Livet i dagbogen

Hvem er min familie egentlig? Det spørgsmål stillede Lisbeth Dam sig selv, inden hun begyndte at læse sin afdøde bedstemors dagbog. For hver side, hun vendte, fik hun et mere og mere helstøbt billede af sin bedstemor. Hun fandt ud af, at hun var et menneske

Ernst og Rigmor Dam blev gift i Vestervig Kirke i Thy 17. oktober 1946. Han døde i september 1992, så parret nåede at være gift i knap 46 år. Privatfoto. Se flere billeder ved at bladre i serien
Ernst og Rigmor Dam blev gift i Vestervig Kirke i Thy 17. oktober 1946. Han døde i september 1992, så parret nåede at være gift i knap 46 år. Privatfoto. Se flere billeder ved at bladre i serien.

Da Lisbeth Dam som barn besøgte sine bedsteforældre i den lille landsby Stakroge i Midtjylland, omringet af marker, små landbrug og en stærk tro på Gud, fik hun gerne til opgave at hjælpe sin bedstemor.

Hun hjalp hende med at dække bord, så tallerknerne, bestikket og de fine glas til særlige lejligheder stod helt præcist. Det skulle jo se ordentlig ud, mente bedstemoderen, Rigmor Dam, som var født i 1924.

Når familien havde spist, hjalp Lisbeth Dam med at vaske op, og så spillede de Sorteper.

Eller også legede de prinsesse. Bedstemor bandt et gammelt lyst gardin om håret på Lisbeth og skubbede hende på gyngen, så sløret blafrede efter hende.

Det var en fast tradition i bedsteforældrenes hjem.

Rigmor Dam var hjemmegående, og hendes mand, Ernst Dam, var landmand. Han hjalp til på gårde i området, og så passede han grisene i laden derhjemme. Ernst Dam var en ordentlig mand. Han passede sit arbejde og sørgede for sin familie uden på noget tidspunkt at beklage sig.

Han var også en frygtet mand. Det syntes flere af hans børnebørn i hvert fald, uden at der dog var noget hold i det. Hans store krop og fuldskæg sendte de små i retning mod Rigmor Dam. Dog ikke Lisbeth Dam. Hun løb altid mod sin bedstefar og trykkede sig ind til ham, når de sås. Det gjorde ham helt varm indeni, har hendes bedstemor senere fortalt. Rigmor Dam skrev dagbog. Fra 1. januar 1966 til sin død i april 2011 berettede hun hver dag om vejret, besøgene, oplevelserne og sine tanker, og nu er Lisbeth Dam, som er 26 år, gået i gang med at læse og genopleve hver og en side i det liv, som hendes bedstemor gik i gang med at dokumentere for snart 50 år siden.

Lisbeth Dam åbnede den første af sin bedstemors mange dagbøger i april i år i forbindelse med sin ansøgning om optagelse på Designskolen i København, hvor hun skrev opgave om familiehemmeligheder.

”Det slog mig, at alle familier har hemmeligheder, og der er så meget, jeg ikke ved om min familie og min egen historie.”

Rigmor Dams dagbøger var pakket væk i en kasse i Lisbeth Dams forældres hjem i Grindsted i Sydjylland. For at lære sin egen og sin families historie at kende, tog hun et par weekender hjem for at åbne sin bedstemors dagbog for 1992.

Det var et særligt år, vidste Lisbeth Dam, for det år døde hendes bedstefar.

30. september 1992 havde Ernst Dam fødselsdag og fyldte 71 år. Dagen blev dog ingen festdag, skriver Rigmor Dam.

”Nu har han fået besked om sin sygdom, at det var kræft i maven. Det sværeste, synes jeg, er, at han aldrig rigtig kommer til at spise igen. Han skal have en sonde i maven, hvor maden føres ind. Noget nærende i en pose. Hvordan det vil gå fremover, ved kun Gud alene. Det er en svær skole, men vi må takke for alle de gode år, vi har haft. Vi ved jo også godt, at Jesus går med igennem alt det svære og det mørke.”

Dagen efter, 1. oktober 1992, kom lægen igen ind på stuen på Grindsted Sygehus. Det var nok engang med dårlige nyheder. Kræften havde bredt sig i Ernst Dams mindre og mindre krop, til lever, nyrer og tarme.

”Det betyder nok, at det ikke varer så længe, før far ikke er her mere. Vi har fået talt om en masse ting,” nedfælder Rigmor Dam uden at komme ind på, hvad de to har talt om.

Da Lisbeth Dam læste disse ord, vidste hun naturligvis godt, hvad der ville ske, når hun bladrede yderligere et par sider ind i 1992. Alligevel græd hun meget, for hun følte nærmest, at hun sad ved sin bedstefars sygeseng.

9. oktober 1992 døde Ernst Dam med sin familie omkring sig. Dagen startede ellers med det fineste solskinsvejr, men sluttede med sorg og smerte, skriver Rigmor Dam.

Rigmor Dams dagbog er ikke privat i den forstand, at den har været hemmeligholdt. Alle vidste, at hun skrev dagbog. Ja, dagbogens eksistens var så udbredt, at folk ringede til Rigmor og Ernst Dam, hvis det blev diskuteret, hvordan det nu var med vejret en specifik dag. Det skrev Rigmor Dam ned hver dag, og det vidste man på egnen. Hvad der stod i dagbogen, vidste kun indehaveren, indtil også Lisbeth Dam begyndte at kigge med fra april i år.

Når Lisbeth Dam har tænkt over sit eget liv og den familie, hun er en del af, har hun gjort det i forhold til sin mor og far. Men med muligheden for at nærstudere bedstemoderens dagbog, åbnedes der en ny dør ind til hele familiens historie, fortæller hun.

”Jeg har ikke haft fornemmelsen af, at der lå noget dystert og lurede, og det har jeg heller ikke fundet. Men jeg har for eksempel haft en enorm nysgerrighed i forhold til, hvem min far var som barn. Min far og jeg snakker ikke så meget, som min mor og jeg. Vi taler om alting. Med min far og jeg er det lidt mere praktisk, og med ham kan det være lidt svært at starte en samtale. Det er altid ham, der henter mig, når jeg kommer ind med toget i Vejle, og jeg sætter meget pris på den tid, vi får sammen i bilen, men der er da nogle køreture, hvor der ikke er blevet sagt så meget. Nu, hvor jeg er begyndt at læse om ham og hans forældre, begynder han jo pludselig også at fortælle en masse historier, som jeg ikke kendte i forvejen.”

De historier, Lisbeth Dam primært har beskæftiget sig med i de seneste måneder, er dog fra bedstemoderens verden.

Hun har kunnet læse om sin bedstefars bylder, om naboen, der skød sin hund, om møder i missionshuset og om den råkolde vinterdag, hvor hendes far blev sendt hjem fra skole, fordi fyret var brændt sammen. Derhjemme blev han i stedet sat til at vaske vinduerne i stalden.

Lisbeth Dam har også læst om den imødekommenhed, hendes bedstemor viste over for nabodrengen, som boede i en skurvogn, fordi huset var brændt, og faderen var blevet for nær en ven af flasken. Og så har hun også mærket en sårbarhed igennem ordene i dagbogen. En sårbarhed, som hun aldrig selv havde fornemmet, når de to sad sammen og spillede kort eller dækkede bord.

”Hun har altid virket som en, der hvilede i sig selv og kunne det hele. Så bagte hun lige en kage og var altid klar til at spille et spil. Når man så pludselig læser, hvordan hun er usikker på sig selv og kalder sig selv dum, da hun dumper til køreprøven, eller hvordan hun er bange for ikke at slå til som leder på en sommerlejr, så overrasker det mig lidt, for jeg har ikke tænkt på hende som et menneske med de følelser. Hun var min bedstemor, og den sårbare side kendte jeg ikke i hende.”

Rigmor Dam var en stærk kvinde, men også en følsom kvinde. Det er ikke noget, der slår læseren ved første øjekast, men Lisbeth Dam kan alligevel fornemme det, presset ind imellem beskrivelser af vejret og dagligdags gøremål.

Af den seks mand store søskendeflok blev det ene af Ernst og Rigmor Dams børn, Gitte, passet uden for hjemmet på grund af en hjerneskade. Det påvirkede Rigmor Dam i høj grad, læser hendes barnebarn sig frem til.

”Det var hårdt for min bedstemor, at Gitte ikke kunne være hjemme. Da hun begynder at skrive dagbog, har hun allerede taget den beslutning, at Gitte ikke kan være hjemme. Men det er en svær beslutning for min bedstemor at træffe. For er det nu den rigtige beslutning, spørger hun sig selv. Det var virkelig hårdt for hende, det var jo hendes barn, som skulle passes af fremmede. Hun skriver, at sygeplejerskerne var søde, men det plagede hende, for hun vidste godt, at Gitte hellere ville være hos sine forældre.”

Beslutningen om at sende Gitte til et bosted, stod Rigmor Dam alene med. Men sådan var det bare dengang, har Lisbeth Dam senere fået fortalt. Hendes bedstemor tog sig af huset og familien, og så tog Ernst Dam sig af alt det andet.

Den svære beslutning plagede Rigmor Dam indtil hendes død. Havde det været bedre, hvis Gitte var hjemme? Kunne vi have fundet en løsning, spurgte hun sig selv. Gitte døde som 35-årig.

I 1988 brændte Ernst og Rigmors Dam hus ned til grunden, fordi lynet slog ned i hjemmet. Inden brandmændene bevægede sig ind i huset en sidste gang, spurgte de parret, om der var noget, der skulle reddes. Dagbøgerne, svarede Rigmor Dam og instruerede brandmændene i, præcis hvor de stod.

Selvom dagbøgerne måske ikke har indeholdt Rigmor Dams mest private tanker, har de alligevel betydet meget for hende, vurderer Lisbeth Dam.

”Det sker flere gange, at hun skriver 'Godnat, lille dagbog', men ellers er optegnelserne i den meget faktuelle. Det handler om, hvad der er sket i løbet af dagen og ikke så meget om, hvor ondt de svære ting i livet har gjort. Det lå måske også i lidt i tiden, at man pakkede det væk, der gjorde ondt. Det er ikke sådan, at hun krænger sit hjerte helt ud. Hun har ikke haft det fortrolige forhold til dagbogen, at hun kunne råbe og skrige og fortælle om, at livet kan være uretfærdigt. Men at hun har haft de følelser, er jeg slet ikke i tvivl om.”

En storm af følelser og minder hvirvles også op i Lisbeth Dam, mens hun læser bedstemoderens hverdagsskriverier. Hun tænker med glæde på de gode knus, hun fik af sin bedstemor, mindes de juledage, hvor hun bagte småkager med hende og fortryder, at hun ikke ringede noget mere til hende, mens hun levede. For hun vidste jo, hvor meget det betød for Rigmor Dam at høre fra sin familie.

Hvad hun ikke fortryder er, at hun begyndte at læse i dagbogen. Hun er før blevet spurgt, ”hvordan hun dog kunne finde på at åbne bedstemoderens dagbog.”

”Jeg tror, at min bedstemor ville være glad, hvis der var nogen, der ville sætte sig ned og læse de ord, hun havde skrevet. Det er jo et kæmpe stykke arbejde, hun har gjort for at bevare min families historie. Det er jo en fortælling om hendes og familiens liv.”

Og efter nu at have gennemlevet et par år af sin bedstemors liv i dagbogsform føler Lisbeth Dam da også, at hun er kommet tættere på sin bedstemor. Hun har levet sig ind i bedstemoderens liv i en sådan grad, at hun ser hende sylte bær og vaske tøj, når hun læser om det i dagbogen, og da familien i juni i år var samlet for at fejre, at Rigmor Dam den dag ville være fyldt 90 år, havde hun svært ved at se sin bedstemor som en gammel dame. I de første årgange af dagbøgerne, som hun på det tidspunkt var ved at læse, var hun jo ikke meget mere end 40 år.

”Når jeg beskæftiger mig så meget med hende, føler jeg, at jeg kommer meget tættere på hende. Bare det at sidde og røre ved de sider og det blæk, hun har skrevet med. Det er vildt at sidde at tænke på, at hun har siddet og skrevet og tænkt det her for 45 år siden. Jeg har altid holdt meget af min bedstemor, men man kan måske sige, at jeg er blevet endnu mere fan af hende. Siden hun døde i 2011 har jeg været ude ved hendes grav to gange, og jeg kan da mærke, at jeg snart er nødt til at besøge hendes grav igen. Mit savn efter hende er blevet meget større.”

At læse bedstemoderens dagbog har ud over savnet også betydet, at Lisbeth Dam reflekterer på en anderledes måde over sit eget liv.

”Jeg beundrer hende enormt meget for at tage en dag af gangen. Nu sidder jeg her og bekymrer mig over, om jeg kommer ind på Designskolen, hvor jeg i stedet kunne nyde den her dag, det her vejr, det her solskin. Hun tog hver dag som en gave fra Gud, også selvom det havde været en streng dag.”

3Til højre ses hendes barnebarn, Lisbeth Dam, som efter sin bedstemors død er begyndt at læse bedstemoderens dagbøger, som denne skrev fra 1966 og frem til sin død i 2011.
3Til højre ses hendes barnebarn, Lisbeth Dam, som efter sin bedstemors død er begyndt at læse bedstemoderens dagbøger, som denne skrev fra 1966 og frem til sin død i 2011. Foto: Paw Gissel
Rigmor Dam, født 1924, var 21 år, da billedet til venstre blev taget i anledning af hendes forlovelse. Privatfoto.
Rigmor Dam, født 1924, var 21 år, da billedet til venstre blev taget i anledning af hendes forlovelse. Privatfoto.
I 1946 købte Ernst og Rigmor Dam huset ”Vennemindelyst”, og de medfølgende staldbygninger. I 1988 brændte stuehuset, hvorefter parret byggede et nyt hus samme sted. De nåede dog kun at bo der kort, da Ernst Dam døde i 1992. Kort efter flyttede Rigmor Dam til Sønder Felding. Privatfoto.
I 1946 købte Ernst og Rigmor Dam huset ”Vennemindelyst”, og de medfølgende staldbygninger. I 1988 brændte stuehuset, hvorefter parret byggede et nyt hus samme sted. De nåede dog kun at bo der kort, da Ernst Dam døde i 1992. Kort efter flyttede Rigmor Dam til Sønder Felding. Privatfoto.