Ægtepar: Jo ældre man bliver, desto mere bange bliver man for at miste den anden

Ingrid og Bent Oddershede har lige holdt en kæmpestor fest for 200 mennesker, fordi de har levet som mand og kone i over 60 år. Ægteparrets liv sammen har budt på megen sygdom, men når de træder ud af deres smukke hjem i Bjæverskov, ligger Ingrids hånd altid i Bents

Både Ingrid og Bent Oddershede kan blive helt forpustede, når de ser, hvor travlt deres børnebørn har: ”Børnefamilier skal leve op til så mange forventninger i dag. Dengang vi var unge, var der ikke alle de forventninger om, at man skulle bo som i Bo Bedre eller have en eller anden helt speciel designerkop. Der er meget fokus på, at alting skal se ud på en bestemt måde. Det har jeg meget svært ved at forstå,” siger 83-årige Bent Oddershede.
Både Ingrid og Bent Oddershede kan blive helt forpustede, når de ser, hvor travlt deres børnebørn har: ”Børnefamilier skal leve op til så mange forventninger i dag. Dengang vi var unge, var der ikke alle de forventninger om, at man skulle bo som i Bo Bedre eller have en eller anden helt speciel designerkop. Der er meget fokus på, at alting skal se ud på en bestemt måde. Det har jeg meget svært ved at forstå,” siger 83-årige Bent Oddershede. . Foto: Paw Gissel.

Bent og Ingrid Oddershede sad begge to i sygehussengen og kiggede forvirrede på hinanden. De havde svært ved at forstå, hvad lægen havde sagt til dem.

”Vi var inde til en almindelig undersøgelse og troede, at vi kunne tage hjem bagefter. Men så kom lægen pludselig ind på stuen og sagde til Ingrid: Vi kan se, at der er nogle sorte pletter på dine lunger. Vi tror, du har lungekræft,” fortæller Bent, der fylder 83 år denne sommer.

”Og så gik hun igen. Og så sad vi bare der og vidste ikke, hvad vi skulle gøre. Det var barskt.”

Det er over et år siden, at lægerne opdagede kræftsygdommen, og Ingrids sorte hår er så småt begyndt at vokse ud igen efter de første kemobehandlinger.

”Igennem hele vores liv sammen har jeg været meget syg og indlagt på hospitalet. Og vi har flere gange troet, at nu var det snart slut,” siger 78-årige Ingrid.

”På den måde er det gået meget op og ned i vores liv. Men vi har altid haft hinanden, og det har hjulpet os igennem meget.”

Parret har i over 30 år boet i en gammel nedlagt skole i Bjæverskov lidt uden for Køge. Skolen har de bygget om til et moderne familiekollektiv.

I stuehuset til venstre bor deres datter Connie sammen med sin mand. På førstesalen i hovedhuset har deres søn, Dan, en lejlighed sammen med sin kone, og på etagen over dem har Ingrid og Bent så deres lille kvistlejlighed med altan og udsigt ud over markerne.

I den gamle gymnastiksal til højre er der festlokale med diskokugle og kulørte lamper. Her holdt børnebørnene ungdomsfester, mens de også boede her.

Da ægteparret flyttede hjemmefra som unge, havde de kun fire kopper og fem tallerkener. Og ”når man gik på besøg hos naboen, havde man sin egen kop med”.

I dag har de bestik nok til at bespise over 100 gæster.

”Så vi kan altid holde en god fest,” siger Ingrid og griner fornøjeligt, da hun viser rundt i den store sal, hvor der stadig står lysestager og andet pynt fra parrets diamantbryllup, som de holdt i begyndelsen af april.

Da eftermiddagskaffen bliver serveret på kvisten, kommer deres datter Connie forbi. Det gør deres børn og svigerbørn tit. Så har de lige været ude at handle, på apoteket eller har lidt aftensmad med til Ingrid og Bent.

”Og da mit hår begyndte at falde af, brugte Connie og hendes mand en hel aften på at lede efter parykmagere, og fire dage efter havde de købt to parykker til mig. Det betyder meget. Ja, faktisk betyder det alting, at vi har et så tæt forhold til vores børn, og vi er så glade for at bo her. Det er meget privilegeret at være så tæt på sin familie, og det har fungeret uden problemer i alle årene,” siger Ingrid.

Parret mødte hinanden i 1953. Det var også året, hvor Danmark fik en ny Grundlov, Stalin døde, og Elvis Presley indspillede sin første grammofonplade.

Ingrid og Bent Oddershede mødte hinanden i 1953, og året efter blev de viet, da hun blot var 18 år. Dette forår har parret fejret diamantbryllup.
Ingrid og Bent Oddershede mødte hinanden i 1953, og året efter blev de viet, da hun blot var 18 år. Dette forår har parret fejret diamantbryllup. Foto: Privatfoto

Ingrid var blot 17 år, høj og slank og havde en storblomstret nederdel på og lange øreringe. Bent var også dengang en rar og lun vestjyde, der kørte på motorcykel og var meget engageret i Frelsens Hærs ungdomsafdeling. Det var også herigennem, at de mødte hinanden.

Det slog ikke gnister sådan lige med det samme, siger de, men de blev gode venner og kørte ofte ture sammen på hans motorcykel. Og en aften tog Bent Ingrids hånd, da de gik ned ad Valby Langgade.

”Men dengang var det ikke i orden. Tiden var en anden, og man kunne ikke bare rende rundt med piger på den måde,” siger Bent og retter lidt på sine Harley Davidson-seler.

”Så en dag, hvor vi gik forbi en smykkeforretning på Gammel Kongevej, pegede jeg ind på nogle forlovelsesringe og spurgte Ingrid: Hvilken en vil du helst have?”

Han ler ved tanken og tilføjer, at det måske ikke var den mest romantiske måde at gøre det på.

”Men man måtte jo gøre det i en fart, inden der kom nogle andre.”

Det første halve år efter brylluppet var Ingrid indlagt på Københavns Militærhospital med en meget alvorlig hjernerystelse.

Som barn fik hun polio, hvilket også som voksen har givet hende mange mén, blandt andet fordi hendes nyre er blevet slemt beskadiget.

”Fordi Ingrid har været meget syg igennem hele vores ægteskab, har vi aldrig taget hinanden eller livet for givet,” siger Bent.

”Ja, det har nok givet os en ekstra dimension her i livet,” siger hans kone.

”For det første er jeg ikke bange for at dø, for det andet er vi blevet meget opmærksomme på de gode ting i hverdagen. Der skal meget til at ryste os, og de små brokkerier i dagligdagen går hurtigt over.”

Bent forklarer det sådan her:

”Det er jo lidt ligesom at sætte sig ind i sin bil om morgenen, når man skal på arbejde. Så kører man den samme vej hver dag uden at tænke over det. Det er først den dag, hvor nogen spørger dig, hvorfor du kører den vej, at du begynder at tænke over det. Sådan synes jeg også, at ens liv bliver, når der opstår en alvorlig sygdom. Man stopper op og bliver mere bevidst om sine valg og det, man har. Og det har vi gjort mange gange.”

Det har dog især været svært for Bent at forstå, hvorfor det netop skulle gå så hårdt ud over hustruen.

”Ingrid har altid været af den holdning, at når der sker sådan noget, så er der nok en mening med det. Men jeg har altså svært ved at se, hvorfor Gud ikke kunne finde en anden måde at skabe mening på end ved at sende hende på hospitalet.”

De mange indlæggelser har påvirket hele familien, men parret understreger, at det også har styrket dem. Som Ingrid siger, så er Bent hendes ståsted. Hendes klippe.

”Det handler jo om at hjælpe hinanden, når man kan. Så når den ene af os har været nede, har den anden altid haft kræfterne til at holde balancen for os begge to,” siger Bent og tilføjer:

”Og så har jeg altid haft en ukuelig tro på, at der ventede noget meget bedre rundt om det næste hjørne.”

Både Ingrid og Bent har ved siden af deres job som handelsskolelærer og elektromekaniker altid været engageret i frivilligt arbejde i Frelsens Hær. Her har de blandt andet sørget for, at mindrebemidlede familier også kunne holde juleaften og hjulpet voldsramte kvinder i sikkerhed på landets krisecentre.

Og da parret fejrede diamantbryllup, sendte generalen i Frelsens Hær i London en lykønskning, som nu er blevet rammet ind og hængt op i parrets spisestue, hvor Ingrids mange smukke orkidéer og en imponerende samling af englefigurer fra alverdens lande også står.

Sidstnævnte er Bent ikke synderligt begejstret for, men englene har nu alligevel fået lov at blive på kvisten. For som der står i entréen på en stor tavle med familiens leveregler, så skal man respektere hinandens forskelligheder ”for alle er skabt lige”.

”Jeg er nok ret konservativ,” siger Bent.

”Og indimellem har jeg skyklapper på. Men Ingrid har åbnet min verden. Det har hun. Uden hende ville jeg ikke være den, jeg er i dag, og jeg ville ikke have gjort mange af de ting, som vi har gjort sammen,” siger han og forklarer, at han kunne være meget fordømmende, da han var yngre.

”Dengang tænkte jeg, at folk bare skulle tage sig sammen, hvis de havde problemer. Nu har jeg lært af erfaring, at det ikke altid er helt så let.”

Ingrid griner overbærende.

”Jeg plejer at sige, at Bent er sådan her,” siger hun og tegner en usynlig streg i luften.

”Ja, det er relativt få gange, at jeg er røget op eller ned i min tilværelse, men der er Ingrid anderledes, hun kan køre helt fra top til bund,” siger Bent og smiler lunt.

”Men selvom vi kan være uenige og diskutere ting, så har vi altid kunnet tale ordentligt om tingene,” siger Ingrid.

”Vi råber ikke ad hinanden og siger, du er dum. Det har vi aldrig gjort. Vi prøver i stedet at acceptere, at vi er forskellige. Den mand, jeg blev forelsket i, har jeg ikke i sinde at lave om på, og jeg tror heller ikke, at han har i sinde at lave mig om.”

”Det er i hvert fald ikke lykkedes,” siger Bent og smiler drilagtigt til sin hustru.

Ingrid og Bents kærlighed til hinanden har forandret sig, siden de blev forlovet og sang Knud Pfeiffer og Harry Nielsens ”Jeg vil bygge mig en verden” fra 1941. Dengang var de forelskede. I dag er deres kærlighed dyb og uforanderlig, siger de.

”Men jeg kan stadig blive helt stolt, når andre kvinder lægger an på Bent,” siger Ingrid og griner.

”Ja, men det opdager jeg desværre aldrig selv,” siger ægtefællen tørt og brummer lidt. 

Selvom de har kendt hinanden længere end de fleste, har de aldrig nogensinde overvejet at leve et liv uden den anden, fortæller Ingrid.

”Nej, det har aldrig været på tale. Jeg har aldrig ønsket mig en anden kone - jeg kunne allerhøjest få lov til at købe en ny motorcykel,” siger Bent.

I ægteparrets hjem beder man en stille bøn, inden man spiser - en bøn, som altid afsluttes med to luftkys, der flyver mellem parret.

Og når de to går ud af døren, holder de altid i hånd. For det er der jo ingen grund til at holde op med, bare fordi man bliver ældre.

Men Bent og Ingrid er nu alligevel meget bevidste om, at alderdommen haler ind på dem. Alligevel taler de sjældent om døden derhjemme, og de har heller ikke skrevet testamente.

Bent kan ikke lide at tale om det, indrømmer han.

”Jeg er nok mest bange for at komme til at sidde her alene med det hele,” siger han.

”At Ingrid dør først. Jeg tror, at hun vil kunne tackle det at blive alene meget bedre end jeg. Jeg har siddet på hospitalet og været i tvivl om, hvorvidt Ingrid ville komme med hjem igen. Men jeg tror ikke, at man kan tage stilling til, hvordan man reagerer, når en, man holder af, dør. Men det er klart, at jo ældre, man bliver, desto mere bange bliver man for at miste den anden.”

Han kender mange mænd, der er gået helt i stå, efter de mistede deres hustruer. Mænd, der sidder alene i en lejlighed og aldrig får besøg.

”På den måde synes jeg, at vi er heldige at bo her sammen med resten af familien. For her vil jeg aldrig blive helt alene. Men jeg er alligevel bange for at gå i stå. Det har altid været os to jo, Ingrid og jeg. Jeg tror faktisk aldrig, at vi har gjort noget helt alene, uden at den anden har været med i det på en eller anden måde.”

Senere på sommeren får Ingrid at vide, om hun skal igennem flere kemobehandlinger, og parret håber på det bedste. For livet har stadig meget at byde på, synes de.

”Vi er selvfølgelig nået til en alder, hvor vi realistisk set ikke ved, hvor lang tid vi har sammen, Bent og jeg,” siger hun.

”Men jeg drømmer om at fortsætte vores liv, sådan som det er nu, længe endnu. Og så håber jeg, at vi også får lov til at fejre krondiamant- og jernbryllup.”

Bent ryster på hovedet og smiler til Ingrid, som udbryder:

”Jamen, det gør jeg da, Bent. Så holder vi en stor fest. For jeg elsker at feste!”

Ingrid og Bent Oddershede mødte hinanden i 1953, og året efter blev de viet, da hun blot var 18 år. Dette forår har parret fejret diamantbryllup. Privatfoto.
Ingrid og Bent Oddershede mødte hinanden i 1953, og året efter blev de viet, da hun blot var 18 år. Dette forår har parret fejret diamantbryllup. Privatfoto.