Det begyndte med grønirisken – en af de mest almindelige fugle i Norden. Den yngler gerne omkring bebyggelser, men alligevel lever den med sin mosgroede fjerdragt lidt skjult. Den gør ikke det store væsen af sig ved foderbrættet og har det nærmest med at forsvinde i flokken af geskæftige blåmejser og sludrende skovspurve. Når den bemærkes, skyldes det for det meste den lysende gule rand på vingen.
Sådan indleder den svenske fuglemaler og fuglekender Lars Jonsson sin beskrivelse af den ”robuste og muskuløse” grønirisk i bogen ”Vinterfugle”. I bogen, der er udkommet på forlaget Lindhardt og Ringhof, og som er en bestseller i Sverige, skildrer Lars Jonsson i tekst og billeder, både hurtige skitser, akvareller og detaljerede malerier, 60 almindelige fuglearter i Norden. Kun ganske få af de omtalte arter findes ikke i Danmark, mens andre ikke forekommer i det øvrige Skandinavien.
Lars Jonsson har skrevet og illustreret en lang række bøger og har udstillet i USA og Europa samt i Danmark, hvor hans soloudstilling, ”Mellem himmel og jord”, blev vist i 2008 på blandt andet Kastrupgårdsamlingen.
Når han illustrerer felthåndbøger, er den nøjagtige gengivelse af detaljer vigtig, men billederne mangler liv, synes han.
”Når man kæmper for at tegne meget præcist, kommer man somme tider til at trække livet ud af fuglen – det flygtige forsvinder. Jo mere omhyggeligt man maler, jo stivere bliver det. Man låser fuglen fast i en bestemt form, og den taber sin karakter. Det er bevægelserne og de små personligheder, der fascinerer mig,” siger Lars Jonsson.
I bogens forord fortæller han, at planen var, at han ville beskrive oplevelser med fuglearter, som han kunne se i vinterhalvåret fra sit ateliervindue i en tidligere lade tæt på sit hjem på det sydlige Gotland i Sverige. Det skulle være en lille let bog om et fåtal af arter med spontant skitserede billeder.
Studiet af grønirisken satte ham i gang, og efter et par år med studier og malerier af grønirisker begyndte han at få en fornemmelse af, hvordan arbejdet skulle gøres. Men problemet var, syntes han, at der manglede 58 arter, der fortjente den samme opmærksomhed, og som var værd at vise frem. Og lige før trykstart blev han pludselig optaget af sjaggere, der lige var ankommet fra nord og også skulle med.
Det lykkedes. Resultatet er en 334 sider stor bog, som med sine smukke illustrationer og informationsrige og levende tekst må appellere til både ornitologiske nørder og andre, der er glade for skovens og havens fugleliv og flittigt fodrer i årets kolde måneder.
”Gråspurve i en vinterbusk er formentlig det, jeg selv opfatter som det mest vinterlige af alle hverdagsagtige fuglescenerier,” skriver Lars Jonsson i bogens indledning. Her fortæller han også om Svensk Ornitologisk Forenings årlige top-30-liste over vinterfugle i haven, der er baseret på haveejeres iagttagelser af fugle ved deres foderbræt den sidste weekend i januar.
Øverst på listen er musvitten. De øvrige pladser i toppen går til skovspurv, grønirisk, gulspurv, blåmejse og solsort. Også spætmejse, dompap, gråspurv, grønsisken og stillidsen er med på listen.
Men Lars Jonsson har i sin bog også taget andre arter med, som han selv godt kan lide, og som han forbinder med vinteren, deriblandt agerhønen, som er almindelig på Gotland, og som han i perioder med sne og hård frost har haft besøg af ved sin egen foderplads. Til gengæld har han udeladt fugle med svømmehud, hvorfor ænder og måger ikke forekommer i bogen.
I lunden ved hans atelier er der ynglende ringduer og hulduer, som trækker rovfugle til. Derfor har han valgt også at beskrive spurvehøg, duehøg og musvåge, som har lagt vejen forbi foderpladsen. Dertil kommer kragefugle som ravnen samt mere sjældne gæster som snespurv, hvidsisken og bjergirisk.
Hvordan man fodrer fugle, og hvilke frøtyper og automater der er de bedste, går Lars Jonsson udenom. Hans interesse og fokus er på fuglene selv, hvordan de ser ud og optræder og deres normale adfærd om vinteren. Undervejs i arbejdet med bogen er han ikke blevet overrasket over, at der er huller i hans viden om arter, der ikke findes i hans hverdag på Gotland, hvorfor han også har fastlandsarter som topmejse, fyrremejse og sumpmejse med.
”Det var mere overraskende, at jeg i løbet af arbejdet også indså, at de arter, jeg ser til daglig, kan byde på overraskelser og ny viden,” skriver han.
Et begreb, der måske også er nyt for andre end overtegnede, er mejsetog. Det kaldes de små grupper af mejser, træløbere, spætmejser og fuglekonger, der samles ved højsommertid og flyver rundt i det lokale område.
”Hvis man får øje på sådan et mejsetog, kan træerne omkring en pludselig komme til live med små lokkelyde og skramlen i grenene. Disse mejsetog har en tydelig struktur og består dels af fugle, der kan bevæge sig i grupper over store områder, og dels af fugle, der er meget stationære, men som hægter sig på et tog, der passerer igennem deres territorium,” skriver Lars Jonsson.
Også skovskader kan slutte sig til mejsetog, der har bevogtning som den helt store fordel. Hvis nogen ser silhuetten af en spurvehøg eller opdager en spurveugle, som er fjender af småfuglene, bliver alle opmærksomme på faren med det samme.
”For de arter, som bliver på stedet vinteren over, skal man nok snarere kalde det for en patruljering, eftersom de både undersøger, søger føde og bevogter deres område eller territorium,” skriver Lars Jonsson.
Tilgængelig føde er forudsætning for, at fugle kan overvintre i det kolde nord – og her er der tale om naturens eget fødevarelager og ikke haveejernes foderbrætter. For de mest hårdføre som finkerne er træernes nåle og knopper nok til, at de kan blive i skoven.
Andre arter opbygger et forråd af efterårets høst, og deriblandt er spætmejse, skovskade og mange af mejserne, som samler til lade af frø og insekter i skovbunden og træernes gemmesteder. Hvis frøsætningen er god, har dompap, musvit og blåmejse også et spisekammer i form af asketræer. Sortmejse, korsnæb, stor flagspætte og grønsisken er alle arter, der er afhængige af frø fra gran og fyr.
Flere af arterne i bogen er standfugle, der tilbringer hele deres liv i det område, hvor de har etableret sig som voksne. Andre arter foretager omfattende træk om efteråret fra de nordligste dele af Norden – det gælder dompap, solsort og spurvehøg. Arter, som delvist overvintrer, men bevæger sig over store områder om vinteren, og hvis trækbevægelser styres af fødetilgang og vejr, kaldes strejffugle. Blandt dem er gråsisken og kvækerfinke.
En del arter som gærdesmutte og fuglekonge er om vinteren afhængige af overvintrende edderkopper og insektpupper. De tager ofte chancen og overvintrer i håb om en mild vinter, men det kan gå frygteligt galt. For hvis sneen dækker gærdesmuttens små spisekamre, kan den ikke finde sit bytte i sprækker og gemmesteder i granris, nåle, grene og visne blomsterstande. Fuglekonger leder på samme måde efter insekter og edderkopper i grenværket i gran og fyrretræer.
Til sidst Lars Jonssons signalement af sjaggeren, der lige nåede over målstregen og kom med i bogen om ”Vinterfugle”, og som også er et signalement af hans egen tilgang til fuglenes verden:
”Sjaggeren har virkelig sin egen helt specielle farvetegning med et udvalg af farver og tegninger, der virker noget overraskende i sammenligning med andre drosselarters sobre udseende. Den har med varierende grad af mættethed rustgult bryst, kraftige stregtegninger, som går over i mørke spor på siden af brystet, og derefter pilespidser eller hestesko i flankerne. Issen, nakken og overgumpen er grå, mens resten af oversiden har en kold rødbrun tone.”