Stilhed bliver morgendagens luksus

Vi er på vej mod en fremtid, hvor flere vil efterspørge stilhed, enkelhed og pauser fra det digitale liv, lyder det fra trendbureauet Pej-gruppen

Den østrigske delstat Steiermark har lanceret ferieophold, hvor attraktionen er, at man ikke har adgang til internettet.
Den østrigske delstat Steiermark har lanceret ferieophold, hvor attraktionen er, at man ikke har adgang til internettet. . Foto: Scanpix.

Var det noget at holde ferie uden adgang til internet og mobiltelefon? Flere steder i Østrig markedsfører man såkaldte offline-ferier, hvor gæsterne opfordres til at lade mobiltelefonerne og computerne blive hjemme.

Det sker blandt andet i delstaten Steiermark, hvor 10 forskellige hoteller og pensionater tilbyder ferie uden adgang til internet og mobiltelefoni. Luksussen ved denne ferieform er, at man er fri for adgang til medierne og kan være fuldt sammen med andre mennesker. Eller til en afveksling gøre ingenting.

Onsdag kunne omkring 90 designere og produktudviklere på museet HEART i Herning få et indblik i, hvad forbrugerne vil efterspørge i fremtiden. Det skete ved et seminar som trendbureauet Pej-gruppen stod bag. Her stod netop stilhed højt på listen over kvaliteter, som vil blive efterspurgt. I 1980erne blev det forudsagt, at stilhed ville blive den nye luksus i det 21. århundrede, og ifølge Pej-gruppens analyser er tiden snart inde, hvor stilhed kommer til at høre hjemme i luksus-kategorien.

Trendredaktør i Pej-gruppen Pernille Kirstine Møller siger:

”Der kommer en reaktion på digitaliseringen. Folk vil stadig have brug for at være online og vil ikke undvære at have adgangen til den viden og de informationer, nettet tilbyder, men der vil blive efterspurgt rum, hvor man ikke kan være online,” siger Pernille Kirstine Møller.

Ligesom det får få år siden blev moderne at gå på en såkaldt udrensningskur, detox, forventer Pernille Kirstine Møller, at flere i fremtiden vil gå på en kur, hvor de tager en pause fra det digitale liv. ”Digital detox” kalder hun begrebet.

”Vi forestiller os ikke, at folk vil afholde sig fra at være på internettet, men vi tror på en fremtid, hvor flere vil vælge bevidst at være uden adgang til internettet i kortere eller længere perioder både privat og i ens arbejdsliv,” siger hun.

Efterspørgslen efter stilhed og enkelhed vil også komme til udtryk i den måde, man indretter boliger og kontorer på.

”Der bliver behov for at kunne flygte ind i et lidt mere drømmende univers, og i indretningen vil vi se, at rummelighed får en anden betydning. Der kommer mere ro på farver og former,” siger hun.

Tilbage til Steiermark i Østrig. Her forsøger turistbureauer på tredje år at sælge ferier uden mobil og internet, såkaldt Offline-Ferien, men mange forbrugere er tøvende, forklarer Margot Bachbauer, der er pressetalsmand for Steiermarks turistbureau. Hun siger:

”Vi tog initiativet, fordi vi ved, at mange lider af udbrændthedssymptomer og drømmer om at kunne slukke for det hele. Umiddelbart er interessen også stor, men når folk hører, at man virkelig ikke kan kontaktes på mobiltelefonen og heller ikke kan få adgang til internettet, så bliver de nærmest forskrækkede. Men måske har vi bare været for tidligt ude. Det er i hvert fald svært at få folk til at booke mere end tre dages offline-ferie, og vi har også erfaret, at udbyderne skal kunne tilbyde offline-gæsterne vandreture eller anden form for aktivitet, for mange ved ikke, hvad de skal stille op, når de ikke kan gå på internettet.”