Jeg er taget ud til Ingolf, fordi han har skrevet en hadefuld mail til mig, og jeg har besluttet mig for at finde ud af hvorfor.
Det kom sig egentlig af, at min familie og jeg havde fået hemmelig adresse, efter en nynazist havde chikaneret os. Vi havde også modtaget flere ret modbydelige hademails. En dag spurgte min søn: ”Mor, hvorfor hader han dig?”.
”Det er bare nogle mennesker, der er dumme,” svarede jeg, men bagefter tænkte jeg, at det var en rigtig dårlig forklaring.
Og jeg besluttede mig for at finde ud af, hvor hadet egentlig kommer fra. Jeg havde samlet alle hademails og begyndte at ringe til afsenderne én for én.
Den første var Ingolf, som efter lidt tøven sagde ja til, at jeg måtte komme forbi med morgenmad.
Da jeg står uden for hans dør, tager jeg mig selv i at tænke: Der er garanteret ulækkert inde hos ham han er jo racist.
Men da jeg kommer ind, er der rent og pænt, der dufter af kaffe, og jeg lægger mærke til, at deres kaffestel er magen til mine forældres. Jeg er chokeret. Har jeg virkelig noget til fælles med den mand?
Ingolf går meget op i planter, viser det sig, og han fortæller levende, mens mit billede af ham krakelerer fuldstændigt. Og et venskab begynder lige der. Efterfølgende går det op for mig, at der også bor en racist inde i mig.
Jeg blev jo nærmest skuffet over, at han ikke levede op til mine fordomme, og at hans kone var et dejligt, sødt menneske. Jeg har hadet og fordømt andre lige så meget, som nogen har hadet og fordømt mig, men efter oplevelsen med Ingolf har jeg ændret min tilgang til de mennesker, der hader mig.
Før gemte jeg alle hademails i tilfælde af, at der skete mig noget så havde politiet noget at gå efter. I dag skriver jeg tilbage til alle. En af dem svinede mig til på mail efter en folketingsdebat, og i stedet for at dukke mig, skrev jeg tilbage:
”Det er længe siden, jeg har hørt fra dig, hvordan gik din jul?”. ”Den gik fint, hvordan gik din?”, svarede han så.
I dag ved jeg, at man ikke skal tage afstand fra mennesket, men fra holdningen. Af den grund er jeg ikke længere bange for at stille min bil samme sted to gange.
Jeg frygter heller ikke, at folk vil skære halsen over på mig, for jeg ved også, at langt de fleste kan jeg have en dialog med.
De vil mig ikke noget fysisk ondt, selv om de siger det. De vil bare høres, men føler, at ingen tager dem seriøst, og derfor skruer de op for retorikken.
Mødet med Ingolf har fået mig til at tænke fundamentalt anderledes. Jeg har fået en tro på, at der altid er mere, der binder os sammen, end der skiller os ad som mennesker, og den tro forsøger jeg at praktisere hver dag.
Et godt eksempel er, at jeg i mine fire første år i Folketinget ikke en eneste gang talte med nogen fra Dansk Folkeparti.
Nu er Liselott Blixt en af mine tætteste kolleger.
Jeg har tænkt på, at mit næste skridt må være at møde fundamentalisterne. Dem er der mange af i debatten på min Facebook-profil.
Tænk hvis jeg bare kunne invitere mig selv på kaffe.
Jeg er overbevist om, at det kan flytte både dem og mig, hvis vi bare mødes.