Jeg har ikke noget liv, jeg kan bygge på, efter at min søn er død. De kræfter, han gav mig, de er væk, og det samme er meningen med livet. Men jeg har stadig min tro på mennesker,” siger han.
Også den danskpalæstinensiske digter Yahya Hassan deltog i fredsringen, hvor han personligt undskyldte for den muslimske gerningsmands handling. Mordekhai Sergeot Uzan ville ikke have en undskyldning, men opfordrede i stedet Yahya Hassan til at fortsætte med det, han gør.
Som Dan Uzans far glæder han sig over de muslimer, der rent faktisk har sagt fra.
”Der er nogle, der har været stærke og modige til at sige, at de tager afstand fra terrorhandlingen, og det har givet mig menneskeligt håb. At der kommer noget godt ud af det, og dette er bare starten. Jeg håber, at det gode i mennesker kan komme frem og vise solidaritet og sammenhold. For deres egne børns skyld. Eller for andre børns skyld. Det er det, det handler om. Fremtiden.”
Dan Uzans familie har derfor lavet en fond i deres søns navn, der skal hjælpe unge.
”Ligesom Dan altid hjalp sine venner. Alt andet er sekundært. Det er Dans sjæl, jeg snakker for. Det er for at påpege, hvad det er, der er blevet taget fra os.”
I interviewet her foretrækker Mordekhai Sergeot Uzan at være Dans far - ikke andet. Han fortæller lidt om sin egen historie: at han er født i Tunesien, flyttede til Israel som barn, kort efter landets oprettelse i 1948 og kom til Danmark i 1973 for at være sammen med sin danske hustru, som han mødte i Israel. Men for ham er det ikke væsentligt, hvem han selv er. Hans mission er at inspirere folk til handling, så demokratiet i Danmark bliver styrket.
”Det er et svaghedstegn, når vi tolererer det, der sker i dag. Det hele udvikler sig til det værre. Vi skal stoppe svage handlinger, der bygger på had, vold og fordomme. Og der skal ikke være nogen pardon. Er du en del af det fælles demokrati, hører der forpligtelser med. Du kan ikke bare få af samfundets goder, uden at der også medfølger et ansvar,” siger han og fortsætter:
”Demokratiet i Danmark skal være stærkt og beskytte sine borgere, så de kan udfolde sig og udvikle sig i respekt for andre mennesker. Du kan ikke få nogen styreform, der er bedre end demokratiet. Al udvikling kommer fra demokratierne, ikke fra diktaturerne,” understreger han.
Det er vigtigt for ham at sige, at han aldrig har hadet muslimerne og palæstinenserne.
”Hadet ligger mig fjernt, men man skal have viljen til at forsvare sig med de nødvendige midler. Vi skal sørge for hinanden og passe på hinanden som mennesker. Det er den ultimative styrke i livet. Tænker man på næsten, er man stærk, fordi den næste vil tænke på en.”
Han mener, at alle forældre må tænke på at være forbilleder for deres børn. Han har selv svært ved at sætte ord på, hvad han og hans hustru har betydet for deres børn, men både ved begravelsen og mindehøjtidelighederne til Dans ære er det blevet nævnt, hvilken god indflydelse forældrene har haft på sønnens menneskesyn. Og forældre er helt centrale for deres børns udvikling, medgiver han.
”Forældre har stor betydning for deres børn, for børn elsker deres forældre og bliver påvirket af deres måde at se livet på.”
Parcelhuset i Hvidovre dannede rammen om Dan Uzans barndom. I køkkenet hænger familiebilleder på væggen, og i en reol i stuen står billeder af den 13-årige Dan til sin bar mitzvah (konfirmation) i Israel iført kalot, tallit (bedesjal) og med Toraen i hånden. Ved siden af billedet af ham som 18-årig med studenterhue, hvor han lige har bestået sin HH-eksamen.
Allerede da Dan Uzan var 17 år, bad han sine forældre om lov til at blive vagt for Det Jødiske Samfund. Så længe han ikke var myndig, skulle han have deres tilladelse til det. Hans forældre sagde ja. Kammeratskabet omkring vagtordningen var godt - det var Dans venner fra børne-haven og fra skoletiden på den jødiske privatskole Carolineskolen, han kom til at stå sammen med. Og Dan gik meget op i selvforsvarstræningen, som fulgte med. Han kom til at passe det frivillige arbejde som vagt i 20 år. Egentlig ville han gerne stoppe, men Det Jødiske Samfund blev ved med at mangle vagter til de mange begivenheder. I 2014 var der i synagogen og menighedshuset til sammen over 400 arrangementer af forskellig karakter, og Dan sagde ja for at aflaste sine venner i vagtkorpset. Også selvom han vidste, at der kunne være en risiko forbundet med det.
”Selvfølgelig var det farligt, det er naturligt, det var der ingen tvivl om. Men det betød ikke, at man var bange for det. Først og fremmest stolede man på, at man var beskyttet af det danske samfund og det danske demokrati,” siger hans far.
”Det er uacceptabelt, at demokratiets borgere lever med angst, med trusler på livet, had og drab. Der er ikke noget, der kan retfærdiggøre det. Livet skal være uden fordomme og had, og det skal være sikkert for alle at gå på gaden og vise deres vilje og bidrage til det demokratiske samfund i den retning. Det gælder ikke kun Danmark, men hele den demokratiske verden. Alle religioner og politiske holdninger skal være accepteret i samfundet, så længe vi ikke bruger vold og handler ifølge loven. Den demokratiske verden skal have som første prioritet at beskytte sine borgere. Det var det, Dan stod for som menneske.”
Mordekhai Sergeot Uzan er stolt af at være demokrat, fordi det giver mennesker mulighed for at leve i frihed og for at vælge frit uden trusler og angst.
”Der er ingen grund til at acceptere andet. Vi har et ansvar for at beskytte vores børns fremtid. Jeg er stolt af at være jøde i demokratiet både i Danmark og Israel. Jeg er parat til at stå sammen med mine demokratiske medborgere for at få et hadfrit, angstfrit og fordomsfrit samfund - fri fra de elementer, som fremmer had, fordomme og drab. Jeg håber på, at mennesker kan se, hvad der er bedst for dem,” siger han.
I entréen hos ægteparret Uzan hænger også et lille træskilt med en kort tekst, som stammer fra Dans morfar, der engang fik det af en nordmand. Der står:
”En menneskeven har et naturell, som ser det som et større hell å sørge litt mere for andres vel fremfor å tænke bare på sig selv...”
Skiltet har hængt der i mange år og kan nu fungere som en fin påmindelse om de værdier, som deres søn stod for. Det har været en meget hård tid for hans familie. De er derfor meget taknemmelige for den støtte, de har fået både af befolkningen og fra Det Jødiske Samfund.
”Det har været uundværligt i min situation. Det har styrket mig enormt. De spontane og nære reaktioner, som er blevet skabt fra hjertet. Blomsterne og fredsringen. Samfundet har hjulpet mig og min familie med det hele.”
I tiden efter at Dan Uzan blev dræbt, lå et sandt blomsterhav foran synagogen. Mange lagde også basketbolde som en sidste hilsen til den afdøde Hørsholm 79'ers-spiller. Nu har Mordekhai Sergeot Uzan fået alle de bolde, der blev lagt til Dans ære. Boldene vil han forære til Dans basketballklub, så de kan komme børn og unge til gavn. Dan Uzan havde en særlig evne til at blive venner med alle i basketballmiljøet - også modstanderne på banen. Og da en ung ven - i øvrigt med muslimsk baggrund - havde svært ved at klare sin matematikeksamen på gymnasiet, hjalp Dan ham, så vennen endte med at bestå med et 10-tal.
”Boldene skal minde om, at Dan altid er i stand til at hjælpe dem, også efter sin død. Det er meningen, at vi fortsætter hans liv.”