Et øjeblik, siger Norman Svendsen, rejser sig midt i en sætning og skynder sig hen og tager telefonen, udveksler få ord, slutter af med et "til lykke min skat, vi ses", og vender glad tilbage til mødebordet. – Så er hun bachelor i arabisk!, siger han. Hustruen Margit, det er hende, det drejer sig om, har været til eksamen på Københavns Universitet i faget islam og fået 11 for sin redegørelse for "Jihad og mordet på Anwar Sadat".
I farten prøver man at forestille sig hustruen til én af de øverste gejstlige ledere i et arabisk land tage universitetsgrad i kristendom, men det bliver for indviklet, og tiden er knap, for biskoppen over Københavns Stift skal mødes med sin kone til frokost ude i byen om ikke ret længe. I forvejen er hun forresten teolog.
Mødet med hende blev det mest afgørende vendepunkt i hans liv.
-- Jeg forelskede mig i hende, da hun gik i 1.G. Jeg havde læst teologi et par år og var i Emdrup Kristelige Ungdomsforening en aften for at holde foredrag. Der tog jeg mod til mig og spurgte, om hun ville have et lift med hjem på scooter! Det sagde hun ja tak til, og vi har holdt sammen siden. I år har vi 43-års bryllupsdag.
-- I virkeligheden er vi ret forskellige. Men vi har fællesskab og fodslag om de største områder i livet: Troen, kærligheden, familielivet, holdningen til andre mennesker. Vores søn og datter, der nu er 37 og 34 år syntes, det var pokkers, så irriterende enige vi altid var om børneopdragelsen. For eksempel fastholdt vi, at hele familien fulgtes i kirke om søndagen. Ellers bliver det ikke til noget. Samtidig forsøgte vi at gøre resten af søndagen til en særlig dag for familien, hvor vi foretog os noget hyggeligt sammen.
-- Jeg husker, hvordan min egen far sad og skrev prædiken til sent ud på aftenen om lørdagen, stod tidligt op søndag morgen, gik over i kirken og holdt gudstjeneste, kom veloplagt hjem og spiste frokost med familien og derefter gik ud som et lys og sov resten af søndagen. Det afskrækkede mig så meget, at jeg altid har sørget for at skrive mine prædikener senest fredag, så jeg kan holde lørdag aften fri og også have energi til familie eller venner søndag eftermiddag.
-- Margit er mit livs kærlighed og min nærmeste rådgiver. Vi vurderer ikke altid teologiske og politiske spørgsmål ens, og det gør det kun mere spændende at tale sammen. Hun læste teologi con amore, udelukkende fordi hun syntes, det var interessant. Jeg læste teologi for at blive præst. Mange gange har jeg måttet konstatere, at hendes menneskekundskab er større end min. Jeg lytter til hendes kritik, for jeg ved, hun vil mig det bedste, det er en stor tryghed.
-- Jeg synes, det er en gave, at man kan være afslappet og helt sig selv i sit ægteskab. Den bedste tid, Margit og jeg har, er, når vi er alene i vores sommerhus på Samsø eller cykler lange søndagsture i Københavns omegn. Bare det at være sammen, uden at blive forstyrret. I mange unge forhold i dag kommer børnene i første række og parforholdet i andet. Man er sikker på, at man vil have børn, men ikke sikker på, om man vil giftes.
-- Vi er også lykkelige for vores børn og børnebørn. Men dét, hun og jeg har indbyrdes, er noget særligt, noget mere. Egentlig tror jeg, voksne børn er godt tilfredse med, når de kan se, at deres forældre har et dejligt liv, også efter at børnene er flyttet hjemmefra. Jeg har været meget heldig, men forventer ikke at mine børn eller andre skal leve deres liv på vores måde.
-- Der er en ensomhed i præstegerningen. Arbejdet som præst lykkes bedst, hvis begge parter tager ansvar for det. Og her taler jeg ikke om gamle dages måde at være præstekone på, med en forslidt ægtefælle, der bagte kager og bryggede kaffe i det uendelige og satte egne ambitioner til side for at stå til rådighed for menigheden ugen lang. Men om, at man som præstens mand eller kone er loyal over for sin ægtefælles lidt mærkelige metier. Blandt andet ved at gå med i kirke og bakke sagen op.
-- Måske er problemet i mange unge, moderne familier, at parterne lever i adskilte verdener og har så travlt med alle hverdagens praktiske gøremål, når de endelig er sammen. Man kan godt have hver sit job, men det er vigtigt, at gøre noget sammen hver dag, som ikke kun er praktisk. At der er tid til at tale sammen og diskutere og få fælles oplevelser.
Vi sidder i bispegården i Nørregade skråt over for Domkirken. Her har der været embedsbolig for protestantiske biskopper lige siden den protestantiske reformation i 1500-tallet. Vi befinder os på samme matrikel som Norman Svendsens forgænger, Sjællands første protestantiske biskop, Peder Palladius (1503-60), men ikke i samme hus. Den første bispegård blev ødelagt under Københavns brand i 1728 og erstattet af den nuværende, der til gengæld overlevede englændernes bombardement af København få år efter.
Rummene i hjørneejendommen er smukke og lyse, til den ene side kigger man over på Domkirken, til den anden ned mod Strøget og Gammel Torv og Nytorv. Her, på første sal, har Norman Svendsen kontor og repræsentationslokaler. Sekretæren har, upåvirket af tidens cafékultur, dækket op med små kaffekopper, småkager og diminutiv flødekande. Privatboligen på anden sal tilhører privatlivet. Her, oppe under taget, med skrå vægge og på godt 140 kvadratmeter, har biskoppen sit skjul. I gamle dage blev tagetagen kun brugt til sovekamre.
Et andet vendepunkt i Erik Norman Svendsens liv drejer sig netop om boligen. Ikke bispegården, men barndommens lille, fugtige lejlighed. Eller rettere sagt, om dengang familien flyttede fra den.
Godt nok er Erik Norman Svendsen, som biskop over Københavns Stift primus inter pares – først blandt ligemænd – og ham, som forestår bispevielserne i Danmark og er Kirkeministeriets nærmeste teologiske rådgiver. Foruden at han har viet Frederik og Mary og døbt kronprinsparrets søn. Men det hele begyndte ganske ydmygt.
-- Indtil jeg var 13 år, boede vi på Nørrebro, Prinsesse Charlottes Gade 40 B stuen til venstre. Det var ejendommens dårligste lejlighed, en toværelses på i alt 35 kvadratmeter, mørk, trang og så fugtig, at vi måtte fyre i kakkelovnen stort set hele året for at undgå, at tapetet løsnede sig. Der var kun koldt vand i hanen og fælles-lokum på en iskold køkkentrappe. Jeg havde min seng i en krog i mine forældres soveværelse. I gården var der skraldespande, cykelskure, tørrestativer og stinkende pissoir til ølkuskene og mælkekuskene.
-- Mine forældre var omkring 20 år, da de blev gift, fordi de skulle have mig. Min lillebror kom først til verden, da jeg var 15. Min mor arbejdede på apotek, min far læste teologi. Mit hjem var præget af kristendom. Om søndagen gik jeg i søndagsskole i Simeonskirken og bagefter med min far og mor til gudstjeneste. Der var ikke råd til lommepenge, så jeg tjente mine egne penge som mælkedreng i Ydunsgade. Dengang var mælkeflaskerne af glas og tunge, og man skulle også have brød og andet med op på 4. sal.
-- Jeg kunne ikke lide at gå i skole. Man lærte, hvad man skulle, men socialt set var Prinsesse Charlottes Gade Skole ikke rar. Den dag, min far var blevet præst, kaldte gårdvagten mig hen til sig i skolegården, greb mig hårdt om tindingen, hev mig op og blev ved at hive op, mens hans sagde: "Nu skal du ikke tro, du er noget!" Kammeraterne drillede mig, fordi jeg var "hellig" og gårdvagten var ligeglad med, om man fik buksevand.
-- En af lærerne slog kun, når han kom i stærk affekt, ellers var han jordens rareste mand. Indimellem tirrede vi ham med vilje, det var jo skægt at se ham gå amok. Engang det skete, og han bandede og svovlede, sagde jeg lidt for sjov: "Hr. Olsen, hvis De siger sådan, ender De i Helvede". Manden brød i gråd og sagde undskyld. Jeg blev så flov over at have udstillet ham foran hele klassen.
-- Men så skete det vidunderlige. Jeg kom i mellemskolen på Efterslægtens Gymnasium og kort tid efter flyttede vi fra vores lejlighed til fars første tjenestebolig i Rådmandsgade. Begge dele kom til at betyde en gevaldig opgradering af min tilværelse.
-- Den nye skole var på alle måder moderne og lys, og jeg fik gode kammerater. Den nye lejlighed var en behagelig fireværelses med både varmt og koldt vand, køleskab og badekar – og jeg fik eget værelse! Med mulighed for at lukke døren og være mig selv, helt ny frihed og fred og ro til at tænke over lige, hvad jeg ville. Jeg troede, jeg var kommet i Himlen.
-- Mit værelse var et kærkomment tilflugtssted i en familie, der levede under stort pres. Min mor var psykisk syg og indlagt i månedsvis ad gangen på psykiatriske afdelinger. Når hun havde det godt, var hun alletiders kærlige og omsorgsfulde mor. Men mange projekter med udflugter, gæster og andet blev aldrig til noget, fordi hun i sidste øjeblik ikke magtede det. Hun blev mere og mere syg og var prøveklud for tidens psykofarmaka, som hun blev dybt afhængig af.
-- Far viste mig, hvor mors piller stod og instruerede mig i, hvor mange jeg måtte give hende på bestemte tidspunkter af dagen. Han påtog sig et enormt ansvar med at få det hele til at hænge sammen derhjemme. Når det blev for meget, kom jeg over til mine bedsteforældre i Willemoesgade på Østerbro. Det lå i luften, at ethvert optræk til teenageoprør, var udelukket, og jeg blev god til at tilpasse mig. Tror nok, jeg vovede for lidt som ung ...
-- Mange gange finder man først bagefter ud af, hvor hårdt pres man har levet under. For mit vedkommende kom reaktionen, da jeg som 23-årig flyttede hjemmefra for at gifte mig med Margit. Nu skulle jeg til at leve livet. Og så blev jeg ramt af depression og angst. Jeg var rædselsslagen for, om det var mors sygdom om igen. Heldigvis kunne en psykiater berolige mig med, at jeg grundlæggende var sund og rask, men mærket af barndom og ungdom med en psykisk syg mor. Heldigvis blev Margit ikke skræmt væk.
-- Jeg kæmpede stadig med depressionen i mine første præsteår, men så klingede den af, og siden har der ikke været noget. Det pudsige er, at min far måtte igennem samme tur, da min mor døde i 1979. Han holdt ud med hende alle årene og var vel ligesom vi andre kede af det, men også en smule lettet, da det var forbi. Men et halvt år efter gik han ned med flaget og måtte sygemelde sig et år. Det var uvant og overvældende at se sin ellers stærke far så svag. Men også han kom på fode igen og levede indtil 1992.
Det tredje vendepunkt var Erik Norman Svendsens beslutning om at blive præst
-- Alle tror, jeg er blevet præst, fordi far var det. Men det er ikke rigtigt. Jeg vidste, jeg ville være præst, længe inden min far var blevet det. Mit forbillede var vores lokale sognepræst, Henry Rasmussen. Han var skomagersøn fra Nørrebro og prædikede, så man gad høre på det, altid med forkyndelsen af evangeliets glæde, trøst og mod til den konkrete hverdag, vi levede i. Sådan en præst ville jeg også gerne være.
-- Min mors sygdom er en skygge, jeg bærer med mig. Men ikke så det gør ondt, snarere, så jeg føler mig taknemmelig over, at have et så lykkeligt præste- og familieliv, sammenlignet med min fars. At have en psykisk syg mor, med alt hvad det medførte af smerte for os andre, men også indsigt i, hvor svært livet kan være for den psykisk syge, har gavnet mig i sjælesorgsarbejdet.
-- Præstearbejdet er i sig selv fuld af vendepunkter. Man stilles over for nye mennesker, nye opgaver, nye kald. Og påfører ind imellem familien vendepunkter, den ikke selv har bedt om. De færreste børn synes, det er sjovt at bryde op fra en god og tryg hverdag, fordi far har fået job et andet sted.
-- Blandt de store, arbejdsmæssige udfordringer i disse år i Københavns Stift er, hvordan vi skal forholde os til vores mange nye muslimske medborgere. Som borgere i samme by er det ikke nok at leve ved siden af hinanden, vi skulle også gerne leve sammen. Under min studieorlov i 2005 tog Margit og jeg til Mellemøsten for at se nærmere på, hvordan sameksistens og religionsmøde mellem en majoritets- og minoritetesreligion ser ud dernede. Ukompliceret er det ikke. Egentlig religionsdialog er svær at få i gang i "fredstid", det vil sige, når der ikke presser sig et konkret problem på. Man kan godt drøfte fælles, teologisk gods i Bibelen og Koranen, men diskussionen standser i samme øjeblik, man forholder sig kritisk til Koranen.
-- Alligevel skal vi blive ved at insistere på at tale sammen om både livet og troen. Samtalen vil afsløre både ligheder og forskelle i lære og praksis, og begge parter vil finde noget i den andens tro, man sætter pris på eller må tage afstand fra. Det må vi alt sammen kunne tale om, uden at forråde vores egen tro eller nedvurdere den andens.
-- Rundrejsen i Mellemøsten gjorde det også klart, at der findes flere moderate muslimer derude og herhjemme, end man får indtryk af gennem medierne. Og at det gælder om, at få alle dem, der ønsker fredelig og fordragelig sameksistens, til at føle sig hjemme hos os – og ikke marginaliserede, siger Erik Norman Svendsen.
Han minder om, at Kristus ikke er de kristnes ejendom, men alle menneskers bror og frelser. Derfor skal vi også turde tale med dem om vores kristne tro, hvad de fleste muslimer da også forventer af os kristne. Det er sådan, man kan repræsentere og præsentere sin tro for anderledes troende.
Efter hjemkomsten skrev ægteparret bogen "Menneske først", der udkom i november 2006 på Unitas Forlag, om religionsmøder i hele verden. Bispefruen har netop kvalificeret sig til nye møder med muslimske københavnere. Det skal fejres, og biskoppen rejser sig for at tage ud at møde hende i byen.
boas@kristeligt-dagblad.dk
Erik Norman Svendsen
**Født 1941 i København. Cand.theol. 1968. Kst. residerende kapellan ved Sundkirken og siden Brønshøj Kirke 1968-73. Sognepræst ved Skovlunde Kirke 1973-79. Generalsekr. og præst i Kirkefondet 1980-86. Sognepræst i Dragør og till.provst for Kbhs Søndre Provsti 1986, provst for Amagerland Provsti 1992, biskop over Københavns Stift fra 1992. **Har blandt mange tillidshverv været formand for Salmebogskommissionen, Den Grønlandske Kirkesag og præsident for Det Danske Bibelselskab. Er tilsynsførende biskop i Dansk Sømands og Udlandskirker og for værnspræsterne. **Forfatter til lang række artikler og bøger om kirker, sogne, gudstjenester, salmer og salmedigtere.
**Gift med cand.theol. og bachelor i arabisk, Margit Svendsen. Parret har to børn og tre børnebørn.