Fruen og jeg ankommer til sommerhuset efter vores årlige bodsgang gennem fædrelandet. Det er en slags omvendt faste, hvor vi soner vinterens sociale forsømmelser ved at besøge så mange venner og familiemedlemmer som muligt, mens vi stiller vores kroppe til rådighed, så de kan proppe os som Périgord-gæs.
Da vi bærer kufferterne ind, får jeg øje på mit spejlbillede i glasdøren.
Jeg ligner en halvfyldt vandballon, som nogen har givet shorts og T-shirt på.
”Jeg vil muligvis aldrig spise igen,” siger jeg.
”Resten af ferien vil jeg kun drikke vand og læse bøger. Regn ikke med, at vi snakker,” siger fruen.
Således er vi klar til at tage hul på en uge i stilhedens, nøjsomhedens og de kolde havbades tegn, kun afbrudt af en enkelt selskabelig forpligtelse.
”Hvornår er det, svenskerne kommer?”, spørger jeg.
Svenskerne er vores svigerfamilie. Teknisk set er det vores mellemste søns svigerfamilie, men fruen og jeg har allerede lært hans kærestes forældre så godt at kende, at det føles, som om vi selv er gift ind i Umeå-slægten.
Da vi forrige sommer besøgte dem ved bredden af Den Botniske Bugt, redte de op til os i deres campingvogn i haven. Efter to dages indtag af surstrømming, snaps og Norrlands Guld løb vognens tørkloset fuldt, og vi måtte bede om assistance. Vores søns svigerfar tømte plasticdunken i septiktanken og satte den ind igen med et smil.
”Varsågod, då är det bara at skita på,” sagde han.
Så godt kender vi hinanden.
Nu er de på vej med firehjulstrækkeren for at besøge os sammen med vores søn og svigerdatter. Vi får opklaret, hvilken dag de ankommer, men det er uklart, hvornår de tager afsted igen. Jeg sender en sms til vores søn.
”Skal til at købe ind. Hvad er planerne?”.
Vi vil gerne forberede os mentalt på, om vi skal tilbringe én eller to dage med en fremmed stamme, for hvem definitionen af hygge er selskabslege og snapseviser - to aktiviteter, der altid med sikkerhed afslører mig som den højrøvede stivstikker, jeg er.
Bortset fra at man ikke får lov til at være en stivstikker. Vores søn holdt jul med dem sidste år. Da han kom hjem, viste han os en film, hvor familien konkurrerer om at danse til et videospil. Vores søn, som aldrig danser, dansede også.
”Det er ikke en familie, der accepterer et nej,” forklarede han.
Da han efter lang tid svarer på min sms, skriver han:
”Ankommer onsdag middag og regner med at tage hjem søndag.”
Fruen kigger rædselsslagen på mig.
”Måske tager han gas på os?”, siger jeg.
Det gør han ikke. Svenskerne ankommer og bærer vin, slik, chips, cognac, krebs, Janssons Fristelser og en akustisk guitar ind i sommerhuset. Nogle timer senere sidder jeg og synger ”Bad Moon Rising”, mens jeg trommer takten på bordkanten. Dette er ikke en familie, man siger nej til.
På fjerdedagen ligner jeg en bristefærdig vandballon. Jeg spekulerer på, om min lever er stået af. Vores søn tilbringer lange perioder på husets hårdt belastede toilet. Fruen bliver bekymret og banker på.
”Har du dårlig mave?”.
”Nej. Jeg oplader mine sociale batterier,” lyder det bag døren.