Else var 77 år og havde mistet sin mand og var i stor sorg.
Han havde været verdens bedste mand, men nu var han død. Fortvivlelsen bølgede ind over hende, og alt føltes håbløst. Han havde været hele hendes liv, og nu var der intet mere at leve for eller håbe på.
Hanne var 78 år og havde også mistet sin mand og var i stor sorg. Hun var fyldt af taknemmelighed over at have haft en så vidunderlig mand, og hun håbede nu på, at hun skulle møde ham igen, når hun selv engang døde. Indtil da håbede Hanne på, at der fortsat var et liv for hende, og at der ville være mange glade timer tilbage i hendes liv.
To ens skæbner, men to forskellige måder at forholde sig til sorgen på. Else var i fortvivlelsens mørke. Hendes sind og tanker var rettet mod fortiden. Alt det, hun havde mistet, fyldte hendes sind. Og med hensyn til fremtiden, nærede hun intet håb. Hanne var også sorgfuld, men hun var fyldt af taknemmelighed og tro på, at det nok skulle gå. Hun havde et håb om gensyn med sin mand efter døden og et håb om et fortsat godt liv på denne jord.
Er det nu så enkelt, at man kan beslutte sig for den ene eller den anden holdning? Nej! Håbet er ikke kun en beslutning. Der er så mange faktorer, der spiller ind: psyke, erfaringer, tro og relationer, for blot at nævne nogle. Men egentlig har de fleste en oplevelse af både håb og håbløshed i en sådan situation. Tidligere troede vi, at en sorg skulle gennemleves, så man kunne komme videre i sit liv. I dag er man klar over, at sorg dels opleves forskelligt fra person til person, og dels, at der for de fleste mennesker samtidigt er både håb og håbløshed.
Vi ved, at det er meget belastende at miste en ægtefælle. Tabet af en ægtefælle bliver for nogle så voldsomt, at de oplever så høj grad af håbløshed, at de vælger selvmord som udvej. Tidligere troede man, at det var langt sværere for yngre mennesker at miste en ægtefælle, end det er for ældre. Men i dag ved vi, at det ikke altid er tilfældet. Har man levet sammen et helt liv, er man vokset sammen til en enhed, og det at miste den anden kan være som at miste en del af sig selv. Som ældre oplever man flere tab og dødsfald, end yngre gør. Sorgen anerkendes heller ikke altid på samme måde af omgivelserne, hvis en ældre person mister sin ægtefælle.
”Det er da en naturlig ting at miste sin ægtefælle, når man har nået de 80 år,” siger vi.
Ja, måske. Men det gør lige så ondt, som hvis man var 40 år. Tospors-modellen hedder en sorgmodel, der er udviklet af to hollandske forskere, Margaret Stroebe og Henk Schut. Det ene spor kaldes det tabsrelaterede spor, hvor man er i sorgens rum og ofte fyldes af sorg. Det andet spor kaldes det retablerede spor, hvor man er i livets rum. Man vender sig mod fremtiden og forsøger at få en hverdag til at fungere. Gennem undersøgelser har man fundet ud af det, som mange af os sikkert har erfaret, nemlig, at man i sorgen pendulerer mellem de to rum. Man er i sorgens rum, hvor man erkender tabets endelighed: ”Min mand er død for altid”, man græder og er i smerten. I næste øjeblik vender man sig til alt det nye i livet og forsøger at forholde sig til det. Konkret må man finde ud af praktiske ting, som hvordan en netbank fungerer, eller hvordan man skal hælde olie på bilen for det var måske altid manden, der ordnede den slags. Det sørgende menneske bevæger sig mellem opgivelse og nyt håb. Så mon ikke også Else i ovenstående case en dag vil opleve nyt håb, og mon ikke også Hanne fortsat vil pendulere mellem håbløshed og håb?
Håbet kan få ny glød og kraft, hvis man i en sorgperiode har gode mennesker omkring sig, som kan og vil være der for en. Megen sorg må gennemleves alene, men håbet kan bedst spire og gro, når man har kærlige mennesker omkring sig. Et par lyttende ører og ganske almindelig støtte og omsorg er, hvad et menneske har brug for i sorgen. Omsorgen må meget gerne udtrykkes i konkret praktisk hjælp. Det kunne være hjælp til at få græsplænen slået eller få olie på bilen. Skal man kunne gå fra følelsen af at være efterladt til oplevelsen af at være efterlevende, må der støtte og hjælp til fra andre.