Det var i 1975, og Zenia Hansen og hendes veninde var lige startet i 1.g.
Til en af skoleårets første fester greb veninden Zenia Hansens hånd og sagde: ”Kom, du skal lige ud og se en virkelig smuk mand!”. Det var Ole Højer Hansen. Han var tre år ældre, og egentlig havde han noget kørende med veninden.
Men Zenia Hansen blev forelsket med det samme. Hun måtte have ham, og i år har de været sammen i 40 år.
Sidste år blev 19.435 par skilt i Danmark. En stigende del af skilsmisserne sker for par, der er over 50 år.
56-årige Zenia Hansen og 59-årige Ole Højer Hansen er ikke en del af den statistik. For dem har det været afgørende at kæmpe for kærligheden, også selvom det til tider har været svært.
De synes, at man giver for hurtigt op i dag, og at man glemmer, at kærligheden er det bedste, man har.
”Jeg tror, at en af grundene til, at vi er blevet sammen, er, at vi er gode til at holde det ved lige. Vi har arbejdet en del sammen og haft nogle fælles interesser. Jeg tror også, at det handler om, at man ikke giver køb på de værdier, man har. Selvfølgelig udvikler ens værdier sig, og man er nødt til at udvikle sig. Vi er bare rigtig gode til at udvikle os sammen,” siger Ole Højer Hansen og tilføjer:
”Jeg synes, at folk giver for let op. Der er simpelthen gået inflation i kærligheden, og det er ærgerligt, for det er det bedste, vi har. Det er det, vi kan,” siger han og tilføjer:
”Selvfølgelig skal man ikke redde en dødssejler, og det kan også være, at man bare aldrig klikkede.”
Hans stemme går skrattende igennem på en Skype-forbindelse fra Odense, hvor han er i gang med at sætte et teaterstykke op. I køkkenet på Vesterbro sidder Zenia Hansen og nikker mod skærmen. De smiler til hinanden og færdiggør hinandens sætninger.
Da de blev kærester dengang i 1975, var det meget intenst. De fortæller smågrinende, at de blev kaldt ”klisterbanden” i gymnasiet, fordi de altid var sammen. Men efter et år blev det for meget for Ole Højer Hansen, der ville holde pause.
”Jeg kunne ikke forstå, hvorfor han hellere ville spille musik end at putte med mig,” siger Zenia Hansen.
”Og jeg blev vildt skræmt over den her pige, som ville det hele på en gang. Jeg ville bare spille musik og have det sjovt. Jeg syntes, vi var alt for unge, og jeg strittede imod,” siger Ole Højer Hansen.
Parret gik fra hinanden, men hun sørgede for at komme alle de steder, hvor Ole Højer Hansen plejede at komme. Og han påpeger, at hun også tit besøgte hans mor.
Og da der var gået et år, fandt de sammen til en fest og har ikke været fra hinanden siden.
”Det klikkede bare mellem os. Vi har det virkelig skægt sammen, og så er vi jo vokset op sammen,” fortæller Ole Højer Hansen.
Ingen af de to har en uddannelse. Begge brød de med familiernes ønsker om fremtiden. Ole Højer Hansen blev ikke ingeniør, og Zenia Hansen blev ikke pædagog. I stedet begyndte de at lave børneteater sammen og turnerede landet rundt i en gammel Citron 2cv. I dag er Zenia Hansen ungevejleder i Center for Socialpsykiatri i Roskilde, og Ole Højer Hansen er komponist og skriver musik til teaterforestillinger.
Springet ud i en årrække med teater og økonomisk usikkerhed blev gjort sammen, og begge tilskriver de det en stor del af æren for, at ægteskabet har holdt.
”Vi har bevaret at være dem, vi er, og formet hinanden, fordi vi er vokset op sammen. Vores voksne liv etablerede vi sammen. Vi spiste medisterpølse og mærkelig mad, indtil vi fandt ud af, at man kunne lave andet,” siger Zenia Hansen.
Men når man lever i en 2cv, laver teater sammen og også er et par - bliver man så ikke trætte af hinanden?
”Zenia er god til at snakke om tingene,” begynder Ole Højer Hansen.
”Det har jeg insisteret på. Hvis jeg var ked af noget, insisterede jeg på, at du skulle sætte dig ned og høre om det, og jeg har også skrevet lange breve til dig,” siger Zenia Hansen.
”Ja, og det var lidt anstrengende faktisk. Vi har da også været trætte af hinanden i perioder, især da vi turnerede sammen. Vi spillede en forestilling, hvor jeg skulle være lillebror til Zenia, og så blev jeg både kanøflet i forestillingen og bagefter. Selvfølgelig bliver man træt af hinanden, og sådan skal det være. Nogle gange passer dynamikken, andre gange ikke,” siger Ole Højer Hansen.
”Det handler bare om, at vi gerne har villet hinanden. Også i den modgang, vi har haft, har der ikke været tvivl. Vi har kæmpet og ikke givet op, og det er sindssygt vigtigt,” siger Zenia Hansen.
”Vi havde en stor krise i vores ægteskab, da Oles far var ved at dø af kræft, og vores søn var lille, og jeg skulle på en lang turné til udlandet. Vi havde så meget imod os, vi skændtes, og Ole sørgede over sin far. Det var måske den hårdeste krise i vores ægteskab, men vi ville ikke gå fra hinanden, så vi klarede det sammen. Kærligheden var der, og kærligheden har været det vigtigste,” forklarer hun.
”Når man er inde i en krise og synes, at den anden er dum, skal man tage sig sammen for at synes, at man skal holde sammen. Det nemmeste er jo klart at gå. Man bliver nødt til at have viljen til at sige, at man skal have tingene til at fungere,” siger han.
Nøglen til at få kærligheden frem i krisesituationer er forskellig for de to. Hvor Ole Højer Hansen er mere eftertænksom, har Zenia Hansen insisteret på kommunikation.
”Jeg laver overraskelser,” forklarer hun og fortsætter:
”For eksempel havde jeg lige set en film, og den inspirerede mig til at lave noget med, at Ole skulle følge en masse stearinlys op på hemsen, og så kom der rejemadder og champagne deroppe. Jeg har også kapret ham på hans fødselsdag, og så var der alle vores venner og et morgenbord ude i B&W-hallen. Jeg er mere sådan, at jeg plejer kærligheden ved at gøre noget særligt. Huske romantikken.”
”Jeg har krævet af dig, at du skal sige, at du elsker mig, og holde om mig. Det gør vi altså meget, selvom vi er så gamle, det er blevet en af de ting, vi har lært hinanden. Vi er meget kærlige,” forklarer Zenia Hansen.
Men selvom begge fra starten har været forelsket i hinanden til op over begge ører, har der i løbet af de 40 års samliv også været fristelser. Nogle endda alvorlige.
”Vi har været meget på turné, og i teaterverdenen er det meget almindeligt, at så har man et forhold dér og kysser lidt med en dér. Vi har haft mange chancer for at have sidespring. Jeg har haft ét seriøst sidespring i løbet af disse år. Men da det kom til stykket, og Ole sagde, at jeg skulle vælge, var jeg slet ikke i tvivl,” siger Zenia Hansen.
Sidespringet skete i løbet af de 12 år, parret var sammen, før de fik børn. Det var i en tid, hvor der var fuld fart på teaterlivet, forklarer de, og Ole Højer Hansen havde da også oplevet sin del af fristelser. Men derfor var det stadig en krise, der testede forholdet.
”Det var svært, men selvfølgelig tilgav jeg hende, det skulle jeg jo. Hvis jeg ville det her, var jeg nødt til at sige okay. Det ville være nemt at gå, men det havde jeg ikke lyst til, ” siger han, og hun fortsætter:
”Omvendt kunne man også sige, at hvis jeg ikke havde gjort det, var jeg måske gået fra Ole en måned senere eller et år senere. Jeg levede det ud, og det betyder, at jeg kan se tilbage på 40 år og sige, at jeg har levet, som jeg ville sammen med Ole. Det har ikke været en begrænsning. Det er måske gammeldags, men for os er kærligheden vigtigere end noget som helst andet.”
I 1987 kom sønnen Jonas til og i 1991 datteren Nikoline. Da Jonas blev født, besluttede Zenia og Ole Højer Hansen sig for at blive gift. Ikke fordi ægteskabet som institution ville ændre noget for dem, men fordi de ville sikre sig bedst muligt. Men Zenia Hansen krævede, at Ole Højer Hansen friede rigtigt, så han var nede på knæ og havde champagne klar. For to år siden fejrede de så sølvbryllup.
Zenia Hansen får det sidste ord.
”Der er mange ting i det. Jeg synes også, at unge giver for hurtigt op. Hvis kærligheden er der, skal man virkelig kæmpe for den. Hvis ikke den er der, skal man gå, for det er ikke en god historie, at vi har været sammen i 40 år. Det kunne lige så godt være en rigtig dårlig historie og et dårligt ægteskab med nogle, der ikke kunne finde ud af at sige stop. Men det er en god historie, fordi det er sandt, når vi siger, at vi har udviklet os sammen, at vi inspirerer hinanden og har så meget til fælles, der gør, at vi bliver ved med at være levende sammen. Vores historie er ikke opskriften på lykke, men det er opskriften på vores lykke.”