Jeg har det bedst, når fabrikken kører, som den skal

Torben Mogensen, vicedirektør på Hvidovre Hospital, dyrker så meget motion, at han kan tillade sig at tage det sidste stykke kage til møderne

260-årige Torben Mogensen mener, at arbejde godt må fylde mere end fritid. –
260-årige Torben Mogensen mener, at arbejde godt må fylde mere end fritid. –. Foto: Bjarke Ørsted.

Hvad er det gode liv for dig?

Det er, når der er en rimelig balance mellem arbejde og fritid. Det betyder ikke, at det skal være ligeværdigt. Jeg forventer at bruge mere tid på arbejde end fritid, og det er også sådan, jeg bedst kan lide det. Men jeg vil gerne have tid til at mødes med de mennesker, jeg gerne vil se, og have overskud til at kunne slappe af i familie og venners selskab. Og så er det at være på rejse i udlandet og lære fremmede mennesker at kende. Jeg har eksempelvis lige været i Kina og se på hospitaler og tale med lægekolleger derude.

Hvornår har du det bedst med dig selv?

Det har jeg, når arbejdet lykkes. At en tilfreds patient ringer og roser os for behandlingen, eller vi får publiceret vores forskningsresultater. At fabrikken kører, som den skal, så at sige. Personligt er det, når jeg har styr på min økonomi, og når jeg sidder og drikker rødvin med mine bedste venner.

LÆS OGSÅ: Glem ikke englehop

Hvad gør du for at holde kroppen i gang ?

Jeg svømmer i Greve Svømmehal tre-fire morgener. Det gør jeg fra halv syv til ti minutter i syv. Og så går jeg i saunaen 10 minutter bagefter og får alle mulige gode råd om, hvordan man driver sygehusvæsen. Det er altid fornøjeligt. Derefter cykler jeg 17 kilometer ind på arbejde. Og så løber jeg lidt indimellem.

Hvad er afslapning for dig?

Det mest afslappende, jeg ved, er at sidde i mit sommerhus og se solen gå ned over Lammefjorden. Det er et helt vidunderligt sted. Min kone og jeg er der vel hver anden weekend om sommeren og bruger den ferie, vi har, deroppe.

Hvad er der altid i dit køleskab?

I øjeblikket er der altid en flaske til koldt vand. Det er ikke koldt nok, det, der kommer ud af hanen, synes jeg. Vi får grøntsager fra Årstiderne en gang om ugen, så de fylder godt op. Derudover æg, smør og Blå Gajol.

Hvad er din største last?

Jeg synes ikke selv, jeg har laster. Det er 36 år siden, jeg holdt op med at ryge. Som lægestuderende var jeg jo godt klar over, at det ikke var det sundeste i verden, og da min kone blev gravid med vores datter, tog jeg beslutningen. Jeg kan godt lide lakrids og søde sager, men jeg dyrker også meget motion, så jeg ser det ikke som en last. Når vi holder møde på kontoret, siger de altid, jeg godt kan tage det sidste stykke kage, for jeg kan tåle det.

Hvad er det bedste sundhedsråd, du har fået?

Jeg havde nogle kilo på sidebenene i starten af 1990erne. Jeg kørte i bil på arbejde og sad meget ned. Men så rådede en læge mig til at gå i gang med at løbe. Jeg har løbet rigtig meget og har løbet flere maratonløb, men gør det ikke så meget mere. Men det skub har været rigtig godt for mit helbred.