Det vigtigste er at blive til nogen

Børn og unges umiddelbare tilgang til livet rummer ofte den største indsigt. Det er i fællesskaberne, vi finder livsvisdom, mener højskoleforstander Helga Kolby Kristi-ansen, der har levet et liv tæt sammen med børn og unge

Det er her i foredragssalen på Silkeborg Højskole, at Helga Kolby Kristiansen oftest tænker og forundres over livet. Under Annemarie Egemoses billedtæppe, der har fået titel efter sang nummer 1 i Højskolesang-bogen, ”Den signede dag”, er hun hver eneste dag klokken 8.30 til stede ved morgensamlingen, hvor hun sammen med højskolens elever og personale byder dagen velkommen med en sang.
Det er her i foredragssalen på Silkeborg Højskole, at Helga Kolby Kristiansen oftest tænker og forundres over livet. Under Annemarie Egemoses billedtæppe, der har fået titel efter sang nummer 1 i Højskolesang-bogen, ”Den signede dag”, er hun hver eneste dag klokken 8.30 til stede ved morgensamlingen, hvor hun sammen med højskolens elever og personale byder dagen velkommen med en sang. . Foto: Flemming Jeppesen/Fokus.

Til et møde i FDF for nogle år siden, hvor Helga Kolby Kristiansen havde talt med en flok tumlingebørn om det gode og det onde, kom der mange interessante svar fra børnene. Men, mindes hun, det bedste kom, da mødet var slut, og en seksårig dreng kom hen til hende og kort og kontant sagde: ”Jeg tænker, at Gud er sol, og Djævelen er jord,” og så vendte han sig om og gik.

”Jamen sådan et udsagn er da fantastisk at få slynget i hovedet. Han havde set, at der, hvor solen er, ses vi i det smukkeste lys, og det bedste i os bliver kaldt frem, hvorimod jorden er det ufremkommelige, muldvarpeagtige mørke, hvor man ikke kan finde vej,” siger Helga Kolby Kristiansen.

Solen har afgjort vundet denne julidag i forstanderboligen på Silkeborg Højskole. Rummet, vi sidder i, er både køkken, spisestue og dagligstue og har store vinduesflader, der lader sommersolen vælte ned over os. Udenfor på græsplænen er en flok børn og bedsteforældre på familiehøjskolekursus i gang med at lege, og kun få skridt derfra ligger højskolens hovedbygning med spisesal, undervisningslokaler og værelser. Helga Kolby Kristiansen befinder sig lige midt i højskolebegivenhedernes centrum, også når hun er hjemme. I hendes arbejde som forstander sammen med manden, Carsten Kolby Kristiansen, flyder arbejde og fritid sammen, og kun når parret rejser eller er i sommerhus, er de fysisk på afstand af eleverne.

Mindet med drengen trækker hun frem som eksempel på, at man hverken behøver være gammel eller særligt erfaren for at være vis.

”Jeg har mødt mest visdom hos børn og unge. Jeg holder meget af deres umiddelbare og ukrukkede gåpåmod, som aldrig er udspekuleret,” siger hun.

Den 66-årige Helga Kolby Kristiansen eller ”mor Helga”, som højskoleeleverne kalder hende har viet sit arbejds- og fritidsliv til børn og unge. Engagementet i de kommende generationer er let at aflæse i hendes blik, når hun fortæller om sine oplevelser.

”Mother Teresa har sagt: 'Du har, hvad du har givet'. For mig betyder det, at jeg har fået så uendeligt meget igen ved at give min tid til ungdommen. Børn og unge er kloge, og de er i stand til at sætte perspektiver på livet, som vi voksne kan lære meget af. Vi kan godt blive lidt rustne, fordi vi med tiden mister evnen til spontanitet og umiddelbarhed. Den er intakt hos de fleste børn og unge. Og så har de det 'lange lys' på. I modsætning til politikerne, som ofte kun tænker frem til næste folketingsvalg,” siger hun.

Det er langtfra tilfældigt, at Helga Kolby Kristiansen har været medlem af Børnerådet under det daværende Familieministerium og Folkeoplysningsudvalget under Undervisningsministeriet. Heller ikke, at hun tog initiativ til og senere blev formand for Samtaleforum for Unge og Kirke, der var nedsat af biskopperne. For hvad der er godt for børn og unge, er også godt for samfundet, mener hun.

I sine ni år som formand for Højskoleforeningen kæmpede hun blandt andet indædt for højskolerne som et helle fra konkurrencementaliteten.

”Når samfundet arbejder med konkurrencetermer, så betyder det, at man accepterer, at der både er vindere og tabere. Men taler vi i stedet i solidaritetstermer, så kan vi alle sammen være med. Når den er bedst, er højskolen et laboratorium for unge, hvor de i en tryg hverdag kan bøvle med, hvordan fremtiden skal se ud. Vi er optaget af Grundtvigs idé om, at man først skal lære det, alle skal lære, nemlig at blive menneske, og først derefter skal den enkelte så lære, hvad der er nødvendigt for at komme videre i forhold til uddannelse og arbejde,” siger Helga Kolby Kristiansen, der mener, at politikerne i disse år på mange måder har fået det hele vendt på hovedet.

”Jeg tror, det er forfatteren Knud Romer, der har sagt, at fjerner man dannelse fra uddannelse, så er der kun 'ud' tilbage. Altså 'ud at arbejde', eller man kan også sige 'ind i trædemøllen'.

Visdom er for mig blandt andet, at det menneskelige og fællesskaberne kommer først, og det er så torskedumt, at vi er ved at sætte det over styr. Det handler ikke kun om at blive til noget, det handler først og fremmest om at blive til nogen.”

Højskoleforstanderen fra Silkeborg bruger glad og gerne egne livserfaringer, når hun har samtaler med sine elever.

”Mit liv har været sådan lidt ligesom Karup Å. Det har taget nogle sving undervejs, og heldigvis er jeg fra en tid, hvor ingen talte om nødvendigheden af uddannelses- og karriereplaner, for så tror jeg ikke, jeg ville have fået et så privilegeret liv,” siger hun.

Helga Kolby Kristiansen blev født i 1948 i Vejle og er vokset op i det, hun selv kalder et solidt, kristent hjem. Hendes far, der var uddannet skrædder, etablerede en konfektionsfabrik i Vejle, og den blev hurtigt et familieforetagende, der både inddrog moderen, der var uddannet økonoma, Helga og den et år ældre storebror.

”Allerede som syvårig sad jeg ved symaskinen,” husker hun.

For Helga Kolby Kristiansen var hjemmet et sikkert ståsted, og som voksen har hun gjort Arkimedes-citatet ”Giv mig et sted at stå, og jeg skal bevæge verden” til sit eget.

”Jeg har fået mit ståsted i min opvækst og i den kristne tradition. I modsætning til mange unge i dag har jeg ikke haft tvivlen på fremtiden som følgesvend,” siger hun.

Hun gik på grundtvigsk privatskole i Vejle og tog derefter sin studentereksamen på Rønde Kursus, der dengang var indremissionsk. Men så tog livet fart.

”Efter studenterkurset fik jeg bildt mig selv ind, at jeg skulle være korrespondent. Men efter en måned meldte jeg mig i stedet ind på seminariet i Nørre Nissum. Det droppede jeg dog, inden jeg fik begyndt, og tog i stedet til Vejle for at arbejde et år på fabrikken. Tilbage i Aarhus begyndte jeg at læse tysk, men efter første del sprang jeg over til religion,” fortæller hun og erkender, at hun ikke var specielt stolt over at skulle hjem og meddele sine forældre endnu et studieskift.

”Men min far sagde bare: 'Det lyder da som det helt rigtige for dig'. Det skulle det jo også vise sig at være, for det førte til, at jeg blev landssekretær i FDF, og siden førte det ene det andet med sig. Der har aldrig været en karriereplan, og den historie deler jeg med de unge, som ofte er meget angste for ikke at vælge rigtigt. Jeg siger til dem, at man sagtens kan få et godt liv, selvom man ikke har styr på det hele.”

Hun bryder sig ikke om, at vi i dag taler om velfærdssamfundet som noget, der alene afhænger af økonomi og flere arbejdspladser, alt imens uligheden bliver større.

”Jeg vil hellere sige med Grundtvig: 'og da har i rigdom vi drevet det vidt, når få har for meget, og færre for lidt' (fra sangen 'Langt højere bjerge så vide på jord', red.).”

Hun bryder sig heller ikke om det store fokus på diagnoser og mener, vi skal være forsigtige med at tale om ”mennesker med særlige behov”.

”Jeg vil så gerne se mennesket forud for menneskets behov. Livet har lært mig, at det bedste er at mødes menneske til menneske, uden at vi på forhånd har sat hinanden i bestemte kasser. Det er fællesskaberne, der skal bringe os allesammen videre.”

Helga Kolby Kristiansen er trods alt optimistisk på samfundets vegne, men forudser, at vi skal ”bundvende”, før det igen kan gå den rigtige vej.

”Individualiseringen, som vores tid er præget af, har haft sin pris i form af, at flere er angste og deprimerede, og at stress er kommet som en epidemi over os. Vi mennesker kan ikke holde til at leve på hver vores øde ø,” siger hun.

Livet på en højskole, hvor vidt forskellige mennesker evner at få en hverdag til at fungere, bekræfter hendes livsvisdom:

”At det, vi skaber i fællesskaber, ligger langt ud over, hvad det enkelte menneske selv kan skabe.”

Helga Kolby Kristiansen betragter ikke sig selv som et vist menneske, men som et menneske med vigtige livserfaringer, der står tydeligere og tydeligere, efterhånden som hun bliver ældre. Snart skal hun og hendes mand gøre sig erfaringer med noget, de aldrig før har prøvet: Pensionsalderen. Efter 27 år som forstandere har de taget en fælles beslutning om at stoppe den 1. november i år og flytte ind i en lejlighed i Aarhus.

”Vi har været her så længe, så det er meget svært at forestille sig, hvordan et liv uden for Silkeborg Højskole er. Det er både angstprovokerende og spændende,” siger hun. Hun er særligt opmærksom på, at hjernen skal holdes i gang, når udfordringerne ikke længere kommer af sig selv i en hverdag med 100 unge mennesker.

”Det fysiske forfald bekymrer mig ikke, det hører menneskelivet til. Nej, jeg er mere optaget af, at jeg ikke går hen og bliver halvdum,” smiler hun.

Vel vidende at det næppe sker, for der er altid et stykke frivilligt arbejde, der skal gøres, en stak aviser, der skal læses, fem børnebørn, der skal leges med og et folkeuniversitet, der venter med kurser inden for kultur, historie og samfund. Hun har tænkt sig at hente alt det ned fra hylderne, hun kan. Over det hele vil kristendommen ligge, som den har altid har gjort i Helga Kolby Kristiansens liv.

”Min kristne tro har stor betydning på den måde, at jeg har svært ved at se noget, der for alvor kan vælte mig. Og så betyder den, at jeg ser livet som en gave. Det kaster perspektiver ind over den måde, hvorpå jeg betragter mine medmennesker og den verden, jeg er en del af. Taknemmeligheden betyder, at livet aldrig bliver et absurd teaterstykke.”