Vi er på Mallorca med domprovsten, hans kone og Mr. Knee.
Sidstnævnte har været blandt os, siden vi for et år siden mødtes for at planlægge vores første fælles vandreferie. I samme sekund vi bestilte hotel, indfandt Mr. Knee sig som en mystisk, smertefuld hævelse på domprovstens højre knæ, og planerne måtte afblæses.
Det var muligvis et tegn. Om ikke andet, så et alderdomstegn, hvilket domprovsten ikke har forsømt at gøre opmærksom på i sine fyldige bulletiner fra sygelejet. Nu er hævelsen imidlertid svundet, og domprovstens interesse for gigtmedicin, gangstativer og elevationssenge erstattet af en vitalistisk optimisme.
”Jeg vil vandre mig rask,” proklamerer han den første morgen på terrassen i det lejede hus. Han slår armen ud mod bjergene:
”Mallorca vil helbrede mig.”
Da vi har taget vandrestøvler på, ser jeg, at domprovsten er iført moderigtige Nike Free pink sportssko. Det er sæsonens must-have for modebevidste, kvindelige universitetsstuderende, men et utraditionelt valg for en midaldrende rekonvalescent på vej ud i bjergene.
”Hvad?” siger han.
”De er fantastisk bløde.”
Den moderat udfordrende sti, vi har valgt af hensyn til domprovsten, er tæt befærdet med andre par.
”Har du lagt mærke til, at de allesammen er på vores alder?”, hvisker jeg til fruen.
”Sludder, de er ældre,” siger hun.
Vi passerer en gruppe tyske pensionister.
”Det er os om et par år,” siger jeg.
”De er mindst 15 år ældre,” siger fruen.
”Vi er yngre ældre blandt ældre ældre. Vi er det samme segment,” siger jeg.
”Hold nu mund. Du er kun lige fyldt 53,” siger fruen.
”Vandreferiesegmentet,” siger jeg.
Domprovsten sveder og klager over, at stien er ujævn.
”Hvad siger Mr. Knee?”, spørger jeg.
”Hvis der er lige så mange sten på resten af Mallorca, vil han ud og købe vandrestøvler,” siger domprovsten.
Samme eftermiddag lægger han en større ordre i den lokale friluftsbutik.
”Hvor skal vi gå i morgen?”, spørger han med favnen fuld af støvler, stave og energibarer.
Jeg peger på en højderyg.
”Hvis vi står tidligt op, kan vi nå en bus op til passet og gå ned ad den gamle pilgrimssti,” siger jeg.
”En pilgrimssti, perfekt,” udbryder domprovsten. ”The Healing of Mr. Knee!”
Domprovstens kone ser bekymret op på bjerget.
”Det er hårdt for knæene at gå nedad, skat” siger hun.
”Der er også en sti op,” siger jeg og fortryder straks. ”Men det er en stejl stigning på 900 meter.”
”Lad os gå både op og ned!”, siger domprovsten.
”Det er tre gange Eiffeltårnet,” uddyber jeg.”Pyt, nu har jeg jo støvler,” siger han.
Jeg tilbringer natten i urolige drømme. Jeg ser, hvordan vi klamrer os til hinanden på en klippeafsats; to midaldrende par iført latterligt nyt vandreudstyr. En redningshelikopter nærmer sig, mens flokke af tyske pensionister skræver hen over os, ryster på hovedet og mumler Verfluchte Amateure'.
Om morgenen, da jeg udmattet går ud på terrassen, oplever jeg en stor lettelse. Domprovsten kommer ud, og jeg peger op på bjerget, som er forsvundet.
”Der er lave skyer. Vi bliver nødt til at opgive det,” siger jeg.Fortsættes næste uge