Kunst skal hjælpe døende

Kunsten kan skabe dialog om alt det svære, når det talte sprog ikke slår til. Derfor skal kunstnere inviteres ind på hospicerne og de palliative afdelinger, mener kunstmaler Karsten Auerbach

Kunstner Karsten Auerbach vil gerne hjælpe døende med at lindre deres eksistentielle smerter. Det mener han kan ske gennem kunst. I morgen taler han på HospiceForums årsmøde.
Kunstner Karsten Auerbach vil gerne hjælpe døende med at lindre deres eksistentielle smerter. Det mener han kan ske gennem kunst. I morgen taler han på HospiceForums årsmøde. . Foto: Johnny Wichmann/Scanpix.

For år tilbage blev billedkunstner Karsten Auerbach kontaktet af et dansk hospice, der havde en 90-årig kræftsyg kvinde indlagt. Personalet ønskede hjælp til at nå ind til den gamle dame, der blev ved med at tale om ”forsoning”. Selvom sygeplejersker og plejere havde forsøgt at tale med hende om emnet mange gange, var det ikke lykkedes dem at forstå hende, så de kunne give hende den fred, hun tilsyneladende længtes efter, inden hun skulle dø.

Når hospicet kontaktede en kunstner, var det i håb om, at denne igennem kunstens sprog kunne hjælpe den kræftsyge kvinde til at nå frem til den forsoning, hun talte så meget om.

Karsten Auerbach tog således på besøg hos den gamle dame medbringende et stykke musik, som hun var meget glad for, ”Kol Nidrei”, skrevet af komponisten Max Bruch i 1881. Det lyttede de til sammen, alt imens han lavede en grafisk illustration af musikken på en lang frise, hvor det blev tydeligt, hvordan musikken bevægede sig op og ned, hurtigt og langsomt, tøvende og svævende. Frisen blev senere i kortere form gengivet på det maleri, Karsten Auerbach malede til kvinden.

Maleriet blev til ud fra en samtale mellem kunstner og patient det lykkedes blandt andet Karsten Auerbach at få den syge kvinde til at give sine egne definitioner på begrebet ”forsoning”. Og selvom hendes liv var præget af en fortid som forfulgt jøde under Anden Verdenskrig, valgte han som kunstner at fokusere på nuet og på forsoningen han malede for eksempel små menneskelige figurer, der illustrerede kvindens definition af forsoning: ”Forsoning er, når man opgiver at holde fast i sit eget for i stedet at gå den anden i møde.”

De første skitser blev godkendt af den 90-årige kvinde fra hendes sygeseng, og da hun blev for træt, blev hun kørt tilbage på sin stue, alt imens billedet blev malet færdigt. Da hun senere fik overleveret det færdige maleri, var hun glad, og personalet fortalte efterfølgende Karsten Auerbach, at det for første gang var lykkedes at tale med den gamle dame om hendes forestående begravelse, hvilket hun ellers ikke havde ønsket. Ligeledes fik hun et par dage før sin død ført to af sine børn, der som følge af stridigheder ikke havde set hinanden i mange år, sammen på hospicet.

Måske var det netop kunsten, der hjalp hende med at forsone sig med det faktum, at hun skulle dø, og ligeledes gav hende kræfterne til at få forsonet to af sine børn?

Der findes naturligvis intet entydigt svar på disse spørgsmål, men kunstmaleren selv er ikke i tvivl om, at kunsten kan noget, som med fordel kunne udnyttes i langt højere grad, end det bliver i dag inden for hospiceverdenen og på det palliative område.

”Hvis palliativ pleje ikke alene handler om rationelle, velkalkulerede doser fysisk smertelindring, når vores kroppe er ved at dø, men også om hjælp til at afslutte tilværelsen bedst muligt, må der være brug for al mulig hjælp til at håndtere de store temaer i det omfang, de optræder i dette slutspil hos den enkelte af os. Og det er den hjælp, som kunsten kan bidrage til,” siger Karsten Auerbach fra sit atelier i Faaborg på Sydfyn.

Det er da heller ikke, fordi kunsten slet ikke eksisterer på hospicer og hospitaler. Især på landets hospicer er man ifølge kunstneren opmærksom på at have den rigtige kunst hængende på væggene. Men Karsten Auerbach mener, at der ville være store gevinster ved også at inddrage selve den kunstneriske proces i plejen og behandlingen af døende.

”Jeg kan ikke som en sygeplejerske lave en behandling, men jeg kan brede en platform ud, hvor jeg kan invitere til noget. I den 90-årige kvindes tilfælde var det kunsten i sig selv, der skabte den dialog, som vi andre ikke kunne. Det lykkedes at trænge ind til det, som var svært at tale om ved at bruge kunstens sprog. Som børn har vi en masse sprog, som vi benytter os af til at fortælle vi synger, danser, maler, men i skolen bliver det pillet af os og ryger ud i periferien. Tilbage har vi kun det verbale sprog, men det slår bare ikke altid til,” siger han og fortsætter:

”Kunst er i stand til at fange de store ting i tilværelsen og kan få os til at reflektere anderledes. Og så kan den nå både dybere og højere end den verbale kommunikation,” siger Karsten Auerbach.

Den sydfynske kunstmaler mener, at sygehusvæsenet med sit ensidige fokus på lindring ved hjælp af medicinering kunne lære noget af hospicernes mere holistiske tilgang til patienterne.

”Jeg mener, at vi er nødt til at se på, hvordan vi øger den mere eksistentielle service. Når det bliver min tur, vil jeg ikke dopes med fysisk smertebehandling, hvis det primært er min eksistens, der gør ondt. Og jeg tror personligt på, at man både kunne spare nogle penge og give en bedre behandling, hvis man koncentrerede sig mere om den eksistentielle pleje,” siger Karsten Auerbach og pointerer, at kunsten kan have endnu en afgørende betydning, når mennesker står ansigt til ansigt med døden:

”Du kan ikke give slip på noget, du ikke har. Men kunsten kan vise skønheden i livet, og hvis du får hjælp til at se det, så tror jeg også på, at det bliver lettere at give slip.”

Anette Agerbæk, leder på KamillianerGaardens Hospice i Aalborg, er en af dem, der også tror på, at det nytter at have en helhedsorienteret tilgang til døende patienter, og på hospicet i Aalborg har man således valgt at have en musikterapeut ansat.

”Smerter er tit andet end fysiske smerter, når man er nået så langt i sit liv, som hospicepatienter er. Man kan nå patienterne på andre måder end med medicinen alene, og hos os har vi rigtig gode erfaringer med vores musikterapeut,” siger hun og erklærer sig enig i, at man med fordel kunne integrere kreativiteten også i hospitalssystemet.

”Jeg synes, at sygehusafdelingerne er rigtig dygtige til at være kreative i forhold til de døende, men de har naturligvis ikke alle de faggrupper tæt på, som vi har, så der er selvfølgelig plads til forbedringer,” siger Anette Agerbæk.