I ugerne efter nytår begynder en ny husorden at opstå i det familiekollektiv, som er resultatet den ældste og hans forlovedes pludselige husvildhed. I julen rykkede de ind med deres jordiske gods fordelt i 53 indkøbsposer og en kuffert og camperede i konfirmandstuen. Denne hastigt etablerede sigøjnerlejr er nu ryddet. Tingene er pakket i kasser og omhyggeligt stablet i gæsteværelset, der ligner en yderst velorganiseret hælercentral.
I det hele taget opstår en uvant orden i vores liv. Vi laver fælles madplan, aftaler spisetider, skiftes til at købe ind og sidder og ser ”Arvingerne” sammen hver søndag aften. Det er ikke helt, som jeg husker samlivet med mine sønner. Det er næsten, som om det er far og mor, der er flyttet ind, bare uden traumerne. Det eneste problem er, at far og mor helst ikke må få indtryk af, at vi drikker alkohol til maden hver dag.
”Vi er nødt til at aftale, at vi kun får vin til maden i weekenden,” siger fruen en aften, mens vi laver mad og drikker rødvin.
”Det lyder umiddelbart som den aftale, der har været i kraft siden 2003,” siger jeg.
”Men nu er vi nødt til at overholde den,” siger fruen.
”Hvad? Det mener du ikke seriøst,” siger jeg.
”Du skal ikke være sarkastisk. Og bare så der ikke er nogen misforståelser: Det er almindeligt anerkendt, at weekendbegrebet omfatter fredag, lørdag og søndag,” siger fruen.
”Men ikke torsdag?”, spørger jeg.
Fruen tømmer sit glas.
”Kun undtagelsesvist. Det vil være godt for os. Vi vil spare penge og tabe os. De siger også, at man sover bedre om natten,” siger hun.
Det sidste viser sig at være en ond løgn.
Juleferiens trygge, atlanterhavsdybe rødvinssøvn erstattes af en nervøs, lavvandet halvblund, som jeg hele tiden rives ud af, fordi den uvante afholdenhed har udstyret mig med superhørelse. Jeg hører linen, der slår mod flagstangen, musene, der pusler i bedet, morgenavisen, der rammer hoveddøren, og katten, der brækker sig et eller andet sted i huset. Jeg er skiftevis irriteret over, at fruen sover, når jeg ikke gør det, og at hun vågner, når jeg er ved at falde i søvn.
Om morgenen efter den tredje alkoholfri nat går jeg udmattet ned i køkkenet for at sætte vand over til kaffe. Far og mor er allerede på vej ud ad døren til arbejde.
”Har I givet katten mad?” spørger jeg.
”Ja. Den havde brækket sig,” siger den ældste.
”Jeg ved det,” siger jeg.
Fruen kommer ned. Vi drikker vores kaffe i tavshed, mens jeg regner på, hvor mange timer der skal gå, før jeg igen kan lægge mig til at sove. Så minder hun mig om, at det er i aften, vi er inviteret til middag hos nogle bekendte, der bor halvanden times togtur væk.
”Åh Gud, det havde jeg glemt,” siger jeg.
”Vi vil tidligst være hjemme i seng ved midnatstid,” siger hun.
”Jeg magter det ikke,” siger jeg.
”Vi vil også blive nødt til at drikke vin,” siger hun.
Vi kigger på hinanden.
”Det kan vi selvfølgelig sige nej tak til,” siger jeg.
”Det tvivler jeg stærkt på,” siger fruen.
”Ok, så lad os tage af sted,” siger jeg.