Vi har skiftet madras et par gange i løbet af de 30 år...

...vi har haft sengen, men det kan man ikke se. Hvis madrassen kunne tale, ville den fortælle historier

Kåre Gade, journalist og præstemand. Skriver hver uge om det at være midt i livet.
Kåre Gade, journalist og præstemand. Skriver hver uge om det at være midt i livet. Foto: Arkivfoto.

Fruen og jeg er ved at skrue vores gamle seng fra hinanden for at gøre plads til en ny. Det er en større begivenhed, end det lyder som.

”Tror du, der er andre ægtepar end os, der køber den første seng, når de nærmer sig deres 30-års bryllupsdag?”, spørger jeg.

Fruen siger ikke noget.

”Og det er ikke engang en Ikea-seng. Det føles meget voksent,” siger jeg.

Hun rejser sig og peger på mig med skruetrækkeren.

”Jeg kan mærke, hvor det her bærer hen, men det siger jeg dig: Du skriver ikke om den nye seng i din klumme.”

Hun bliver ved med at pege på mig.

”Altså, det bliver muligvis lidt svært at love,” siger jeg.

”Det tror jeg ikke. Du er jo et fornuftigt menneske, der kan vurdere konsekvenserne,” siger hun.

Jeg vurderer, at det ikke er nu, jeg skal fortælle, at jeg allerede har skrevet en klumme om den nye seng. Jeg noterer mig også, at hun ikke forbyder mig at skrive om den gamle. Igennem hele vores ægteskab har vi sovet i den samme halvandenmands-seng.

Det er en 1950'er-seng i teak, som vi har overtaget efter mine forældre. Jeg plejer at spøge med, at det er den samme seng, jeg er avlet i en joke, som er en af mange ting, fruen ser frem til at slippe for, når sengen ryger ud. Og nej, jeg ved det ikke. Der er ting, man ikke spørger sine forældre om.

I betragtning af hvor tit vi er vågnet på gulvet, fordi sengen er faldet fra hinanden midt om natten, er den forbløffende svær at skille ad. Det er, som om den gør modstand.

Selv nærer jeg ingen sentimentale følelser, men jeg er bekymret for, hvordan vi håndterer bortskaffelsen. Vi har skiftet madras et par gange i løbet af de 30 år, men det kan man ikke se, da den ligger uden betræk på gulvet. Hvis madrasser kunne tale, ville den fortælle historier. Faktisk lykkes det udmærket, selv om den ikke kan tale.

”Du godeste. Hvornår var det, vi købte den?”, siger jeg.

”Det må have været, før vi fik de to katte, der altid tissede i møblerne,” siger fruen.

”Det ser ud, som om nogen har født på den,” siger jeg.

”Så er det heller ikke værre,” siger hun.

”Eller er død i den. Hvis vi lægger den ud til skraldemændene, vil de ringe til politiet,” siger jeg.

”Hold nu op. Vi smider den bare bag i bilen og kører den på lossepladsen,” siger fruen.

”Så skal det være, når det er blevet mørkt. Jeg vil gerne kunne blive ved med at bo her,” siger jeg.

Da jeg kommer hjem om aftenen, er madrassen væk.

”Jeg har kørt den på lossepladsen. Er du ikke lettet over, at du slipper?”, siger fruen.

Det er jeg.

Men så melder en foruroligende tanke sig.

”Hvordan fik du madrassen båret ned til bilen?”.

”Det var ikke noget problem. Jeg fik naboen til at hjælpe.”

Jeg kigger på hende.

”Du fik naboen til at hjælpe?”.