Selvom Elin Quists tredjesalslejlighed på Frederiksberg i København er rummelig, må man indimellem trække maven ind og kante sig frem for at komme igennem. For de står her alle steder, hendes malerier, og mange af dem er i så store formater, at de overhovedet ikke ville kunne komme ud af lejligheden, havde de ikke kunnet skilles ad i flere sektioner.
Takket være denne praktiske foranstaltning har flere af dem i årenes løb været udstillet i kirker, men ellers bliver de i lejligheden, tålmodigt afventende den dag, der viser sig en mulighed for at etablere et samlet udstillingssted for dem.
Hvordan dette udstillingssted skal se ud, har hun en tegning af i sin nye bog, ”Tilbage til Gud og det onde findes ikke mere”. Bogen er udgivet på eget forlag, Forlaget ”Himmel-Lyset”, efter at hun i flere år har sparet sammen til udgivelsen, for Elin Quist tjener ikke noget på sine billeder. De er ikke til salg, da de skal gemmes til den dag, hvor visionen om udstillingsstedet kan føres ud i livet.
Indtil da er alle velkommne i lejligheden. Elin Quist vil gerne vise frem og fortælle om sit møde med Jesus i de himmelsyn, som siden har været i centrum for hendes liv og kunst, og som nu, i farvemættede malerier, omgiver hende til alle sider i lejligheden. Himmelsynene blev for hende begyndelsen på et liv i frihed og med Gud befriet fra sygdom og misbrug.
”Jeg ved, jeg har oplevet noget specielt, og føler derfor også, at jeg har noget at sige og er forpligtet til det. Jeg tør ikke risikere, at jeg, i frygt for hvad mennesker kunne tænke og mene og sige om mig, ikke gør, hvad jeg føler, Gud har bedt mig om at gøre,” understreger hun.
Derfor, i første omgang, nu hendes ”selvbiografiske kunstbog”, hvor hun i billeder og tekst har opsummeret sine oplevelser med den åndelige verden og viderebringer det håb, der blev tændt i mødet med kristendommen. Det skal fortælles videre, for det er her i modsætning til alle andre religioner mennesket finder svaret på sin søgen efter frelse og mening med livet, understreges det i ”Tilbage til Gud”.
Det skal også være det overordnede mål med udstillingsstedet, hvor Elin Quist har tegnet et springvand i centrum med Helligåndsdue og gasblus, som enten kan symbolisere Helligåndens kraft eller Helvedes flammer. Hendes åndelige erfaringer og kristendomstro omfatter begge yderpunkter.
Visionen om udstillingsstedet har været tænkt længe. Den kom til Elin Quist, da hun i begyndelsen af 1980erne sammen med sin nu fraskilte mand boede otte måneder i USA. Hen på slutningen af opholdet måtte de sove midt i en udstilling af hendes værker, da de manglede et sted at bo og havde brugt alle pengene. Mens hun lå og kiggede på sine værker, forestillede pigen fra Herning sig, som nu overnattede på den anden side af Atlanten, hvordan hendes keramiske værker og tegninger og malerier tilsammen ville kunne forkynde kristendom, og hvordan hendes nærkontakt med Jesus reddede hende fra selvmordet.
Men først skulle der udkæmpes mange og årelange indre kampe, for synerne slog sindets porte op for voldsomme og skræmmende oplevelser med en hidtil ukendt åndelig verden.
Troen på den Gud, hun voksede op med i sit indremissionske vestjyske barndomshjem, var forsvundet i hashtåger og pillemisbrug. Alligevel dukkede tanker om Vorherre op den dag i 1983, hvor hun i fortvivlelse og magtesløshed var på nippet til at tage sit eget liv: ”Hvis han fandtes, måtte han godt vise mig det nu!”
Kort efter begyndte synerne at melde sig. De bredte sig i wide-screen over hele himlen, så de var ikke til at overse, og kulminerede med synet af ”en mægtig, strålende og vidunderlig smuk konge”, som så ned på Jorden omgivet af sine engle. Dette syn viste sig flere gange, og Elin Quist tolkede det som et billede på Jesu genkomst.
”Jeg var dybt betaget, men også skræmt fra vid og sans, for jeg tænkte, at det jo ville betyde verdens undergang, og at jeg slet ikke var ren nok til at være så tæt på det guddommelige,” fortæller hun, siddende i et hjørne af atelieret, omgivet af sine billeder af ”himmelkongen” og hans engle, som hun tegnede de første skitser til umiddelbart efter synet.
På billederne optræder desuden onde, grinende dæmoner, for de var også en del af hendes syner. Som Elin Quist oplevede det, satte ondskabens magter straks et frontaltangreb i gang i hendes sind. Hun røg direkte ind i en psykose, blev tvangsindlagt og fikseret, da hun blev opfattet som agressiv og farlig, fordi hun i sin forvrængede virkelighedsopfattelse reagerede fysisk på, at det ikke var Gud Fader selv, men bare en ganske almindelig læge, hun var inde og tale med.
”Jeg ved jo nu, at i en psykose opleves kampen mellem lyset og mørket meget intenst. Med synerne og psykosen blev jeg sat direkte ind i den åndelige kamp, der udkæmpes her i verden imellem Gud og hans modstander. Det er en dimension, psykiatrien ikke forstår, fordi den ikke kender den åndelige verden,” mener Elin Quist.
I årevis har hun her forsøgt at gøre sine synspunkter gældende, men er blevet afvist af psykologer og psykiatere.
”Jeg er sådan set ikke uenig i deres behandlingsmetoder. De mangler bare Gud. Det er jo fra Gud, jeg har fået min helbredelse. Det er jo hans Helligånd, der giver mig freden, kærligheden, glæden og ikke mindst håbet om, at det liv, vi er en del af, ender godt, som jeg fik lov til at se det i synet af Jesu genkomst.”
Efter de himmelske syner og psykosen fulgte 15 års kamp imod dæmonerne, som for Elin Quist ikke bare er sindbilleder eller symboler på ondskaben, men som hun i sit liv har oplevet som i høj grad virkelige kræfter, der arbejder imod Gud i menneskers sind.
”Dæmonerne gemmer sig bag alle vores negative og onde tanker og følelser håbløshed, depression, fortvivlelse, dødstanker, og så videre, og så videre. Alle åndeligt bevidste psykisk syge kender dem, men bliver ikke forstået.”
”Ondskaben i verden kommer jo ikke fra Gud, men fra Guds modstander, løgnens fader Satan og hans dæmoner. Det er den kamp, vi mennesker står i, men nu kender jeg dæmonerne, og kan afsløre dem og sende dem bort i Jesu navn.”
Elin Quist fortæller i sin bog, hvordan hun i sin psykose en dag ”fik fortalt” af dæmonerne, at hun ikke skulle fortælle nogen om sine syner, og at Jesus i øvrigt allerede havde været her for anden gang og hentet alle med sig. Den eneste, han lod tilbage på Jorden, var hende.
”Det var forfærdeligt, men dæmonerne tjener jo løgnens fader.”
Elin Quist, født i 1951, fik som 26-årig diagnosen ”maniodepressiv med en angstneurose”, men har nu klaret sig uden medicin i 27 år. Hendes mindreværdskomplekser, angstneuroser og frygt for at være sammen med andre mennesker gik tilbage til barndommen. Hun var det sårbare og følsomme barn, efternøleren, som oplevede sig sat udenfor.
”Mine søskende var meget ældre, og min mor havde en nyresygdom og var derfor ofte indlagt og væk. Far var for det meste i sin urmagerforretning og læste ellers meget i sin avis. Sådan husker jeg ham mest. Altså ikke særligt nærværende, så jeg voksede op uden den mættende kærlighed, jeg anglede efter, og tidligt i min barndom gik det op for mig, at verden jo slet ikke var så god, som jeg troede og mente, den burde være. Det gjorde mig meget bedrøvet.”
”Da jeg begyndte at arbejde kunstnerisk med keramikken, handlede alle mine stentøjsskulpturelle relieffer om døden med ansigter flettet ind i kranier.”
For at holde livet ud komponerede hun sin egen ”medicin” af hash, Stesolid og alkohol for at klare sig igennem depressionerne, mindreværdskomplekserne, angsten og menneskefrygten. Hendes situation før mødet med ”himmelkongen” beskrives sådan i bogen:
”Jeg følte, jeg var havnet i en sump, jeg ikke kunne komme op af og jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle komme videre i mit liv. Jeg kunne heller ikke blive ved med at byde mine to elskede vidunderlige børn, som jeg var alene med, det liv, jeg levede i hashtåger, fysisk og psykisk.”
Selv om Elin Quist er uddannet keramiker fra Aarhus Kunstakademi, blev maleriet siden hendes foretrukne udtryksform. Hun lærte sig selv at male, for at udtrykke sine himmelske syner.
”Her slog leret ikke til, når jeg skulle skildre, hvad jeg havde set.”
Hendes billeder er befolket med en vrimmel af personer, engle, dæmoner, Brorsons ”store hvide flok”, symboler, og tætte mønstre omkring ”himmelkongen”, malet i en tætvævet stoflighed, hvor oliemalingen ligger lag på lag. Der er blevet arbejdet på billederne gennem mange år, og nye lag er kommet til gennem de syv måneder, hvor Elin Quist har malet alle sine gamle billeder op, så de kunne stå friske i farverne i hendes nye, gennemillustrerede bog.
”Det gælder først og fremmest Kristi ansigt, som jeg har været over, jeg ved ikke hvor mange gange, fordi jeg ikke har været tilfreds. Det skulle jo helst blive så godt som muligt, for det er trods alt mødet med ham, der har reddet mit liv, ellers ville jeg have været død nu, og givet mig svaret på, hvorfor vi er her, og at der er en mening med vores liv: At verden engang vil blive, som Gud oprindelig har tænkt den, uden ondskab, krig, sygdomme og død.”
