Barndomsdrømme påvirker karrieren

Kønsroller Drenge, som drømmer om at blive brandmænd, og piger, som drømmer om at blive frisører, er mere tilbøjelige til at få en løbebane inden for traditionelle mande- eller kvindeerhverv.

Det fremgår af et nyt studie fra London School of Economics, LSE. Studiet er publiceret i tidsskriftet ”Social Force”.

Lucinda Platt er professor i socialpolitik og sociologi ved LSE. Hun er en af forskerne bag den nye undersøgelse. Hun siger:

”De kønsstereotype præferencer, børn udtrykker gennem barndommen, fortsætter med at have effekt ind i deres voksne liv. Men vi ved overraskende lidt om, hvad der har formet disse præferencer. Vores studie tyder på, at der både er tale om en social indflydelse og en individuel, psykologisk prædisposition.”

Forskerne har set på fremtidsdrømmene blandt mere end 3000 britiske drenge og piger i alderen 11 til 15 år. Studiet viser, at forældrenes arbejdsliv spiller ind på børnenes drømme.

Fælles for de piger, som drømte om et fag inden for et ikke traditionelt kvindeerhverv, var, at de havde mødre, som ikke havde traditionelle kvindejobs. Drenge, som havde fædre i traditionelle mandeerhverv, var tilbøjelige til at stræbe efter tilsvarende jobs.

Også forældrenes uddannelsesmæssige baggrund spillede ind. Børn af højtuddannede var mindre tilbøjelige til at efterspørge kønsstereotype erhverv.

Selv om forskerne kan konkludere, at der er en tæt sammenhæng mellem forældrenes arbejdsliv og børnenes drømme, står det også klart, at meget få børn ønsker at følge i forældrenes fodspor. Kun tre procent af de 11 til 15-årige drømmer om at gå nøjagtig den samme faglige vej som mor og far.