Kære brevkasse
Mange tak for jeres vedkommende og menneskelige brevkasse, som jeg læser hver uge med megen glæde. I sidste uge var emnet livstræthed, en helt naturlig fase i livet, for på et eller andet tidspunkt er vi blevet mæt af dage, som man udtrykte sig tidligere. Ingen skal jo leve evigt her på Jorden. Det var da også en grufuld tanke, hvis vi pludselig fik at vide, at fra nu af er der ingen afslutning.
Siden jeg var ganske ung, og det er mange, mange år siden, har det været mit ønske at dø mæt af dage med mine børn i hænderne. Og som et af mine børn siger: ”ja mor, du plejer jo at få din vilje, så det gør du såmænd nok også på det punkt”. Jeg synes, det er ”uartigt” at falde om af et hjertestop, men jeg ved jo godt med min forstand, at ingen gør det med vilje.
Aktiv dødshjælp er ofte oppe at vende, og det har efter min mening kun betydning for mennesker, der ikke er i stand til at handle og tænke selv, og det kræver handling fra andre end en selv. Vi, der har vores rimelige fornuft i behold, kan sagtens klare det selv, tænk på indianeren, der satte sig ud under et træ, eller grønlænderen, der satte sig ud på isen, når de var så livstrætte, at de ikke orkede livet mere.
Her behøver vi hverken at gå under træet eller på isen, vi kan bare lægge os godt tilrette i vores seng og så nægte at tage føde og væde til os, så er livet afsluttet i løbet af 10 eller 14 dage, og jeg ved, at man på plejehjemmene respekterer den sidste vilje. Jeg kender flere, der har sluttet livet på den måde. Jeg respekterer det meget og håber selv, at jeg vil være i stand til at gennemføre det, når den tid om nok ikke så forfærdelig mange år kommer.Venlig hilsen
Den endnu livsglade
Kære brevskriver
Tak for dine refleksioner om et særdeles stort og meget vanskeligt og eksistentielt tema. Vi tror, det er vigtigt, at vi tør at tage de svære samtaler om disse ting og også nænsomt forsøge at sætte ord på de vanskelige dilemmaer, der er knyttet til døden og den sidste livsfase i vores liv. Hertil kommer vi alle før eller siden.
Udtrykket mæt af dage er der noget både fint og vemodigt ved. Det beskriver en naturlig proces, hvor livsløbet så at sige er fuldført, og man synes, at man ikke har så meget mere til gode og egentlig trænger hvile og måske en frisættelse af forskellige grader af plager i sind og krop.
En del gamle kan sikkert fornemme noget af det, der ligger i dette udtryk, uden at de af den grund ønsker, at det skal være slut lige her og nu. For så længe man har en lille opgave eller er vigtig for andre, ønsker man ikke at give slip. Det kan være opgaven at se til, at noget vigtigt sker i familien, at nogen har brug for en, eller måske opgaven at opmuntre eller at bede for en bestemt person eller andre ting. Sker der større ændringer, kan det også ske, at livslysten slukkes. De fleste af os kender for eksempel til, at gamle, der mister en ægtefælle, også dør kort tid efter.
Det kan lyde fint, at vi skal respektere menneskers ønske om at komme herfra, men de fleste vil helst ikke være den, der giver giftsprøjten. Lægeforeningen ønsker det ikke, og det forstår vi godt, for hovedsigtet for en læge har altid været at helbrede og lindre. En sætning fra den over 2000 år gamle hippokratiske læge-ed understreger dette: ”Selv om jeg opfordres dertil, vil jeg ikke udlevere nogen dødelige gifte eller give noget sådant råd”. Samtidig ved vi, at den medicinske teknologi har udviklet sig enormt, sådan at der er opstået livsforlængende behandlinger og etiske problemstillinger, som var utænkelige for få årtier siden, og som udfordrer os alle til ekstra refleksion
Vi frygter virkelig, hvis det er følelseslivet, der bliver barometer og bestemmende faktor for en selvbestemt livsafslutning. For livslyst er en højst variabel størrelse ikke bare i alderdommen, men hele vejen gennem livet. De fleste selvmord foretages af mennesker, hvor de centrale depressive symptomer, som er manglende livslyst, træthed, håbløshed og oplevelse af meningsløshed, er fremherskende.
Vi arbejder i et felt til dagligt, hvor mennesker kan give udtryk for, at livet ikke er værd at leve, og at det hele ville være bedre, hvis det var slut både for en selv og for ens nærmeste. Disse røster ved vi ofte kan spores tilbage til en eller anden depressiv tilstand, som kan opstå af mange grunde. Derfor er det vigtigt, når man møder mennesker, som på den ene eller anden vis har opgivet livslysten, at der er både menneskelig, vis og faglig håndsrækning til disse mennesker. Alderdom er ikke en sygdom. Desværre er det en kendt viden, at mange depressioner overses hos gamle mennesker, fordi pårørende og behandlere bevidst og ubevidst tænker, at de godt kan forstå, at den gamle har det svært med alle de genvordigheder og tab, som uvægerligt følger med. Desværre kan den forståelse nogle gange gøre blind, så man overser, at der kan gøres noget, både medicinsk, socialt og åndeligt.
På samme måde som vi desværre jævnligt hører om dårlig behandling af yngre og midaldrende menneskers depression og kropslige smerter, sådan er der også mange ældre, der kunne behandles langt bedre. Der findes de facto mange gode medicinske muligheder for at bedre og lindre, hvis man følges op af gode fagfolk med hjertet på rette sted. Og tilrettelægger vi vort liv med hinanden, så ensomhed begrænses, og nærhed og samtaler med de nærmeste prioriteres, kan meget godt ske trods skrøbelighed og manglende kræfter i en fremskreden alder.
Vi må fortsætte samtalen om de svære tematikker i livet, også der hvor der måske ikke er færdige svar i enhver given situation. Og vi skal aldrig holde op med at hjælpe mennesker, der bærer smerte enten af fysisk eller psykisk karakter, så de får den bedste lindrende eller helbredende hjælp. At være mæt af dage er ikke at være syg. Det er nok mere en slags forsoning med sit eget liv, som det blev, og måske en glæde ved at næste generation klarer det trods alt. Og måske at overgive sig til skæbnen eller Gud.Mange hilsener