Det var egentlig ikke et oprør, men...

Ekstra Bladets chefredaktør Poul Madsens lyst til at gå egne veje - og gerne mod strømmen - blev født for 40 år siden, da hans mor stillede ham et uskyldigt spørgsmål

Ekstra Bladets chefredaktør Poul Madsen er ud af en lærerfamilie og overraskede sine omgivelser ved at vælge en anden vej. -
Ekstra Bladets chefredaktør Poul Madsen er ud af en lærerfamilie og overraskede sine omgivelser ved at vælge en anden vej. - . Foto: Scanpix.

Jeg var besat af sport og især dansk og engelsk fodbold, da jeg var barn. Jeg skrev sågar mine egne bøger om fodbold, det var temmelig nørdet. Så det var en god dag den lørdag for cirka 40 år siden, for der var tipslørdag i fjernsynet, og jeg sad derfor solidt plantet i sofaen, da min mor stillede spørgsmålet.

Hun stod og strøg og tænkte sikkert ikke videre over, hvad det var, hun satte i gang, men spørgsmålet - og nok især svaret - blev skelsættende for mit liv.

”Nå, men hvad har du så lyst til at være, når du bliver voksen?”, spurgte hun og fortsatte straks efter: ”Der er jo mange muligheder. Du kan blive folkeskolelærer, du kan undervise på en højskole eller på universitetet.”

Begge mine forældre var skolelærere, og alle mine fem søskende var enten lærere eller i gang med at blive det. Vi boede endda i en nedlagt landsbyskole, så hendes forestillingsverden rakte ikke længere, end at jeg som en selvfølge også skulle være lærer. Det job havde jo alle facetter til det gode liv, mente man i min familie.

Jeg havde aldrig tænkt over, hvad jeg ville, og da slet ikke sagt det højt. Jeg var jo også kun 13 år. Men da hun spurgte mig der i sofaen, var jeg alligevel ikke i tvivl, og jeg svarede uden tøven, at jeg skulle være sportsjournalist. Lærergerningen var slet ikke på min radar.

Min mor tog det pænt, men jeg kunne se, at hun undrede sig.

”Nå-nå, ja-ja, du skal jo heller ikke beslutte dig lige nu,” sagde hun og tænkte sikkert, at sporten bare var en grille, og at jeg kom på bedre tanker.

Det var mit første oprør, som egentlig var mere en selvstændiggørelse end et oprør, for jeg voksede op i et meget åbent hjem med masser af plads til diskussion. Men det var alligevel første gang, at jeg tog et klart initiativ i forhold til, hvad jeg ville med mit liv. Og jeg har aldrig været i tvivl siden, selvom det alligevel aldrig blev sportsjournalistikken, der trak i mig.

Jeg tror faktisk også, at en vigtig del af min personlighed blev formet den dag. At jeg ikke ville være lærer handlede ikke kun om, at jeg hellere ville være journalist, det var også udtryk for en trang dybt i mig til at gå egne veje og i hvert fald gå imod den stærke strøm, som min familie repræsenterede. Det var jo nærmest forudsagt, hvordan mit arbejdsliv skulle forme sig, og det ville jeg ikke være med til.

I dag er min rolle som chefredaktør på Ekstra Bladet ikke mindst at personificere avisens værdier i forhold til at være den frække ”no bull shit kind of guy”, der tør sige tingene, som de er, og som netop tør gå imod strømmen. Man kan nok ikke helt trække en lige linje fra den dag i sofaen og frem til nu, for jeg har trods alt også haft andre job, der ligger langt væk fra mit nuværende, men på en måde har jeg nok fundet den rette hylde. Og den hylde blev i høj grad skabt af mit selvstændighedsoprør dengang og af at være vokset op i et hjem, hvor man helt naturligt tog sig af de svageste. Huset var altid fuld af ensomme skæbner eller farende svende, der vidste, at der altid var mad på bordet til dem, der havde behov. Og nok også derfor føles det naturligt for mig at være på en avis, der taler den lille mands sag.

Men mest skelsættende var alligevel mit svar på min mors spørgsmål. Min faglige livsbane begyndte lige der.