Til kamp for den gode samtale: Vi lever i monologernes tid

”Når du har en god samtale, går du over broen. At gå over broen er øjeblikkets intense fornemmelse af nærvær og fælleskab med det andet menneske, hvor der skabes noget mellem jer, som giver en slags merværdi i form af en forbundethed,” siger Per Schultz Jørgensen. Foto: Niels Ahlmann Olesen / Scanpix Denmark

Den gode samtale er på sin vis et mirakel, for vi får begge noget, som ingen af os havde før
Per Schultz Jørgensen

Den generelle evne til at møde et menneske i en samtale skranter, mener professor Per Schultz Jørgensen, der opfordrer til et aktivt opgør med enetaler

En dag blev professor Per Schultz Jørgensens bil udsat for et groft indbrudsforsøg. Han havde netop været til et møde, da han kom ned i parkeringskælderen og så bilen stå med knuste ruder. Han vendte tilbage til den afdeling, hvor han havde holdt møde og traf et menneske på gangen. Personen standsede op og signalerede, at han var nærværende. Noget chokeret fortalte Per Schultz Jørgensen om bilen. Og så tog manden på gangen over. Han havde nemlig også tidligere oplevet at se sin bil udsat for hærværk.

”Jeg havde brug for, at der blev spurgt til, om jeg havde brug for praktisk hjælp, og hvordan jeg egentlig havde det, men vi begår ofte den fejltagelse, at vi tror, at vores erfaringer kan overtages af andre,” siger han.

Den 83-årige forfatter fik den dag en opvisning i, hvad han beskriver i sin aktuelle bog: Vi lever i monologernes tid.

Læs et uddrag af bogen her.  

Han har i mere end fire årtier forsket i den sociale relation og blev dr.phil. i 1983 på en afhandling om samtalemønstre og sociale roller. I næste uge udkommer bogen ”Broen til det andet menneske. Fra den første kontakt til den nære samhørighed”, som er en indføring i, hvad der sker i sociale relationer.  

Den generelle evne til at møde et andet menneske i en samtale skranter, lyder hans vurdering. Vi lever i monologernes tid. Når mennesker mødes i monolog, er det en samtale, hvor man skiftes til at have scenen: Kollegaen fortæller om skiferien, mens den anden kollega tier og venter på, at han kan beskrive sin skiferie. I monologen skiftes man til at tage scenen, og man bliver aldrig uenig, men samtalen bliver aldrig et møde, hvor man krydser broen til det andet menneske, men kan tjene som en gensidig bekræftelse på, at der er en vis lighed mellem eksempelvis de to kollegaer.

”Vi melder hele tiden ind. Her er jeg. Se mig. Hør mig. At blive set spiller en enorm rolle i dag, og risikoen er, at man mister fornemmelsen af, hvad god kontakt med et andet menneske er. Det er en følge af, at vi lever i en kultur, som bliver meget nytte-orienteret. Vi skal ustandseligt have egne informationer ud eller opsamle informationer, inden vi skynder os videre, og vi meddeler os hele tiden for at blive bekræftet i, at vi er på ret kurs,” siger han.

Der er ikke tale om en ny udvikling. I bogen henviser han til, hvordan den tyske sociolog Georg Simmel (1858-1918) beskrev tendensen i værket ”Storbyerne og det åndelige liv” fra 1903. Her beskriver Simmel en rationel kultur i storbyen, hvor man udvikler en reservation over for andre for at beskytte sig selv.

”Udviklingen har været i gang længe, men den er blevet forstærket i en kultur, hvor man anlægger rationelle synsvinkler selv på ens relationer. Fremvæksten af de sociale medier har styrket bevægelsen i den retning.”

Når vi lever i monologernes tid, hænger det også sammen med, hvad der giver den enkelte kulturel anerkendelse. Groft sagt kan man sige, at man i et traditionelt samfund fik anerkendelse ved at leve inden for et givent stillads af normer og vedtagne værdier.

”Tidligere var man båret oppe af et stillads, men i dag er virkeligheden, at man selv skal skabe stilladset. Kulturelt set er mennesket stillet langt friere, men samtidig er man også mere udsat, for man står langt mere alene, og det bliver så prekært, hvis man ikke får en bekræftelse,” siger han.

Monologens modsætning er den gode samtale: dialog. Når han skal beskrive den særlige erfaring, som kan opstå i samtalen, henviser han til romanlæsning. Når man forsvinder ind i en roman, så udvikler man et slags usynligt bånd til romanens skikkelser.

”Når du har en god samtale, går du over broen. At gå over broen er øjeblikkets intense fornemmelse af nærvær og fælleskab med det andet menneske, hvor der skabes noget mellem jer, som giver en slags merværdi i form af en forbundethed,” siger han og tilføjer:

”Den gode samtale er på sin vis et mirakel, for vi får begge noget, som ingen af os havde før.”

Monologerne er kommet for at blive, men han opfordrer til en større bevidsthed om, hvordan man begår sig i det sociale samspil med andre. Mister man evnen til at mødes med et andet menneske i en samtale kendetegnet af dialog, så har det en høj menneskelig pris.

”Vi ved, at mennesket er krop og psyke, men krop og psyke mødes i sjælen, som Søren Kierkegaard skrev, selvom man dårlig kan bruge det begreb i dag. Men ikke desto mindre sker der noget sjæleligt, når man krydser broen til det indre menneske, som påvirker ens inderste jeg eller selv-forståelse. Uden dialog kommer vi til at forsømme hinanden og sætte sjælen i parentes.”

Hver eneste dag har man talrige muligheder for, med Per Schultz Jørgensens metafor, at gå over broen til et andet menneske, hvor man vælger i et nærvær at dele noget med hinanden. Når man krydser hinandens broer, opstår også en etisk dimension. I samtalen lægger man noget af sig selv i hænderne på den fælles samtale i tillid til, at den anden tager hånd om det.

”Når vi deler sorger og bekymringer, forventer vi noget af den anden og holder, som Løgstrup har udtrykt det, noget af den andens liv i vores hånd. Samtalen forudsætter fysisk nærvær, gensidighed i blikket samt et nærvær, som kun bliver troværdigt, når man husker at vende tilbage til, hvad der blev sagt og følge op, når man mødes igen.”