Dronningen af Mandø: Vores børn bliver selvstændige af at vokse op her

Ellen Christensen bliver også kaldt Dronningen af Mandø. Hun har en kittel på med teksten: ”Mandø Crew med hjerte for øen”. Her ses hun til menighedsrådsmøde sammen med revisor Viggo Mogensen. Foto: Petra Theibel Jacobsen

Låningsvejen, der forbinder øen med fastlandet, er fra 1978. Indtil da måtte man tage den gamle ebbevej, der stadig findes. Men ebbevejen er ikke hævet fra havbunden, som Låningsvejen er, og derfor kunne det være ekstremt farligt at befinde sig på vejen, hvis vejret pludselig skiftede. Flere er blevet taget af havet på den måde, for der er knap to meters forskel på ebbe og flod. Foto: Petra Theibel Jacobsen

Ja, der er altså ingen, der vil til alters herovre. Der var et par herovre engang, der gerne ville, og så indførte vi det selvfølgelig. Men vi andre, vi gør det ikke.
Ellen Christensen, bosat på Mandø

To gange i døgnet er Mandø afskåret fra fastlandet på grund af højvande, og øen i Vadehavet har flere gange været ramt af katastrofale stormfloder. I dag er der kun 37 fastboende tilbage.

Vadehavet og blæsten har allieret sig i dag.

Ifølge DMI skulle præsten ellers kunne køre over til Mandø klokken 14, men der er skum på bølgerne, og den syv kilometer lange vej, der forbinder øen med fastlandet, er stadig oversvømmet af tidevandet.

Man kan se en lille landtange i det fjerne og en rød traktor, der trodser vandstanden.

Det er Mandøbussen, der er på vej gennem blæsten og havet. Om lidt kører bussen den modsatte vej og fragter Mandø-børnene tilbage efter skoledagen på fastlandet.

Et filmhold har travlt med at holde fast på designerbriller og gule trafiksikre veste, mens de kører en rød Audi med brede dæk ud i vandkanten, så den får vandsprøjt op ad siderne.

En ny reklamefilm for den tyske bil er på vej - optaget i et helt unikt stykke natur ved Vadehavet, som sidste år kom på Unescos liste over verdens naturarv.

Uffe Vestergaard Pedersen har været præst i Vester Vedsted ved Ribe i 18 år, og med til pastoratet hører også de otte kvadratkilometer land, der går under navnet Mandø. Han er den eneste præst i landet, der har en tjenestebil.

Det er en firehjulstrækker, som menighedsrådet på Mandø betaler, og den sikrer, at han kan køre til og fra øen, når andre personbiler lader være.

Da Mandøbussen vender tilbage med børn bag ruderne, vælger han at starte motoren og følge efter.

Han havde aldrig været på Mandø før, da han blev ansat som den nye præst. Men i dag er det næsten folkene på Mandø og den helt særlige natur, der er det allerbedste ved hans præstejob.

Lyt til avisen: 

Han holder gudstjeneste i øens lille kirke to gange om måneden, hvis vejret tillader det. Og årets gudstjenesteplan lægges efter nøje studier af højvands-kalenderen.

Det er Månen og blæsten, der styrer tidevandet, og derfor kan en kalender godt snyde, hvis blæsten pludselig tager til. Som det er sket i dag.

Låningsvejen, der forbinder øen med fastlandet, er fra 1978. Indtil da måtte man tage den gamle ebbevej, der stadig findes.

Men ebbevejen er ikke hævet fra havbunden, som Låningsvejen er, og derfor kunne det være ekstremt farligt at befinde sig på vejen mellem ø og fastland, hvis vejret pludselig skiftede.

Flere er blevet taget af havet på den måde, for der er knap to meters forskel på flod og ebbe.

Da Uffe Vestergaard Pedersen tiltrådte, var det som præst uden bopælspligt på Mandø, der ellers havde haft egen præst frem til 1993. Foto: Petra Theibel Jacobsen

Da Uffe Vestergaard Pedersen tiltrådte, var det som præst uden bopælspligt på Mandø, der ellers havde haft egen præst frem til 1993. Der var 90 beboere på øen dengang.

I dag er der 37 tilbage. 38 hvis man tæller en af pigerne med, der lige nu går på efterskole på fastlandet.

”Mandø-boerne er de skønneste mennesker på hele jorden, og jeg har fået et næsten familiært forhold til mange af dem.

Måske også fordi samfundet er så lille, så man virkelig kommer til at lære hinanden at kende.”

Uffe Vestergaard Pedersen har lavet en aftale med et par af dem i dag. Den ene, Ellen Christensen, kalder han Dronningen af Mandø.

Hun er formand for menighedsrådet på 23. år, født og opvokset på øen, har arbejdet som hjemmehjælper og var i flere år leder af Mandøcentret.

I dag tager hun sig af det lokale salg i Brugsen, der også fungerer som informationskontor og er den eneste butik på øen.

Præsten siger, at Ellen Christensen vel nærmest er i familie med alle på øen.

Hun er ud af en søskendeflok på otte, hvoraf de fire er blevet på Mandø. En af dem ligger på kirkegården.

Det er i øvrigt også Ellen Christensens nevø, der er chauffør på den traktor, der trækker Mandøbussen, som hele tiden er lige foran præstens bil.

Den sorte Suzuki Grand Vitara kører igennem skumsprøjt og 20 centimeter vand. Ud gennem bilens ruder kan man se de grønne diger nærme sig, og det, der før lignede hvide pletter på græsset, viser sig at være flokke af får, der er sat ud for at græsse og trampe på digerne.

Dem byggede man i slutningen af 1800-tallet efter et par voldsomme stormfloder. Dog ikke for at beskytte øens beboere, men den vigtige landbrugsjord.

Øens redningsstation fra gammel tid. Foto: Petra Theibel Jacobsen

Brugsen ligger lige midt i Mandø By. Ellen Christensen står bag disken. Hun er ved at ekspedere nogle børn, der er på lejrskole.

Det er de små keramiksæler, der tit bliver købt med hjem. Som et minde om øen, hvor de måske første gang så sæler i fri natur.

Hun har kaffe på kanden i bagbutikken, og der er sat kopper frem. Ellen Christensen har en kittel på med teksten:

”Mandø Crew med hjerte for øen”.

Og selvom hun nu har både mand, børn og børnebørn herovre, så troede Ellen Christensen ellers, at hun skulle flytte til fastlandet.

”Jeg tog jo et smut derover for at finde en mand. Ellers bliver det da lidt for indavlet herovre,” siger hun og griner.

”Og jeg ville egentlig gerne være blevet på fastlandet. Men ham jeg fandt ville herover og bo. Jeg synes ellers, det var lidt synd for børnene. Der er jo ikke så meget at tage sig til herovre.

Men nu tror jeg faktisk, det er sundt, for det er Mandø, der opdrager børnene, og de bliver meget selvstændige af at vokse op her.

Det gør heller ikke noget, at de skulle væk herfra, da de blev 14. Så var skolegangen slut her, og de kom på efterskole.

Det gjorde jeg også selv. På den måde bliver man også hurtigere voksen.”

Ellen Christensen rejste fra øen i 1964, da hun lige var blevet konfirmeret. 10 år senere flyttede hun tilbage til Mandø med sin mand, der er aktiv jæger og derfor meget begejstret for det enestående fugleliv på øen.

De har fået to børn, der efter nogle år på fastlandet nu også begge er tilbage, selvom det er svært at kombinere et liv på Mandø med et fuldtidsjob.

Ellen Christensen bliver også kaldt Dronningen af Mandø. Hun har en kittel på med teksten: ”Mandø Crew med hjerte for øen”. Her ses hun til menighedsrådsmøde sammen med revisor Viggo Mogensen. Foto: Petra Theibel Jacobsen

”Det kan blandt andet lade sig gøre, fordi min datters mand arbejder på en boreplatform, så han er ikke afhængig af at skulle frem og tilbage hver dag.

Jeg arbejdede i Ribe i nogle år, og da har jeg godt nok siddet ude ved havet og strikket mange par strømper, mens jeg ventede på at kunne køre over vejen.

Vi er jo fuldstændig prisgivet vejret. Det er både det besværlige ved at bo her, men samtidig også det, der er charmen.”

Syv år efter Ellen Christensen og hendes mand var flyttet til Mandø, viste naturen igen, at det kræver et særligt stof at være blandt de få fastboende.

Natten mellem den 23. og 24. november 1981 ramtes øen af en voldsom stormflod. En storm med vindstyrke af orkan ramte samtidig med højvande, og havmasser brød igennem både havdiget og bydiget, og 90 procent af øen blev oversvømmet.

Hundredvis af får og kreaturer druknede.

”Myndighederne ville have øen evakueret, men det ville vi ikke. Vi tog bare vores gummistøvler på og gik så langt mod vest, vi kunne.

Vi siger gerne herovre: Ribe går under før os, for de ligger lavere. Så først når det sker, skal vi virkelig være bange.”

Før i tiden havde Mandø ud over egen fastboende præst også egen læge. I dag er der kun læge om tirsdagen. Hvis vejret er dårligt, og man får akut brug for hjælp, kan beboerne tilkalde en helikopter.

For nogle år siden var der en kvinde fra Mandø, der fødte under flyveturen ind til Jylland, og Ellen Christensen har da også selv været med en enkelt gang, selvom hun ikke selv mente, det var nødvendigt.

”Det var tre dage før juleaften for et par år siden. Jeg fik to fingre på højre hånd, pege- og langfinger, ind i en kløvemaskine, der hakkede et godt stykke af dem. Og det blødte jo helt vildt.

Der var selvfølgelig højvande, så vi kunne ikke køre over til sygehuset. Så tilkaldte de ambulancen. Mit barnebarn på 12 år var der, da det skete, og da helikopteren kom, spurgte han, om han ikke kunne komme med over til byen, for han manglede lige at købe nogle julegaver.”

Ellen Christensen har glimt i øjet, da hun siger det.

En mormor, der er lidt stolt af, at næste generation tilsyneladende heller ikke lader sig gå alt for meget på af, at livet kan byde på lidt mere dramatik, når man bor på en af Danmarks mindste øer.

”Vi bliver nok lidt hærdede af at bo her,” siger hun.

At Mandø-boerne ofte er nødt til selv at gå i aktion, viser sig også i nogle af de særlige kirke-traditioner på øen.

Det gælder blandt andet begravelser. På kirkeloftet er der for eksempel altid et par kister, så man kan klare sig, hvis vejret er så vildt, at præsten ikke kan komme over fra fastlandet.

Det er også en skik, at familierne selv graver graven og efter kistenedsættelsen dækker den til igen, mens resten af følget går ind i kirken og synger salmer.

Flokke af får er sat ud for at græsse og trampe på digerne. Dem byggede man i slutningen af 1800-tallet efter et par voldsomme stormfloder. Dog ikke for at beskytte øens beboere – men den vigtige landbrugsjord. Foto: Petra Theibel Jacobsen

Og så er der noget helt særligt omkring altergang. Den er der nemlig kun skærtorsdag.

”Ja, der er altså ingen, der vil til alters herovre. Der var et par herovre engang, der gerne ville, og så indførte vi det selvfølgelig.

Men vi andre, vi gør det ikke. Hvis nogen går derop, så vil man bare tænke: Nå, nå hvad mon han nu har lavet. Så nu har vi det kun én gang om året.”

Ellen Christensen smiler til præsten, og Uffe Vestergaard Pedersen véd efter flere år som øens præst, at det er sådan, det er med kirkegængerne på Mandø.

Han har til gengæld en meget trofast menighed, og på trods af det lave indbyggertal har der vist kun været messefald en enkelt gang.

Ellen Christensen bliver kaldt om til disken igen. Nu er der dukket et par svenske turister op, der lige vil høre lidt om øen, og Dronningen af Mandø er nok den bedste at spørge.

Det er den yngste af Ellen Christensens brødre, Niels Christian Nielsen, præsten har lavet den anden aftale med. Han er øens altmuligmand.

Arbejder som ringer og graver ved kirken og er derudover øens brandinspektør, strandfoged, digegreve og valgformand.

Ved siden af driver han et landbrug med 150 kreaturer.

På vejen hen til Niels Christian Nielsens gård kører præsten forbi et hvidkalket stuehus. Der bor Mie, fortæller han.

Hun er 93 år og var indtil sidste år afløser som ringer med kirkeklokkerne.

Det er ellers sjældent, at Niels Christian Nielsen skal afløses. Han har aldrig været i tvivl om, at han skulle blive på Mandø.

”Det andet er for stort for mig,” siger han.

Niels Christian Nielsen byder indenfor i hjemmet, hvor fire børn er vokset op, men de er allesammen flyttet væk og har umiddelbart ingen planer om at vende tilbage til øen.

”Jeg troede måske, at sønnen ville, men nu har de købt hus i Ribe. Jeg kan også godt forstå dem.

Tiden har ændret sig, og det er blevet meget sværere at få et liv med arbejde og børn til at hænge sammen, hvis du bor herovre, især nu hvor der ikke længere er skole her.”

Niels Christian Nielsen fortæller over kaffen, at han faktisk er ret bekymret for fremtiden - ikke kun for sit eget landbrug og de mange andre opgaver, han tager sig af. Men for hele øen.

Ellen Christensen har en kittel på med teksten: ”Mandø Crew med hjerte for øen”. Foto: Petra Theibel Jacobsen

”Hvor mange mennesker skal der egentlig være, for at vi overhovedet kan tale om et samfund? Jeg mener, vi er ved at have nået smertetærsklen nu. Mange af dem, der bor her i dag, er meget gamle.

Der er vel en seks-syv stykker, der er fra 85 år og opefter, og det er gået stærkt nedad med befolkningstallet herovre bare inden for de sidste 20 år. Så det er i høj grad turisterne, vi lever af i dag.

Desværre er der mange af dem, der kun er en kort tur herovre med bussen og så kører tilbage igen. Det kan vi jo ikke leve af.”

Der har været tale om at gøre Mandø til en bilfri ø, men Niels Christian Nielsen er ikke sikker på, at det er en god løsning.

”Vi skal jo heller ikke gå med halm i træskoene herovre. Det kan meget nemt blive et frilandsmuseum - og det kan vi i hvert fald heller ikke leve af.”

Udenfor stuevinduet går en lille gruppe får med små lam og græsser. Niels Christian Nielsen har også en flok ude på digerne, som han har været ude at se til tidligere på dagen.

Om et par dage kommer det årlige besøg fra Lemvig, hvor han sammen med nogle tilsynsfolk tjekker digerne efter, så man er sikker på, at alt er som det skal være, hvis højvande og storm igen slår sig sammen.

”Da jeg var barn, løb min far op på klitterne flere gange om dagen for at se, hvordan havet opførte sig.

I dag har vi computere og DMI, så det er noget lettere at være forberedt på vejrskifte. Men selv om vi på den måde hele tiden lever med en frygt for den næste stormflod, så elsker jeg livet her på Mandø.

Der er noget, der skal gøres hver eneste dag, for at det hele kan hænge sammen her på øen. Og så skal jeg have havet og klitterne omkring mig. Jeg kan lugte havet. Jeg kan høre det.

Og selv om det kan se sort ud over horisonten, så er vejret meget omskifteligt, og lyset bryder altid lynhurtigt igennem igen.”

Hør fortællingen fra Mandø her: