Hvad er et menneske?
”Det bestemmer vi selv, for der er ingen andre til at bestemme det for os,” siger Ole Høiris.
Han er docent i antropologi ved Institut for Kultur og Samfund på Aarhus Universitet og forfatter til ”Mennesket”, den seneste bog i serien ”Tænkepauser”, der udgives af Aarhus Universitetsforlag i samarbejde med DR, Morgenavisen Jyllands-Posten, Litteratursiden.dk og bibliotekerne.
Indledningsvis i bogen kommer han med to bud på et svar:
Det bibelske at Gud skabte mennesket i sit billede som mand og kvinde, og siden har mennesket ikke ændret sig. Som den gamle kirkefader Augustin skrev i begyndelsen af 400-tallet, så stammede man enten fra Adam, og så var man et menneske, eller også stammede man ikke fra Adam, og så var man ikke et menneske.
Og:
Det naturvidenskabelige at vi stammer fra aberne, der igen stammer fra de første pattedyr og så videre helt ned til amøberne og de fisk, der engang for længe siden steg op af havet.
Ifølge Ole Høiris har hver kultur og tidsalder sin version af, hvordan mennesket er opstået, og hvad mennesket er for en størrelse.
Og det er netop fortællingerne om og kampen om retten til at fortælle, hvad mennesket er, og hvordan det er opstået, hans bog handler om.
”Det er langtfra nogen ny kamp. Spørgsmålet om menneskets oprindelse er så vigtigt, at det altid har været genstand for en magtkamp mellem religioner, kulturer og videnskaber. Og striden mellem, hvilken historie om mennesket der skal fortælles, og hvem der må fortælle den, foregår stadig,” skriver Ole Høiris i bogen og kommer med et eksempel fra sin egen verden:
”Hvis jeg på universitetet fortæller de studerende, at den bibelske forklaring med Adam og Eva er sandheden, varer det ikke længe, før jeg bliver sat fra undervisningen. Den eneste gyldige fortælling om menneskets oprindelse på Aarhus Universitet og for den sags skyld på de fleste andre universiteter for tiden er den om menneskets afstamning fra aberne. Og det på trods af at en demokratisk afstemning på verdensplan nok ville ende i, at en religiøs skabelsesberetning ville få flertal frem for den naturvidenskabelige udviklingsteori.”
Historien om menneskets tilblivelse strækker sig over et kæmpe spand af tid, og omfanget af det har ændret sig undervejs.
I den kristne forståelse var tiden mellem skabelsen og dommedag 6000 år de seks dage omregnet i menneskeår, som Gud var om at skabe verden.
I dag er naturvidenskaben nået frem til, at Jordens begyndelse kan spores 4,6 milliarder år tilbage i tiden og det moderne menneske måske 200.000 år. Også naturvidenskaben har en afslutning i form af, at solen brænder ud om cirka fem milliarder år.
Mellem de to yderpunkter udspiller sig alverdens farverige teorier og dramaer med udgangspunkt i syndfloder, romerske krigselefanter, forstenede hajtænder, tordensten og drypstenshuler. Og dertil videnskabelige slagsmål, fortielser og undertrykkelse af viden samt kampe mellem nationer om, hvorvidt det første menneske, kaldet Homo sapiens, stammer fra Tysklands neandertaler, Afrikas aber eller Kinas Pekingmenneske.
Hvorfor al den palaver?
”Fordi vi har en sort og en hvid fortid. I den ene ende af spektret har vi mennesket, der forlader Paradisets Have og forfalder i synden på vejen til civilisationen. I den anden begynder vi som grove rovdyr, der slår hinanden ihjel og bliver mere og mere civiliserede,” siger Ole Høiris i telefonen fra Aarhus, nærmere bestemt i skoven ved Moes-gaard Museum med en skrattende fasan i baggrunden.
”Så hvad er mennesket? Er vi i bund og grund rovdyr, der holdes i skak af det civiliserede liv, eller er vi uskyldige ædle væsener, der er ledt i fordærv via udviklingen og har tabt lykken undervejs på grund af vores evige materielle begær? De to mest kendte svar er skabelsesberetningen og udviklingsteorien. Og det, jeg gerne har villet vise med bogen, er, at både kristendommen og naturvidenskaben er intellektuelle systemer, der kan få alle fund til at passe.”
”Det spændende er så, hvordan man her i den vestlige verden har skiftet fra den kristne fortælling som den dominerende til den videnskabelige. Begge er intellektuelle systemer, som intelligente mennesker har kunnet få til at give mening, så skiftet er mere en magtkamp mellem erkendelsessystemer end det skyldes opdagelser. Det sjove er jo, at det er vores erkendelsessystemer, der bestemmer, hvad der er fakta, der skal undersøges. Dette skifte fra en skabning i Guds billede til en avanceret abe sker lige omkring 1860.”
”Fra omkring midten af det 20. århundrede, hvor raceteorierne var kommet i miskredit, og der var enighed om, at alle nulevende mennesker tilhørte samme art, var der også nogenlunde konsensus om, at når Homo sapiens overlevede andre mennesketyper som neandertaleren og Pekingmennesket, skyldtes det, at vi var de stærkeste i en darwinistisk eksistenskamp. Men i dag kan vi ikke lide, at vi af naturen skulle være en slags dyr, der går rundt og slagter dem, som er anderledes det er imod tidsånden. Derfor mener vi nu, at de andre uddøde, fordi de ikke havde overlevelsesmuligheder nok i forhold til de forandringer, der skete,” siger Ole Høiris.
Han skriver i bogen, at spørgsmålene om mennesket oprindelse altid vil være til debat, da de refererer til selve meningen med livet og det har videnskaben intet entydigt svar på.
”I og med at naturvidenskaben har været med til at bestemme, at det er abeteorien, der gælder, kan man via dna bestemme, hvorfor hjernen har den kapacitet, den har. Men videnskaben kan ikke forklare programmeringen af hjernen, og hvorfor du kan lide den ene film frem for den anden eller den ene kvinde eller mand frem for den anden.”
”Den biologiske udvikling har skabt mennesket, men det, at vi kan reflektere, har mennesket selv skabt. Skønhed, kunst og forelskelser er specielt menneskeligt. Redskaber og sprog har dyr også, men dyr bliver ikke forelskede og værdsætter ikke skønhed. En hund er for eksempel ligeglad med, hvordan maden ser ud.”
”Den menneskelige evne til abstraktion opstod tilsyneladende for 50.000 til 70.000 år siden. Indicier på dette er blandt andet begravelse af de døde, fordi man forestillede sig, at der skete noget efter døden. Dyr kan også sørge, men har ingen ritualer til det, og intet dyr begraver sine artsfæller. Så der er et samspil mellem det, vi gør, og udviklingen af hjernens kapacitet. Også sprog er med til at udvikle hjernen til at fungere stadig mere avanceret,” siger Ole Høiris og tilføjer:
”Så et sted mellem åndelighed og hjernen som organ er evnen til det etiske, det æstetiske og til at tænke og kommunikere abstrakt alt det, der ikke er direkte funktionelt nødvendigt for vores overlevelse.”