Da Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen (V), i den forgangne uge måtte forklare Venstres nederlag ved EU-valget, var det med svedperler piblende ud af porerne. Der var nemlig stor mediebevågenhed, da Løkke tog ansvar for nederlaget og begrundede det i den seneste tids fokus på ham selv, hvor man dag efter dag har kunnet følge skandalen om hans overforbrug i medierne. Danskerne elsker skandaler, og det var seertallene, da han et halvt år forinden måtte bruge et tre en halv time langt pressemøde på at forklare bilagsrod, dyre flyrejser og hotelregninger, et tydeligt bevis på. Seertallene på de to kanaler TV 2 News og DR 2 var den søndag eftermiddag skyhøje med hver sine 220.000 seere. Et tal, der for TV 2 News vedkommende var en tidobling af det normale seertal.
Lars Løkke Rasmussen er blot et eksempel på, at skandaler optager befolkningen. I denne uge stod cykelrytteren Brian Holm frem og fortalte, at han var sigtet for at krænke en mindreårig, og historier om Henrik Qvortrup, tidligere politisk kommentator og tidligere chefredaktør for Se og Hør, har ligeledes været forsidestof i lang tid.
Også Odense-borgmester Anker Boye (S) har været centrum for en skandale i denne måned, efter at det blev afsløret, at han havde brugt en kvart million skattekroner på internettrafik fra sin telefon under en ferie i Tyrkiet. Og der er mange flere af den slags skandaløse historier, som får danskerne til at sætte sig i den bløde stol foran tv-skærmen.
Men har vi altid været vilde med skandaler, eller er det et fænomen, der er fulgt i kølvandet på de mange nye medieplatforme? Og hvorfor er vi egentlig så interesserede i skandaler?
Hvis man spørger professor, cand.phil. Johs. Nørregaard Frandsen fra Syddansk Universitet i Odense, er svaret på første spørgsmål temmelig enkelt. Skandalen er oldgammel og kan spores helt tilbage til det gamle Grækenland, og man kan endda finde eksempler på skandaler i Det Gamle Testamente.
”Ordet skandale er et gammelt græsk ord, der betyder anledning til forargelse. Skandalen udfordrer den offentlige eller private moral. Det er der, forargelsen træder ind og viser sig, når de givne grænser for værdier overtrædes. De grænser flytter sig jo hele tiden. For eksempel ville det ikke vække samme forargelse i middelalderen at vise visse bare dele af sin krop det er noget, der senere er blevet forbudt, og det kunne være anledning til en stor skandale, hvis man som offentligt kendt person i dag gik rundt med bagdelen bar,” fortæller Johs. Nørregaard Frandsen og fortsætter:
”Skandalen er afhængig af den normdannelse, der er i samfundet. 1800-tallet er om noget det århundrede, hvor de borgerlige normer træder igennem, og en hel masse bliver moralbelagt. For eksempel det at spise med kniv og gaffel. Fine folk spiser ordentligt med kniv og gaffel. De normer bliver gældende op gennem 1800-tallet. Det betyder også, at hvis du er et ordentligt menneske, så spiser du med kniv og gaffel, ellers kan det vække forargelse og give anledning til en skandale. Men det vækker ikke forargelse, hvis alle spiser med hænderne og går rundt med bar bagdel. For så er det normen i den kultur. Skandalen handler om at bryde normen.”
Johs. Nørregaard Frandsen forklarer, at der i dag skal være tale om kendte mennesker, før vi ser en skandale.
”Vi lever i et mediesamfund, hvor medierne er med til at sætte normer for, hvad der kan være skandaler. Det handler om afsløringen af den kendte person, der har gjort noget normbrydende, som kan vække forargelse. En almindelig sørøver, der laver fusk, er ikke skandalestof. Det, der for eksempel gør historien om Se og Hør til en skandale, er, at det blæses ud via medierne, og vi kan følge med i det hjemme i stuerne eller på vej hjem fra arbejdet i toget. Skandalen har derfor i dag en anden form, end den havde på torvet i 1600-tallet, hvor mennesker, der havde gjort noget skandaløst og måske havde overtrådt loven, kom i gabestokken eller fik hugget hovedet af, mens tilskuerne så på. Dengang var offentligheden mindre, end den er i dag.”
Mark Ørsten, professor ved Institut for kommunikation, virksomhed og informationsteknologier ved Roskilde Universitet, er enig i, at skandalen er bundet til medieoffentligheden. Han har undersøgt de politiske skandaler fra 1980 til 2010 og fundet frem til, at der i dag er tre gange så mange politiske skandaler som for 30 år siden.
”Vi er meget glade for sige, at vi lever i det grænseløse samfund. Men det er ikke rigtigt, at vi lever sådan. For ved skandaler som den, vi ser nu med Lars Løkke, der taler vi os tilbage til gamle normer og moralbegreber. Det bliver til en skandale, fordi vi ikke synes, at det er o.k. at sløse med de offentlige midler, og det bekræfter vi hinanden i, når vi følger så meget med i denne sag. Skandalen er en form for moralens vogter, hvor samfundets kendte danskere skal kunne leve op til fælles normer og etik.”
Han peger på, at en skandale får os til at vende os mod gamle moralske begreber såsom nøjsomhed.
”Nøjsomhed er et meget gammelt moralsk begreb, der kan spores helt tilbage til bondesamfundet, hvor vi skulle gemme til dårlige tider. I det ligger der den værdi, at det kan betale sig at arbejde hårdt og spare på pengene. Og det er noget, der ligger dybt hos mange danskere. Vi kan også se, at Danmark er et af de lande, der efter krisen holder mest igen med forbruget. På grund af de her gamle moralbegreber, hvor vi har været vant til at gemme til tider med dårlig høst, vil vi simpelthen ikke acceptere, at Løkke bruger så mange penge. Derfor bliver hans pengeforbrug til en stor skandale.”
Men hvad får så mennesker til at bryde med samfundets normer? Ifølge Morten Dige, lektor i etik og moralfilosofi ved Aarhus Universitet, kan man typisk finde to forklaringer på dette. Den ene handler om et karaktertræk hos mennesket, der har forårsaget en skandale en slags brist i denne persons indre natur. Den anden har en mere socialpsykologisk tilgang, der først og fremmest mener, at det er selve den situation, som mennesker bliver bragt i, der afgør, hvordan de handler. Og ser man på forskningen, er der mest evidens for at sige, at det er denne sidste forklaring, der får mennesker til at lave eller blive en skandale.
Det tydeligste eksempel på dette er socialpsykolog Stanley Milgrams forsøg fra 1961, hvor han fik uvidende forsøgspersoner, lærere, til at give andre, elever, stød af en alvorlig smertefuld styrke på helt op til 450 volt. I virkeligheden fik de ikke stød, men forsøgspersonerne troede, at de gav eleverne stød, hver gang de svarede forkert, og forsøget viste, at 65 procent af lærerne var villige til at adlyde forsøgslederens ordre om at give stød af højeste strømstyrke.
”Hvis man tilrettelægger en situation på en bestemt måde, så vil helt almindelige moralske mennesker opføre sig umoralsk. Og det kan blive til en skandale,” siger Morten Dige.
Hvis han skal svare på, hvorfor der er så stor interesse for skandaler, så er svaret også temmelig enkelt. Det skyldes noget helt grundlæggende i mennesket:
”Det har noget at gøre med, at vi opfatter os selv som etiske dyr. Vi er optaget af vores egen moralske dannelse, og hvordan vi skal opføre os. Og det gør vi blandt andet ved at spejle os i andre, der opfører sig skandaløst. Her bliver vi bekræftet i, at vi er det modsatte,” siger han og tilføjer:
”Og det er der så noget mindre tiltrækkende ved, nemlig skadefryden og selvgodheden.”
Johs. Nørgaard Frandsen er enig.
”Vi elsker skandalen. Hvis jeg kan blive rigtig forarget, så bekræfter jeg min egen norm om, at sådan er jeg godt nok ikke selv. Skandalen får os til at identificere os selv som det pæne menneske.”
Han mener også, at det er et grundmenneskeligt træk at nyde skandalen.
”Vi kan spore skandalen helt tilbage til Det Gamle Testamente og historien om Kain, der dræber sin bror Abel. Kain lader sig forarge af, at Abel blev foretrukket af Gud, der tog imod Abels offergave og ikke Kains. Det er nok den første historie om forargelse, vi kender. Og den findes så hele vejen op gennem historien. På den måde er der intet nyt under solen.”