Hun søger Gud og finder ham i alle situationer

I disse dage er det 50 år siden, at søster Ansgaria Riemann aflagde de første løfter som søster. Hun har været lærer og skoleleder, men ændrede retning og hjælper i dag danskere, som kæmper med forholdet til Gud

Søster Ansgaria, nonne der kan fejre 50.års jubilæum. Fotograferet i haven ved hjemmet i Mikkelborg,nord for København
Søster Ansgaria, nonne der kan fejre 50.års jubilæum. Fotograferet i haven ved hjemmet i Mikkelborg,nord for København. Foto: Leif Tuxen.

Søster Ansgaria Riemann var ikke mere end otte år, da hun vidste, at hun ønskede at give sit liv til Kristus. Som det er skik i den katolske kirke, gik hun til undervisning for at blive forberedt på at modtage nadver for første gang. Og det var i den tid, ønsket om at give sit liv til Jesus blev konkret for hende.

I disse dage er det 50 år siden, at den 71-årige søster aflagde de første løfter som Sankt Joseph Søster. På venstre ringfinger bærer hun en guldring, som ligner en klassisk vielsesring. Ringen er gået i arv i hendes familie, og hun bærer den som et symbol på, at hun har viet sit liv til Jesus.

"Jeg føler, at Gud har ført mig," siger hun, da vi et par dage før hendes jubilæum mødes i hendes samtalerum på retrætecentret Stella Matutina i Mikkelborg nord for København for at tale om hendes livsvej.

Søster Ansgaria Riemann er født i 1942 i Tyskland, hvor hun voksede op på en gård ved Münster i Nordrhein-Westfalen. Tæt ved gården løb jernbanen, som ofte blev bombet.

I en lang periode tilbragte familien hver nat i landsbyens beskyttelsesrum, men en aften var hendes mor faldet i søvn og hørte derfor ikke alarmen. En nabo alarmerede dem ved at banke på skodderne til huset, men de kunne ikke nå beskyttelsesrummet. De gemte sig i husets kælder, og den aften røg en bombe gennem køkkenet.

LÆS OGSÅ: Jeg har svært ved at kalde mig kristen

"Til alt held eksploderede bomben ikke. Var den gået af, havde jeg ikke siddet her i dag. Når min mor siden fortalte mig om det, har jeg tænkt, at Gud har villet mit liv," siger hun.

I hendes hjem hørte troen hverdagen til. Hun husker ikke den dag, bomben kom ind i køkkenet, men har minder om de krigsfanger, som kom til gården. Hendes far fik tildelt rumænske og jugoslaviske krigsfanger, som skulle hjælpe med arbejdet og sendes tilbage til lejren hver aften. Faderen insisterede på at behandle fangerne som en del af den øvrige bemanding på gården, så de boede på gården og spiste med familien. Søster Ansgaria Riemann husker, hvordan hun har siddet på skødet af fangerne ved måltiderne.

Langtfra alle fanger fik sådan en behandling på gårdene, og da lejrene blev åbnet efter krigen, blev mange gårde stormet af vrede fanger. Men de fanger, som havde arbejdet hos os, sagde, at vi kunne tage det roligt, for de ville passe på os. Hos mine forældre så jeg, hvordan der ikke blev gjort forskel på mennesker, og det menneskesyn har præget mig.
Ansgaria Riemann er ud af en bondeslægt. Helt tilbage til 1500-tallet har familien været bønder i det vestlige Tyskland. Kun hendes farbror, som døde under Anden Verdenskrig, havde valgt en anden vej og var franciskanerbror.

Som 14-årig blev det klart for Ansgaria Riemann, at hun ville træde ind i en orden. Hun gik på realskole i Münster, hvor der var flere forskellige katolske ordener, men af en eller anden grund tiltalte de hende ikke. I hendes hjem holdt man en katolsk ugeavis, hvor der var en del annoncer fra ordener.

"Jeg kan huske, at jeg tænkte, at det var latterligt at tro, at nogen skulle vælge at træde ind i en orden på baggrund af en annonce i en avis. En dag så jeg en lille annonce med tre linjers tekst fra Sankt Joseph Søstrene. 14 dage senere satte jeg hele huset på den anden ende, fordi jeg ville finde avisen," siger hun.

Avisen blev fundet, og hun kontaktede Sankt Joseph Søstrene. 40 kilometer fra hendes hjem boede en lille gruppe Sankt Joseph Søstre, og hun blev inviteret til at komme på besøg.

"Jeg tror, mine forældre tænkte, at jeg nok ville skifte mening. Og da jeg hørte, at man som Sankt Joseph Søster skulle til Norge eller Danmark, tænkte jeg også, at det nok ikke var mig," siger hun.

Men da hun havde mødt søstrene, skiftede hun mening. Hun var tiltalt af deres spiritualitet, deres måde at være på og fællesskabet. Hun besøgte dem flere gange og begyndte at se for sig, at det var hendes vej. Når hun tænker på de år, husker hun sig selv som en livsglad ung pige, som også gik til fester med sine jævnaldrende.

"Jeg traf en ung mand, og det klingede mellem os. Hans far var vist skoleleder i nabolandsbyen, og da min mor hørte om det, var hun dybt lykkelig, for hun tænkte vel, at så blev jeg. Jeg mødte den unge mand to eller tre gange, men så skrev jeg et brev, hvor jeg bad ham om ikke at kontakt mig. Jeg følte, at hvis jeg lod den gå længere, ville jeg blive involveret og forelsket. Jeg skrev til ham, at jeg havde valgt en anden vej og følte, at jeg skulle gå den vej."

Da hun havde taget sin realeksamen, ville hun gerne være trådt ind i ordenen. Hendes forældre mente, at hun var for ung, så i stedet arbejdede hun for søstrene. Men få dage efter sin 19-års fødselsdag tog hun de første skridt ind i ordenslivet som såkaldt postulant, og seks uger senere kom hun til det store moderhus på Strandvejen på Østerbro i København.

"Det tog nogle år, før min mor accepterede mit valg. Da jeg sagde, jeg ville være Sankt Joseph Søster og rejse til Danmark, var hun ikke glad. Først havde hun mistet min storebror, der døde som niårig, og nu følte hun, at hun mistede mig. Hun havde gerne set, at jeg i det mindste var blevet i Tyskland. Det var svært, men jeg var samtidig så klar over, at det var den vej, jeg skulle gå. Jeg gik ind til et liv, hvor man lærte at følge en dagsorden. Dagene var ret strukturerede, men jeg gik ind til det med et åbent sind, fordi det var det her, jeg ville, og samtidig mødte jeg stor opbakning og accept fra de andre kvinder."

Efter ni måneder som postulat, blev hun novice og hendes døbenavn, Mathilde Elisabeth, blev til søster Ansgaria. Efter to år som novice kom dagen, hvor hun skulle aflægge sine første løfter: den 1. maj 1964 i Immaculatakirken på Strandvejen.

"Det var solskinsvejr, og mine forældre og noget familie fra Tyskland var kommet. Jeg var utrolig glad, for jeg havde forberedt mig til den dag og længtes efter den. Jeg havde truffet et valg, og det betød, at jeg stillede mig til disposition for ordenen, også selvom det kunne betyde, at den ville træffe valg på mine vegne, som jeg ikke brød mig om."

Sankt Joseph Søstrene har en tradition for at arbejde med sygepleje og uddannelse i Danmark. Søster Ansgaria Riemann var lykkelig over, at ordenen besluttede, at hun skulle være lærer og ikke sygeplejerske. For at komme ind i dansk kultur blev det besluttet, at hun skulle tage en dansk realeksamen, og siden gik hun på Hellerup Seminarium og blev lærer på Institut Sankt Joseph på Østerbro. I 1975 blev hun bedt om at blive leder af ordenens skole i Ordrup nord for København. Skiftet er et eksempel på, hvordan livet leves, når man har aflagt lydighedsløfter.

"Det var bestemt ikke mit valg, for jeg var meget glad for Institut Sankt Joseph," siger hun.

Men trods sin skepsis faldt hun til på posten som skoleleder og blev glad for lærerne og eleverne på privatskolen i Ordrup. Efter 15 år som skoleleder fik hun mulighed for i en måned at trække sig tilbage og tage på retræte i Tyskland.

Her var dagene fyldt med åndelige øvelser under ledelse af en jesuiterpræst. Under retræten blev hun klar over, at hun skulle sige farvel til skolen og i stedet arbejde med åndelig vejledning. Hun delte tankerne med søstrene i København og sagde farvel til skolen i Ordrup.

Det var svært at sige farvel, for jeg var meget glad for skolen og lærerne, men jeg vidste, at jeg skulle en anden vej, siger søster Ansgaria, som siden brugte to år på intenst at uddanne sig på katolske universiteter i USA, hvor hun fik en uddannelse i åndelig vejledning.

Hjemme igen begyndte hun at drømme om at indrette en del af ordenens ejendom på Strandvejen i Mikkelborg til et retrætecenter. Der var lydhørhed blandt de andre søstre, og i 13 år har hun været leder af retrætecentret Stella Matutina.

"Vi er sendt af Kristus til mennesker. Det er vores ønske at være åbne for søgende mennesker, som ønsker at få skabt en relation til Gud og fordybe deres kendskab til Gud. Vi møder flere, som er søgende i dag, end da vi begyndte dette arbejde. Mennesker kommer her ofte med en længsel. Hvis de kommer med en længsel om at lære Gud at kende og lære at bede, så plejer jeg at sige, at Guds længsel efter dem er langt større." 

"Jeg har været utrolig glad for mit job som skoleleder, men det her er det bedste. At få lov til at hjælpe folk til at gå dybere i relationen med Gud og se, hvordan Gud tager over, og følge, hvad der sker mellem Gud og menneske," siger hun.

Mange af de samtaler, søster Ansgaria fører med gæsterne på Stella Matutina, handler om relationer. Temaerne kærlighed og tilgivelse går igen. Hun siger:

"Mange mennesker bakser med deres relationer og bruger en masse kræfter på ikke at kunne tilgive. Og følelser som had og foragt følger med. Hvis man virkelig kan tilgive af hele sit hjerte, er det en gave fra Gud. For mange er det sværeste at kunne tilgive sig selv. Jeg henviser ofte til Jesu ord på korset: Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør. Vi kan formulere det om og sige: Fader, tilgiv mig, for jeg vidste ikke, hvad jeg gjorde. Gud ønsker at tilgive." 

"Det vigtigste, vi har at formidle, er Guds kærlighed. Der er mange mennesker, som tror, at Gud elsker alle andre, men ikke lige dem. De tænker, at hvis de strenger sig lidt mere an og kommer uden en plet på tøjet, så går det nok. Men vi bliver aldrig værdige Gud gør os værdige." 

Længe før søster Ansgaria viede sit liv til ordenslivet, siger hun, at hun erfarede, at Gud er en realitet. Hun kender til at tvivle, men ikke når det gælder troen på Guds eksistens.

"For mig har Gud altid været en realitet. Jeg tror, jeg har gjort sådan nogle stærke erfaringer i mit bønsliv, hvor der ikke var tvivl om, at han var der. Det er reelt for mig, at Gud siger om sig selv, at han er den Gud, der er med dig," siger hun.

Hun bor sammen med tre andre søstre i ejendommen på Strandvejen, og tre gange om dagen mødes de i kirken til tidebønner og messe, men søstrene bruger desuden dagligt tid på personlig bøn. Skal hun give et råd til andre, er det en opfordring til at bruge tid på bøn og meditation.

"Mit største ønske er, at folk virkelig erfarer, at Gud er til, og lever med ham. Når man er sammen med Gud gennem meditation og bøn, sker der noget i mennesker." 

Da søster Ansgaria for 50 år siden aflagde de første løfter, var der over 300 danske søstre. I dag er der 36 søstre i ordenen i Danmark.

"Vi ser realistisk tilbagegangen i øjnene. For mig er det vigtigste, at vores spiritualitet lever videre, og vi arbejder på, at det sker gennem vores skoler og arbejdet her på Stella Matutina: at mennesker må søge Gud i et og alt og finde ham i alle situationer, som Ignatius har udtrykt det. "